Jeg ved ikke om det er fordi det giver gode overskrifter, men det der “nok” optræder ofte i artikler om polyamori. Første gang jeg hørte ordet “polyamory”, var i en udsendelse på TV2 der hed “Når én ikke er nok”. Dengang jeg fortalte min historie til Søndag, stod der som appetitvækker “For Anja er en ikke nok”. På lørdag handler DR2’s temaaften om polyamori, og en af overskrifterne lyder “Når én kæreste ikke er nok”. Men det der “nok” er altså ikke helt rigtigt.
Polyamori handler – for mig at se – ikke om at én kæreste ikke er nok. Det handler mere om at det ikke er … hmm … nødvendigt at “nøjes” med én når man nu er i stand til at elske flere. Det handler ikke så meget om behov som om valgmulighed. Som sædvanlig skal jeg understrege at jeg ikke kan tale på alle poly’ers vegne, men for mig gælder det i hvert fald at jeg ikke aktivt søger det at have flere kærester. Jeg vil gerne have det hvis det opstår naturligt fordi jeg tilfældigvis bliver forelsket eller elsker flere på én gang, og jeg vil hjertens gerne være en del af min kærestes eventuelle forhold til en anden kvinde hvis det nu er sådan det flasker sig. Men ligefrem at opsøge det har jeg ikke noget behov for. Det er ikke vigtigt for mig om jeg nu har en eller flere. Det er vigtigt for mig at jeg er lykkelig i det/de forhold jeg har, og jeg bliver ikke mindre lykkelig af at der “kun” er en.
Men hvis én er nok, hvorfor kan jeg så ikke bare blive ved at “nøjes” med det? (Jeg sætter “nøjes” i gåseøjne fordi der i “nøjes” ligger et underforstået “nok” som jeg jo ikke går ind for.) Fordi jeg ikke vil begrænse kærligheden når det nu ikke er nødvendigt. Fordi jeg vil være tro mod mine egne følelser, og jeg har rigeligt med kærlighed til flere. Fordi jeg ikke vil have at min elskede skal gå glip af at få mere kærlighed i sit liv hvis han møder en kvinde mere som elsker ham (jeg elsker tanken om at han får dobbelt så meget kærlighed og opmærksomhed som jeg kan give ham alene). Og fordi kærligheden ikke begrænser – den sætter fri.
Kærlighedens natur er ikke nærighed men gavmildhed. “Ikke nok” er for de grådige – ikke de gavmilde. Og polyamorøse er et gavmildt folkefærd. 🙂
Uhhh hvor er du dog et fantastisk menneske Anja! Jeg ville ønske at der var mange flere af din slags! 🙂
Jeg (over)lever i et monogamt forhold, med en pige jeg er stadig er sindsygt forelsket i, nu efter 16 år sammen. Jeg ved med mig selv at jeg er polyamorøs af natur, og har egentlig altid været rimeligt afklaret med det (overfor migselv) – længe inden jeg kendte til begrebet. Men jeg har aldrig nogensinde turde indrømme det overfor en kærste eller potentiel kærste, fordi det har været fuldstændig uacceptabelt socialt, og jeg så kunne være sikker på IKKE at se de piger mere.
Jeg forelsker mig ofte og meget, men jeg har valgt at lægge låg på mine forelskelser, fordi jeg ved at jeg ikke ville kunne leve sammen med min kærste, hvis jeg fortalte hende at jeg er polyamorøs. Jeg har et par gange fortalt hende at jeg er blevet forelsket i andre, men hver gang er hun blevet forfærdeligt såret, også selvom jeg har forsikret hende om at det var hende jeg ville være sammen med til hver en tid, hvis jeg skulle vælge. Og det har så været mit liv indtil nu. Jeg tåler at leve monogamt, fordi jeg ikke har lyst til at leve uden min kærste, og jeg ved at det vil være resultatet, hvis jeg “springer ud af skabet”.
