Uddrag fra bogen “Hvem er du utro?“
Lyt her: http://utroskab.org/audio/monogami.mp3
Jeg tror ikke på at monogami er det naturlige for mennesket som
helhed. Jeg tror det er et valg nogen har foretaget fordi det engang
har været mest praktisk (i andre samfund har man jo valgt polygami).
Og det er der for så vidt ikke noget galt i. Problemet – set ud fra mit
synspunkt – er at det er blevet så indgroet i vores samfund at meget
få tilsyneladende standser op og spørger sig selv om det stadig er den
ideelle måde at leve sammen på. Hvis man ikke kan finde ud af det, er
det en selv der er noget galt med. Men hvorfor egentlig leve sammen
to og to? Vi er ikke længere økonomisk afhængige af hinanden. Børn
har måske godt af at have begge deres forældre sammen (en lang
diskussion som jeg slet ikke vil gå ind i), men det gælder i så fald kun
til de er voksne, og hvad så?
For mange mennesker er tanken om ikkemonogami temmelig angstprovokerende.
Tænk at skulle forholde sig til at ens partner har lyst til
andre. Tænk at opgive tanken om at ”én ting er sikkert, og det er os
to”. Som monogam har man en vis tryghed (i hvert fald i teorien), og
den er mange forståeligt nok ikke interesserede i at opgive. Jeg siger
heller ikke at du nødvendigvis vinder noget ved at gøre det, så har du
stærk modstand på de ting jeg skriver i denne lille bog, så nøjes med
at tage det som en indføring i en anden måde at tænke på.
Det jeg virkelig gerne vil, er at gøre dig opmærksom på at der er
andre måder at leve sammen på. I mange år skænkede jeg det ikke
selv en tanke. Jeg havde da godt hørt om åbne parforhold, men så var
det sådan noget der bare handlede om sex, og hvor der var en masse
regler – det havde ikke noget med kærlighed og samliv at gøre. Monogami
var en selvfølge. Men nu hvor jeg har opdaget at det forholder
sig anderledes, er jeg simpelthen nødt til at missionere! Der er ikke spor
galt med monogami, men den bør være et valg – ikke en selvfølge.
Når du har fået en ny kæreste, er monogami/ikkemonogami så
overhovedet noget I har talt om? Sandsynligvis ikke, for man forventer
almindeligvis at den anden er monogam. Og hvem vil være den der
bringer emnet på bane og gør den anden usikker på hvad ens motiver
er? Nej, det er nemmere at lade være. Så man får ikke talt om hvordan
man har det med utroskab, jalousi, andre mænd og kvinder, flirteri
og tiltrækning, før man står i en situation hvor det faktisk er aktuelt
og man derfor automatisk er en skurk hvis man bringer det på bane.
Og så kan den anden beskylde en for tillidsbrud på trods af at man
faktisk aldrig har talt om hvad man synes tillid er!
Derfor er mit ønske at det ville blive en naturlig ting at tale om,
både når man er nye kærester, og når man har været sammen i årevis.
For hvem siger at man ikke kan ændre holdning? Det gør mig trist at
emnet er så meget tabu at man hellere vil hykle end at være ærlig.
Det er der ingen der vinder noget ved.
• • •
Mange bruger det argument mod monogami at vi er det eneste pattedyr
der lever monogamt, og derfor er det unaturligt. Ud fra det
argument burde vi også spise de andre dyr rå og med pels, så… lad
os lige aflive den. Vi mennesker er i stand til at foretage valg ud fra
andet end instinkter. Det bliver vores adfærd ikke mindre naturlig af.
