Det er ikke alle der kan leve op til det kærlighedsideal som alt omkring os lægger op til. De fleste film handler om at finde den eneste ene. Det er det monogame parforhold der er målet. Eventyrene handler om at prinsessen skal have sin prins – den eneste der er rigtig for hende. Kærlighedssange handler om “kun os to”. Man kan kun blive gift med en ad gangen (endnu da). Så det er ikke underligt at mange slet ikke tror de har et alternativ. Eller at alternativet er noget der må leves ud i skjul.
“Man kan jo ikke …” er årsag til megen utroskab. Men man kan lige hvad man vil. For mig er idealet at vi kan være ærlige om vores følelser uanset hvor meget de tilsyneladende falder uden for normen. Og det viser sig meget ofte at de netop er meget normale, men samfundets idealer får os til at tro noget andet.