Men jeg kan bare mærke i min krop at jeg ikke har godt af at være utro mod mig selv ved at være tro overfor min monogame kærste. 🙁
Vi har to søde piger sammen, og jeg slår mig til tåls med at jeg jo elsker alle tre som dagen er lang, og jeg tror ikke at jeg ville kunne bære at skulle undvære nogen af dem i længere tid.
Jeg synes at det er fantastisk at du er der til at kæmpe for accept og anerkendelse. Jeg føler mig helt overbevist om at rigtig mange – måske de fleste – i virkeligheden er polyamorøse i en eller anden grad, men at man bare holder det for sig selv, fordi man gennem hele sin opvækst er blevet bombarderet med parforhold og monogami som det eneste socialt acceptable.
Jeg håber at jeg får blod på tanden af sådan nogle som dig, så jeg kan springe ud af mit selvvalgte fængsel på et tidspunkt, og leve mit liv som JEG vil leve det. Men som du desværre kan se på mit navn, så er jeg ikke helt dér endnu.
Tak igen, fordi du er dig, og fordi du med din utæmmelighed sender en lige højre i mellemgulvet på al småborgerlig forargelse! Jeg håber at det vil blive mere acceptabelt at leve polyamorøst, og at mange flere vil springe ud!
Hav en smuk weekend!
Tusind, tusind tak for din kommentar. Af og til tager jeg mig selv i at tænke at det sgu er et sært projekt jeg har gang i, og interesserer det overhovedet nogen? Og så får jeg en mail eller en kommentar som din og bliver mindet om hvor vigtigt det faktisk er at jeg gør det jeg gør. 🙂 Så det betyder rigtig meget for mig – tak!
Og mht. dit navn, så er der mange der synes det er modigt at jeg står frem. Måske kræver det i virkeligheden meget mere mod at gå imod sig selv? 😉
En rigtig smuk weekend til dig også – med dine elskede piger.
Kærlig hilsen
Anja
Hej Anja
Det er bare sådan en lettelse det du skriver. Og det du siger på TV. Jeg er bare helt enig i at hvis man bliver forelsket skal det da være en glæde for alle – det samme hvis ens kæreste bliver forelsket, og at kærlighed er til for at blive delt. Jeg har oplevet det som ung, og nu 25 år senere er det sværere da det kræver at de mennesker det handler om er enige, og det ikke altid er tilfældet…men hvor er det godt at viden om polyamori bliver offentlig tilgængelig så flere kan slippe glæden løs….!
Kærlig hilsen Fiona
Hej Anja
Du har flået benene væk under mig, bogstaveligt talt! 🙂 Polyamori er dagens ord.
Jeg befandt mig i formiddags siddende i ventehjørnet hos mekanikeren og læste et ældre nummer af Psykologi, og efter én sølle sides læsning har jeg nu et ord for dét…. HURRA og tak!
Har altid vidst at én ikke var nok og døjer med multiple forelskelser og hvad der dertil hører af opture og nedture; det er det jeg føder på, og lige præcis det jeg har haft så svært ved at forklare folk, ja tilmed en psykolog der mente at det kunne være grunden til en depression jeg engang havde! Jeg har i mange år tilsidesat forelskelses-delen og bare troet jeg hungrede efter opmærksom, eller blot skulle bekræftes.
Jeg føler mig diagnosticeret på en måde, og endnu engang tak for ligge dér hos mekanikeren og vente tålmodigt på at vise mig at jeg ikke er alene derude.
Jeg er og har altid været åben om min “livstil”, men ønsker at finde netværk alligevel? For de findes vel?
Tak igen og knus for denne herlige dag!
Heidi
Hej Heidi
Hvor skønt at høre at det hjælper nogen at jeg deler min historie. Og du kan tro der er netværk – tjek her: http://polyamori.dk/polyamori-i-danmark/
Knus
Anja
Når en ikke er nok så burde man acceptere at være single og så leve det liv med flere mænd/damer i tilværelsen