Inspireret af denne artikel: I ødelægger børns tro på kærligheden hvor en 15-årig skriver til datingsitet Victoria Milan at de bør tænke på at skilsmisser går ud over børnene, får jeg lyst til at spørge hvem der egentlig er skyld i en skilsmisse?
Det bliver nemlig tit brugt som argument for hvor forfærdelig utroskab er, men er det i virkeligheden den utro der ene mand eller kvinde er skyld i en skilsmisse? Hvis vi har giftet os i kirken, så har vi jo sagt ja til evig troskab, og har der været utroskab, kan man blive skilt øjeblikkeligt uden forudgående separation. Men i kirken siger vi altså også ja til “medgang og modgang”. Vi siger ja “til døden os skiller”. “Bær over med hinanden og tilgiv hinanden hvis den ene har noget at bebrejde den anden”, siger præsten.
Min påstand er at der er flere skilsmisser pga. manglende tilgivelse end pga. utroskab. Som jeg plejer at understrege i disse indlæg: Utroskab er ikke i orden, men den er tilgivelig. Måske skulle aviser og ugeblade ændre fokus fra “sådan afslører du utroskab” til “sådan tilgiver du utroskab” – hvis de altså ønsker at gøre en forskel for skilsmissestatistikken.
Ja, eller til hvorfor begår man utroskab.
Hvis man i øvrigt ikke lever i et åbent forhold eller er polyamurøs, så er det, i 8 ud af 10 par der kommer i min praksis et symptom på, at forholdet har skrantet LÆNGE og ingen har insisteret på at gøre noget ved det.
At holde et parforhold levende nu om dage kræver hårdt arbejde. Vi bliver ikke sammen på grund af moral eller økonomi, som for bare 60 år siden.
Der er ingen generationer før os, som har skullet tackle parforhold på den måde vi skal, og derfor har de heller ikke kunnet give os de redskaber med, som skal bruges for at parforholdet er et sted, hvor der er rart at være for begge parter.
Det er ikke svært, men det kræver en indsats og en erkendelse af, at man ikke er dum, fordi man ikke kan “fixe” sit parforhold. En åbenhed og villighed til at lære nye værktøjer.
Så bliver utroskab unødvendig.
Mange hilsner
Mette
Jeg operer ikke med skyld, skam og straf i relation til skilsmisser. Jeg ville ønske at flere søgte hjælp når parforholdet knirker og støtte hvis en skilsmisse er en realitet, så man kan gå fra hinanden ordenligt, og børnene ikke bliver de store tabere.
Jeg går generelt ind for tilgivelse- det sætter os fri. Det er det ypperste i det univers jeg arbejder med konfliktløsningsuniverset.
Mette Weber & Partners
Det gode familieliv
Det er vel som så lidt tyndt at give andre skyldem for at man bliver skilt. Der kan ske mange ting i løbet af et ægteskab, men jeg vil give dig ret Anja, og tror også det handler meget til tilgivelse, men også en respekt for hinanden som to selvstændige personer.
Jeg giver et langt stykke hen ad vejen at det sikkert mere er tilgivelsen der skiller et par ad end selve utroskab, men hvis man nu vender den om ville så være utro, hvis det man har er nok for en.
Jeg giver drengen ret i at vi voksner ødelægger vores børns tro på kærligheden ved at handle som vi gør, f.eks. gennem utroskab, men omvendt så må jeg bare sige at jeg kommer fra et forældrepar som have et alt andet end et godt ægteskab,men som netop havde holdningen at man bliver sammen for børnenes skyld, men man bliver ikke sammen for børnenes skyld, men bliver til hver en tid for sin egen skyld, fordi man er opdraget til at sådan gør man. Dette har en konsvens for hvad vi viser vores børn, og her er det metop at vi også viser at vi bliver sammen og kæmper sammen lige meget hvor meget eller hvor lidt kærlighed vi har til hinanden. Er dette at vise hvad kærlighed er, så jeg vil stille spørgsmålstegn ved mange ting omkring hvad der vises. Jeg har set forældre mere eller bruge børnene i en situation, hvor mor eller far har været utro, og taget dem som gidsler i dette som nu bliver et drama uden lige hvor børnene skal involveres, er det af kærlighed og til hvem.
Det krav som jeg synes alle par skulle have til sig selv, når først de har valgt at få børn sammen det er at være så voksne at vide hvornår nok er nok, og at børn er ikke en del af utroskab og skal ikke involveret i forældres utroskab, ikke det samme som børn ikke skal sættes ind i at lige nu og her, så er der udfordringen med deres ægteskab, da børn jo hverken er døve eller blinde, men så er det også det.
Børn kan og skal ikke blive mere end højst nødvendigt ramt af en skilsmisse eller forældres utroskab, så det skal der ikke råbes for højt om i samme rum som børnene,men virkeligheden er derude og de skal vide at virkeligheden er at det er rigtig svært og for mange en kæmpe ting at kunne holde sammen på familielivet for altid, og dermed give sin børn troen på at det at give slip er også kan være en gave for alle parter og det er også kærligheden til hinanden at vi ved nu er det nok, nu er vi nødt til at gøre noget andet.
Livet er en stor udfordring og det skal balancer på selve udfordringen, men vi skal også leve livet og vide at der er kærlighed derude og den skal man have moden til at turde mødes, og vi 2 for altid er en dejlig ting, men ……