MetroXpress fortæller i dag at hver 3. dansker synes man skal lade være med at fortælle sin partner hvis man har været utro. Ikke et overraskende tal, egentlig, når de nyeste undersøgelser af hvor mange danskere der har været deres partner utro, også siger hver 3. (Jeg henviser i min bog til undersøgelser der siger halvdelen, så det svinger åbenbart lidt afhængigt af hvor/hvordan undersøgelsen er foretaget).
Man kan i øvrigt se at antallet af folk der synes man skal tie stille, stiger jo ældre de adspurgte er, og den, efter min mening lidt ærgerlige, konklusion på det er at “trangen til at lægge kortene på bordet bliver mindre med alderen”. Jeg håber sandelig at det nærmere er fordi de ældre er vokset op med at der var visse ting man ikke talte om, så jo yngre de adspurgte er, desto mere åbent kommunikerer de. Ikke fordi unge er mere åbne end ældre generelt, men fordi tiderne simpelthen har ændret sig. Det er i hvert fald min personlige konklusion.
I artiklen på side 6 fortæller jeg selv om den utroskab jeg begik for 15-20 år siden. Det gør jeg fordi nogen MÅ sige det højt. Utroskab kan ikke ties ihjel sådan som mange åbenbart synes den skal. Utroskab er ikke noget at skamme sig over. Men det er en skam ikke at stå ved den man er. Nogle siger at de begår utroskab fordi de savner spænding i deres parforhold. Til dem må jeg anbefale hudløs ærlighed over for partneren – DET er nemlig noget der kan sætte fut i forholdet. Væk med facaderne. Lad os for fanden turde se hinanden som dem vi er, ikke som dem vi gerne vil have hinanden til at være. Modsat hvad de fleste tror, lukker det nemlig op for kærligheden snarere end at lukke ned for den.
Når man er kommet mindst halvvejen igennem som sit liv, – som jeg i en alder over 50, forventer at være, – er der ting, man efterhånden må se i øjnene. Een af tingene er, at et ægteskab, – fast parforhold, kammeratskab med een person, – ikke kan tilfredsstille alle de behov, du har, i livet.
Tryghed er godt, – tillid betragter de fleste af os også ligeså, – men det er ikke det eneste, du har brug for. Og når det virkelig handler om private ting har vi alligevel ikke helt tillid til at den partner , vi er tryg ved, – kan rumme den ultimative tillid, – nemlig at man også kan tale om de ting, der for mange er tabu – eller bare noget, der ikke er samtale emne.
Hvor er det trist.
Som udgangspunkt er vi jo sammen fordi vi elsker hinanden, – tilsat efter nogle år : vaner, fællesøkonomi, børn, fælles ferier, rutinesex ( i bedste fald), – tryghed i betydnngen at man har en ven, en samarbejdspartner omkring børn, have m.v. . . .
I lang tid – meget lang tid, var jeg overbevist om at man i et velfungerende ægteskab kunne tale om alt. Også de ønsker, man ikke fik indfriet, eller mulighed for at indfri.
I dag er jeg begyndt forfra – separeret, – ser ikke mine børn så tit, – men jeg har fået min frihed, – og jeg kigger mig ikke ( ret meget ) tilbage.
JR
Først;
Jeg har lige læst din bog, jeg synes det var rigtig dejlig læsning.
Jeg kunne godt have blevet ved med at læse, og hvis ikke, jeg havde kæreste og to døtre, som trængte til min opmærksomhed, var bogen også blevet læst færdig på den samme dag som jeg modtog den.
Angående utroskab;
Det er så meget tabu, at det ½ kunne være nok. (Meget komisk, når 50% har været / vil være utro i deres liv.)
Jeg synes det er så modigt, at du står frem og tager fat i sådant et svært emne.
Ja – lad os droppe facaderne og maskerne.
Jeg sætter virkelig pris på dine ærlighedsråd i din bog, det giver mig stilhed og klarhed i min kaotiske hjerne, som er i fuld gang hele tiden.
Hvis man vil ændre verden, må man starte med sig selv.