Hvem siger at et forhold skal vare evigt?

by Anja Lysholm on 4. september 2009

Som du måske har set, er jeg lidt optaget af de reaktioner der har været på Joan Ørting og Carsten Islingtons udmelding om at Joan har fået en elsker. Forleden var jeg endnu engang forbi Ekstra Bladets hjemmeside for at læse om der var nyt i “sagen”, og her fandt jeg en artikel der hed “Dit ægteskab ryger, Joan“. Og så er der en afstemning ved siden af hvor man kan gætte på hvor længe ægteskabet holder. (Jeg stemte naturligvis at de ikke bliver skilt).

Mit gæt er at hvis nu deres ægteskab går i stykker (og uanset af hvilken årsag, for det her vil helt sikkert få skylden), så vil en masse mennesker hovere – alle dem hvis grundholdning i livet er at alle helst skal passe ind i små kasser, og hvis nogen prøver at kravle uden for dem, så skal de ha’ et gok i nødden (fordi det er bedst for dem selv, naturligvis). Vi SAGDE jo at det ville gå galt!

Uanset om de får ret, så kan jeg altså ikke lade være at spørge: Hvem helvede har sagt at et forhold skal vare evigt? Og hvem siger at alle ønsker at leve sammen med én person resten deres liv? Hvis Joan og Carstens forhold går i stykker, er det slet ikke sikkert at det er en dårlig ting. Selvfølgelig vil en skilsmisse gøre ondt på dem begge to, men hvem siger at det er skidt for deres liv at blive skilt? Hvorfor er det absolut bedst at de bliver sammen?

Naturligvis bliver man formentlig gift fordi man har tænkt sig at blive sammen, men nogle går også ind i ægteskabet med en mere realistisk end romantisk tilgang til det. “Til døden os skiller” betyder for nogle “til vores lyst til at leve sammen dør”. For mere kan man da ærlig talt ikke love hinanden. Hvorfor i alverden skulle man?

Jeg aner ikke om Joan og Carsten har den holdning til deres ægteskab, men jeg bliver bare lidt træt når det er argumentet for ikke at gøre noget der falder uden for rammerne. “Det kan jo gå galt!” Ja, for helvede! Og hvis alt gik godt hele tiden, ville vi jo ikke rykke os en skid. Men det er som om at vi ikke må turde noget lige når det gælder vores parforhold. Der skal alt helst være trygt og forudsigeligt (i hvert fald hvad varighed angår). Og så bliver vi sådan nogle facademennesker der egentlig ikke rigtigt kender dem vi er gift med, men bilder os ind at vi er enormt tætte, mens vi skaber større og større afstand fordi alt det vi ikke tør dele, hober sig op imellem os. Og så bliver vi sgu alligevel skilt til sidst.

Det der undrer mig, er at nogen mener at de ved bedst hvordan man sikrer at ens parforhold ikke går i stykker. Det kunne da lige så godt forholde sig omvendt: “Lever I monogamt, siger du? Nej, det er altså noget skidt – I ender med at blive skilt!” Statistisk set er der i hvert fald noget der tyder på at det kan være lige så sandt.

Så Joan og Carsten ender måske med at blive skilt – og hvad fucking så? Måske har de det så sjovere på vej mod enden end dem der bare bliver skilt fordi de røvkeder sig i deres trygge, forudsigelige, men ih, så pæne ægteskab.

P.S. Hvis du skulle have lyst til at læse mere om mit syn på parforhold, er min bog om utroskab måske noget for dig – klik her.

