Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 8/4-11
Jeg var engang en utro kvinde. Det er ikke noget jeg skammer mig over at fortælle dig, for det er en ugerning jeg deler med halvdelen af landets befolkning. Halvdelen af alle voksne mennesker er eller har været deres partner utro. Det siger den seneste undersøgelse jeg læste. Halvdelen. Og vi skulle skamme os! Synes den anden halvdel, altså. Og det er der så nogle der gør. Desværre så mange at utroskab ikke er noget man taler om. Det er noget man holder for sig selv, og så skammer man sig behørigt. I hvert fald hvis nogen skulle spørge. Men jeg skal betro dig noget: Vi skammer os faktisk ikke ret meget. Ikke allerinderst inde. Kun udadtil fordi vi skal. Eller over for os selv fordi vi ikke bare tør stå ved det vi har lyst til.
Se det i øjnene
Men jeg tør godt. Det siger jeg ikke fordi jeg gerne vil have at du beundrer mig for det, men fordi nogen er nødt til at turde det. Utroskab er nemlig ikke noget vi kommer til livs ved at fortie det. Det man ikke vil se på, det vokser. Det man tør se i øjnene, kan man gøre noget ved så det forsvinder. Og utroskab er en af de ting vi helst ikke vil se i øjnene. Vi vil faktisk helst ikke se det overhovedet. Det burde bare ikke eksistere – basta. Og så tror vi det er nok. De avisoverskrifter der bliver brugt igen og igen (og så igen og lige én gang til) i artikler om utroskab, vidner om det: ”Sådan undgår du utroskab!” ”Sådan afslører du utroskab!” Sådan! Så er den ged barberet. Undgå det, afslør det. Det er løsningen. Men gu’ er det ej. Der skal noget helt andet til. Det eneste middel mod utroskab der virker, er en medicin meget få mennesker bryder sig om: ærlighed. Jo jo, selvfølgelig vil vi da gerne have ærlighed i vores parforhold, men behøver vi være ærlige om … det hele??
Frygt i stedet for kærlighed
”Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af.” Sådan sagde jeg engang til mig selv når jeg tænkte på om min daværende kæreste mon nogensinde kunne finde på at være mig utro. Jeg ville ikke vide det. Hvorfor skulle jeg dog have ondt i hjertet bare fordi han havde brug for at lette sin samvittighed? ”Bare fordi”. Tænk at jeg alligevel syntes at noget min kæreste havde brug for – noget han havde haft lyst til, noget han havde gjort – var noget der ikke vedkom mig. Min kæreste. Ham jeg på alle andre punkter var tættest på af alle mennesker. Men lige det der foregik allerinderst inde, skulle han altså åbenbart helst holde for sig selv. Det ville jeg ikke vide. Er det kærlighed? Nej, det er frygt.
Levede på en løgn
Den frygt gjorde selvfølgelig at jeg traf det samme valg på hans vegne da jeg var ham utro. Hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af. Og det på trods af at han havde meldt klart og utvetydigt ud: ”Hvis du nogensinde er mig utro, så er det ud!” Ikke som en trussel fordi han forventede at jeg ville være det, men fordi han havde erfaret at utroskab gjorde ondt, og det ville han ikke være med til en gang til i sit liv. Fair nok – det var en klar udmelding. Men i stedet for at respektere den beslutning, så valgte jeg altså hvad-han-ikke-ved-har-han-ikke-ondt-af-modellen og holdt mund. Jeg valgte på hans vegne at han skulle leve sammen med en kvinde han klart og tydeligt havde fortalt mig at han ikke ville leve sammen med. Selvfølgelig af kærlighed til ham. Naturligvis da. Der var jo ingen grund til at gøre ham mere ondt end højst nødvendigt. Og vi havde da også mange gode år sammen uden at han vidste det. Ham jeg var allertættest på. Jamen, det var da kærlighed så, var det ikke? Forkert igen: frygt.
Fortæl hvis du er utro
Kan du se hvor jeg vil hen? Det valg vi træffer når vi vælger at utroskab er noget vi ikke vil se i øjnene, er baseret på frygt. Det har ikke noget som helst med kærlighed at gøre. Os der har prøvet at blive gift, kender nok Paulus’ beskrivelse af kærligheden i biblen hvoraf en sætning lyder: ”Kærligheden glæder sig ved sandheden”. Det behøver man ikke være kristen for at tro på. Jeg fik den læst op under en borgerlig vielse. ”Åh, det er så smukt”, tænkte jeg, men jeg hørte åbenbart ikke rigtigt efter, for først i dag, mange år senere, har jeg forstået det. Kærligheden glæder sig ved sandheden! Hvad jeg ikke ved, kan jeg ikke få glæde af. Hvis du nogensinde er mig utro, så fortæl mig det så jeg ved hvad der foregår inden i dig. Ikke så jeg kan straffe dig og gå min vej, men sådan at jeg kender dig bedre.
Er din partner utro?
Vi er utro – mindst halvdelen af os. Halvdelen! Halvdelen af din familie. Halvdelen af din vennekreds. Halvdelen af dit parforhold? Det er ret meget at lukke øjnene for. Og ved at holde fast i vores berøringsangst opnår vi kun mere utroskab. Det er en ond cirkel vi kun slipper ud af ved at gøre noget andet end vi plejer. Derfor har jeg taget et stort spring ud af ”utroskabet”. Jeg har indset at monogami ikke er for alle, og har erkendt at det i hvert fald ikke er for mig. Og det har jeg så valgt at være ærlig om. Jeg er ærlig om min lyst til andre end min kæreste og om at jeg udlever den lyst hvis jeg vil. Men om man vælger at udleve den eller ej, er for mig ikke det væsentlige. Det væsentlige er at vi begynder at være ærlige over for dem vi påstår at vi elsker, fordi det er kærlighed, og fordi det eneste vi skulle skamme os over, er frygten for at stå ved den vi er.
