Da jeg for mange år siden var en kæreste utro, havde jeg underligt nok ikke dårlig samvittighed over det. Ja, jeg synes nu egentlig ikke det er så underligt når jeg tænker nærmere over det, for det burde ikke være nødvendigt at have det skidt over at udleve sit naturlige begær. Men det er nu ikke ensbetydende med at jeg ikke tænkte meget over det, for helt fair syntes jeg alligevel ikke det var. Det var bare ikke min samvittighed det påvirkede. Jeg tænkte ikke “jeg burde ikke have gjort det”, men nærmere “man burde kunne udleve sit begær efter et andet menneske i åbenhed og med sin kærestes accept”. Dengang anede jeg bare ikke at man kunne leve sådan. Det gør jeg nu. Gør du? Eller fortier du stadig ting du burde kunne fortælle åbent?
P.S. Hvis du gerne vil forstå hvorfor jeg tænker som jeg gør, så klik her og læs mere om min bog om utroskab.
Du har fuldstændig ret. Da jeg var yngre led jeg af de samme tanker om utroskab som de fleste andre: At det var forkert, at jeg var et dumt svin, at jeg burde undertrykke mit begær efter andre osv. Og omvendt var jeg lige så jaloux som de fleste andre.
Nu har jeg den samme holdning som dig: At man ikke er skyldig i noget som helst andet end at være et menneske, hvis man begærer andre. Jeg ville finde det underligt, hvis “min kvinde” aldrig følte lyst til andre mænd.
I virkeligheden burde den fysiske utroskab ikke betyde noget, for kønsdele bliver jo ikke “slidt op”. Det er ikke den, der ødelægger forhold – men følelsen af svigtet tillid, hvis man ikke er åben omkring det.
Venligst, R