{ 4 comments… read them below or add one }

Carsten Islington januar 9, 2010 kl. 12:46

Tusind tak for dit gode indslag.
Joan og jeg kan kun smile af den afstemning.
Det tager meget lang tid før end vi skal skilles, og sikkert aldrig.
Det vi ved.. er at vores ægteskab er holdt sammen af kærlighed. Det eneste og kun det. Vi sørger for at intet andet er grund til at vi er sammen. Vi er ligeglad med vores gård og lejlighed, hvis vi skulle skilles, penge er heller ikke det som holder os sammen, heller ikke skattefordele, pensionsordning what so ever. Heller ikke børn, heller ikke hvis vi havde nogle. Intet som helst binder os sammen, udentaget kærlighed. Så fordi kærlighed er skrøbelig så plejer vi den. Vi taler sammen, støtter hinanden. binder bånd gennem det vi oplever sammen.
spørger til hinanden og bekymre os om den anden når det stormer.
Taler i telefon om natten, for at den ene ikke skal falde i søvn bag rattet i bilen. laver mad til hinanden. Faktisk alt det man gør, når man som ung, stadig et selvstændig væsen men bare er forelsket. Det er som voksen at man tager andre værdier ind som skal holde det hele sammen. Den købte Joan og jeg ikke. Sjovt faktisk, så er vores erfaring, at når man lade noget så skrøbeligt som kun kærlighed være det som holder os sammen, så er det… det stærkeste bånd mellem to mennesker.
Alt det halløj om vores ægteskab har kun gjort vores kærlighed stærkere til hinanden. Min kærlighed til Joan er større end nogensinde.
Så tak til alle kritikkerne, tvivlerne og alle de negative kommentarer.
Kærlig hilsen Carsten

May Britt januar 10, 2010 kl. 09:58

ÅÅÅÅh, hvor ville jeg ønske, at jeg havde mødt, eller kommer til at møde, en mand, med den tankegang og de værdier! Joan er en pivheldig dame, dog ikke kun pga. manden, men pga. de værdier og holdninger, og de tanker hun har om denne del af det at være menneske. Jeg er 100% med i teori – men er bange for, at mit selvværd ikke er højt nok til at kunne leve som de to. Men jeg arbejder indædt på at nå der til -og håber at kunne have etableret teori til handling, og på at have fundet en mand med de store ord og følelser!

Jeg tager hatten af for Carsten, Joan og hendes elsker- og for blogejer 🙂

Anja Lysholm januar 18, 2010 kl. 22:02

Kære Carsten

Tusind tak for din dejlige kommentar. Som du ved, er jeg ganske enig. 🙂

Knus
Anja

– og tak, May Britt – det er aldrig for sent at møde “ham” (eller “dem”!), er jeg helt sikker på! 😀

Thore Bonobeau oktober 14, 2010 kl. 18:15

Sikke nogle dejlige kommentarer. Jeg bliver helt blød om hjertet, og dyb misundelig (på den gode måde 🙂 på Carsten og Anja, som kan leve et helt autentisk liv uden at skulle derfor gå glip af et tæt og nært forhold.
Med polyamory er det ligesom med økologi : dét, der egentlig burde være det naturligste i verden – nemlig uforgiftede, rene varer – er man nødt til at forklare og forsvare sig for og give en ekstra deklaration. Helt absurd. Monogamiets diktatur er flere tusind år gammel, og er næsten gået over i generne. Derfor er det ikke så nemt at slippe for den (så vær tålmodig med dig selv, May-Britt. Alt har sin tid 🙂 . Vi er vandret i de forkerte spor siden et par tusind år.
I Chimpansernes fodspor, og vi har glemt, at vi er meget mere beslægtet med deres ” venlige fætre”, Bonobo aberne. Ikke kun fordi de går 15 grad mere oprejst end Chimpanserne. Bonoboerne leverer ikke kun grundopskriften til et rigt kærlighedsliv, men også til et fredeligt, trygt og harmonisk samfund. Alle magt til Bonobo damerne ! Så skal vi nok få det godt alle sammen 🙂 . http://www.psykeogsex.dk/pdf/9-bonobo.pdf
Kærlige hilsener
Thore Bonobeau

Leave a Comment

Previous post:

Next post: