Kernefamilien er bedst – udvid den

11 thoughts on “Kernefamilien er bedst – udvid den”

1. Hej Anja,

   Som du sikkert ved er det et emne der oså bliver debateret intenst internationalt. Se f.eks. denne artikel fra New Your Times: http://www.nytimes.com/2011/07/03/magazine/infidelity-will-keep-us-together.html?_r=4&hp=&pagewanted=all

   To andre artikler jeg har læst med stor interesse. Den første om den historiske baggrund for monogami: http://www.salon.com/life/infidelity/?story=/mwt/feature/2011/07/03/monogamy&source=newsletter&utm_source=contactology&utm_medium=email&utm_campaign=Salon_Daily%2520Newsletter%2520%2528Not%2520Premium%2529_7_30_110

   Og den anden om andre kulturer der ikke er baseret på den monogame kernefamilie: http://www.salon.com/life/infidelity/?story=/mwt/feature/2011/07/03/monogamy&source=newsletter&utm_source=contactology&utm_medium=email&utm_campaign=Salon_Daily%2520Newsletter%2520%2528Not%2520Premium%2529_7_30_110

2. Endelig er der Glenn Parton’s essay “Love Politics: A Case Against Monogamy” der betragter valget om det monogame parforhold som en essentiel del af menneskehedens udvikling. Der er nok en times læsning, men det er bestemt interesante betragtninger han lægger for dagen. Anbefalet!

   http://www.glennparton.net/love.htm

3. Hej Anja

   Jeg har, fra tid til anden, fulgt lidt med i din blog og dit bogprojekt. Det er jo fascinerende, både menneskeligt og videnskabeligt. Nu synes jeg så tiden er kommet til en (lettere kritisk) kommentar.
   Først og fremmest vil jeg stille dig et lidt dybt spørgsmål: Har du tænkt på om du mere skaber et behov, end du dækker et allerede eksterende?
   Der jeg vil hen er at der, i medierne og den offentlige debat generelt, bliver talt en hulens masse om utroskab, polyamori og lign. emner. Hvorfor det måske ikke er urimeligt, at antage den megen fokus måske er med til at skabe en forventning eller et behov, som måske ikke selv ville have fundet frem i opmærksomhedssfæren hos folk? Man kan jo sammenligne det lidt med iPads. Personligt mener jeg iPad’en er fantastik og supersmart. Jeg synes endda den dækker et reelt og i forvejen eksisterende behov, hos en gruppe mennesker. De kedelige realiteter er sådan set bare, at den gruppe mennesker, for hvem det herlige stykke elektronik dækker et i forvejen eksisterende og reelt behov, er en relativt lille gruppe mennesker. 99% (hvis ikke 99.9%) af alle dem, der har investeret i vidunderet, har imidlertid aldrig haft behovet for den tidligere og ville ikke have følt et behov, havde Apples gadget ikke været dækket til hudløshed i ALLE medier.
   Kan man ikke godt drage en parallel til utroskab/polyamori? Kan man ikke forestille sig, at en rigtigt stor del, af dem der nu (lystigt) kaster sig ud i eksperimentering med swingerklubber, polyamori, utroskab osv. aldrig ville have følt disse behov, hvis ikke emnet havde været vendt og drejet, i pressen og det daglige, så meget som den har?
   Derudover vil jeg også, høfligt, bede dig forholde dig til et interessant faktum. Nu ved jeg godt du kun er dig og derfor kun kan svare for dig. Men jeg vil alligevel gerne høre din holdning til at laaaangt de fleste, der kommer frem i medierne, som meningsdannere, har en direkte økonomisk interesse i at det såkaldt “almindelige” ikke får nogen videre fokus og måske endda bliver sat lidt i skyggen af mere “moderne” former for seksualitet og samliv? Helt konkret kan man jo f.eks. nævne dig, som jo har en helt klar økonomisk interesse i at flere og flere mennesker accepterer utroskab, som en naturlig del af sex og parforhold. Endvidere kan man så nævne Joan Ørting, som har præcist samme økonomiske interesse i at “oplyse” folk om at onsdag og lørdag i missionærstillingen, med den bedre halvdel, ikke er “nok”. Man kunne nævne mange flere. Men det korte af det lange er, at det hele meget hurtigt ender med personlig brandig og “I øvrigt kan jeg hyres til et foredrag og så har jeg også lige en bog/kursus, du kan købe”.
   Derudover kunne det også være interessant, at høre lidt om hvorvidt du har forholdt dig til det videnskabelige grundlag for alt det her. Man kan jo efterhånden ikke slå op i en avis, uden man render ind i endnu en af de der “126% af danskerne er utro!” statistikker. Men jeg mindes ikke, at have læst en kritisk stillingtagen til disse statistikker. Det har naturligvis sine helt naturlige (læs: økonomiske) årsager. Journalisten lever af at sælge aviser og sensation sælger mere end almindelighed. Forfatteren, bloggeren og sexologen lever også af sensationen og derfor bliver der heller ikke her tænkt voldsomt kritisk. Men er sandheden alligevel ikke, at de fleste statistikker, på området, er ekstremt tvivlsomme? Det helt åbenlyse eksempel er at mange statistikker faktisk stammer fra datingsites og visse stammer endda fra datingsites, der markedsfører sig direkte til det utro segment. Med andre ord er alle den slags statistikker vel dybest set ubrugelige. Folk på datingsites er bare mere utro, end befolkningen generelt. Mange af statistikkerne stammer i øvrigt også fra passive undersøgelser, via sexologiske institutter, specialtillæg/specialudgivelser osv. Hvor samme indvending gør sig gældende.
   Mere generelt kan man godt tvivle på utroskabsstatistikker generelt. For hænger viljen til at fortælle en vildt fremmed om sit seksualliv måske ikke sammen med ens holdning til utroskab? Jeg forestiller mig ihvertfald der er et væsentligt statistisk overlap.

   Slutteligt, kan jeg ikke lade være med at spørge, om ikke du tror du “sælger” en drøm eller et ideal, som egentligt er uopnåeligt for mange mennesker? Når jeg tænker polyamori f.eks., så tænker jeg også, at konceptet nok er langt mere interessant for attraktive mennesker, end for deres knap så attraktive medmennesker. Det jeg mener er at polyamori vel for pokker kun er “sjovt” i det øjeblik du rent faktisk kan tiltrække flere potentielle partnere. Men den triste sandhed er jo altså, at nogle mennesker faktisk har ualmindeligt svært ved at tiltrække bare én potentiel partner. Hvor passer disse mennesker ind i hele det polyamorøse/frisindede projekt?
   Sagt med andre ord. Er der ikke en betydelig del socialdarwinisme over det her?

   Lige en ting til, inden jeg slutter af! 🙂
   Har “konceptet” egentligt ikke været afprøvet tidligere? Mange af argumenterne og tankerne leder jo umiskendeligt tankerne hen på 60/70’ernes seksuelle oprør. Her gik flere endda skridtet fuldt ud og skiftede kernefamilien ud med tilværelsen i et kollektiv, med dertilhørende bollerum og “fri sex”. Her 40 år efter er facit ret tydeligt. Kollektiverne eksisterer stadig, men nu er bollerummet udskiftet med et medierum eller et samtalekøkken, i erkendelsen af at selvom den frie sex sgu egentligt var meget sjov…ja så var der altså rigtigt mange, der fik følelserne i klemme og ungerne, som ellers var dem der skulle leve utopien videre, begik deres eget ungdomsoprør og blev yuppier, IT-ingeniører, familiefædre og ditto mødre 🙂

   Undskyld det blev så langt. Men jeg synes debatten er interessant og bestemt værd at tage. Som meningsdanner og med økonomisk interesse i at skabe/stimulere et behov, så synes jeg også der følger et ansvar med. Ikke et ansvar, der fordrer nogen til nødvendigvis, at gøre noget aktivt. Men en stillingtagen synes jeg bestemt man “skylder”.

   Hilsen
   Me

4. Hej Me

   Tusind tak for din interessante kommentar. Der er meget at svare på, og det tager nok noget tid for mig lige at finde en stund til at få svaret ordentligt (der er vist stof nok til et helt blogindlæg i sig selv), men jeg skal nok få svaret på den. Bare så du ikke tænker at jeg ignorerer dig hvis der går lidt tid 😉 Men skønt med kritik også!

   Kærlig hilsen
   Anja

5. Hej Anja

   Det er bare i orden. Jeg venter spændt! 🙂
   Jeg synes i øvrigt, at “kritik” måske er et lidt hårdt ord. For mig handler kritik om man har et ønske, om en anden person ændrer adfærd. Jeg har sådan set ikke noget ønske om du ændrer adfærd.
   Jeg synes bare de enkelte emner, jeg behandler i mit indlæg, er interessante, og synes det kunne være fedt, hvis de fik lidt opmærksomhed.

6. Hej Me

   Så blev der tid til et svar 🙂

   ” Kan man ikke forestille sig, at en rigtigt stor del, af dem der nu (lystigt) kaster sig ud i eksperimentering med swingerklubber, polyamori, utroskab osv. aldrig ville have følt disse behov, hvis ikke emnet havde været vendt og drejet, i pressen og det daglige, så meget som den har?”

   Det er muligt at der er nogle mennesker der får lyst til at prøve åbne utroskab alene fordi det pludselig lyder som “det nye sort”, men jeg tror at det for langt de fleste nærmere bliver gjort legalt at tænke som de faktisk gør, og føre de tanker ud i livet. På samme måde som det ikke gør folk homoseksuelle at læse en masse om homoseksualitet, men det gør det mere acceptabelt at springe ud.

   “Derudover vil jeg også, høfligt, bede dig forholde dig til et interessant faktum. Nu ved jeg godt du kun er dig og derfor kun kan svare for dig. Men jeg vil alligevel gerne høre din holdning til at laaaangt de fleste, der kommer frem i medierne, som meningsdannere, har en direkte økonomisk interesse i at det såkaldt “almindelige” ikke får nogen videre fokus og måske endda bliver sat lidt i skyggen af mere “moderne” former for seksualitet og samliv? Helt konkret kan man jo f.eks. nævne dig, som jo har en helt klar økonomisk interesse i at flere og flere mennesker accepterer utroskab, som en naturlig del af sex og parforhold. Endvidere kan man så nævne Joan Ørting, som har præcist samme økonomiske interesse i at “oplyse” folk om at onsdag og lørdag i missionærstillingen, med den bedre halvdel, ikke er “nok”. Man kunne nævne mange flere. Men det korte af det lange er, at det hele meget hurtigt ender med personlig brandig og “I øvrigt kan jeg hyres til et foredrag og så har jeg også lige en bog/kursus, du kan købe”.”

   Mht. de økonomiske interesser, så kan du ud af det her blogindlæg http://www.amino.dk/blogs/anjakl/archive/2011/07/18/middel-mod-tiltagende-kvalme-s-248-ges.aspx måske få et indtryk af hvordan jeg har det med at skulle tjene penge på de her ting. Det er naturligvis noget jeg gerne vil fordi det er rart at kunne leve af det man brænder for at formidle, men jeg kan også mærke at måden “man” gør det på, bare ikke er mig. Det er ikke for at pudse min glorie eller sige “sådan er JEG slet ikke”, for jo, jeg ville da hjertens gerne profitere på min bog og mine foredrag, men sgu me st fordi det er et budskab det er vigtigt for mig at få ud. Det er ikke vigtigt for mig at få ud FOR at tjene penge på det, men jeg vil gerne tjene penge på det sådan at jeg kan bruge mere tid på at formidle det og dermed beskæftige mig med noget der betyder noget for mig. Så nej, jeg har ingen økonomisk interesse i at flere og flere accepterer utroskab (man kunne endda hævde at hvis flere og flere fik det, så var der ikke længere brug for de ting jeg formidler :-)). Jeg har en helt personlig interesse i at andre mennesker får modet til at stå ved sig selv som dem de er. Også at dem der er monogame, får mod til at stå ved dét – hvis det da kræver mod (og det kan det måske gøre hvis “alle” pludselig synes åbne forhold er det fedeste i verden).

   “Mere generelt kan man godt tvivle på utroskabsstatistikker generelt. ”

   Enig. Jeg siger altid at halvdelen af os har været utro, og det var ud fra de statistikker jeg kunne finde da jeg skrev min bog. Siden har statistikkerne sagt en tredjedel. Og jeg har læst statistikker der sagde 80 %. Så jo, de er nok generelt temmelig usikre. Jeg har det jo selv sådan at jeg tror der er mange flere der har været utro, end statistikkerne fortæller. Jeg ville bestemt ikke selv have svaret bekræftende hvis en eller anden gallupmedarbejder havde ringet og spurgt mig dengang jeg selv var utro, så det gætter jeg på at mange andre heller ikke vil. Det er også muligt at der er færre der er utro end statistikkerne siger. Jeg ved det ikke. Men at dømme ud fra hvad jeg ved om helt almindelige mennesker jeg har talt med i mit liv – helt uden om bøger og blogs og artikler og statistikker – bare snak med venner, veninder og familie, tja, så passer de minimum 50 % altså ret godt, synes jeg. Og derfor holder jeg mig til dem.

   “Slutteligt, kan jeg ikke lade være med at spørge, om ikke du tror du “sælger” en drøm eller et ideal, som egentligt er uopnåeligt for mange mennesker? Når jeg tænker polyamori f.eks., så tænker jeg også, at konceptet nok er langt mere interessant for attraktive mennesker, end for deres knap så attraktive medmennesker. Det jeg mener er at polyamori vel for pokker kun er “sjovt” i det øjeblik du rent faktisk kan tiltrække flere potentielle partnere. ”

   Nu har det aldrig været mit mål at sælge noget ideal. For mig er polyamori ikke et ideal. Jeg er polyamorøs fordi det er sådan jeg er. Mit ideal er at folk står ved dem DE er. Om det er interessant eller opnåeligt med flere partnere er for mig ligegyldigt. Jeg ville være polyamorøs uanset om jeg nogensinde ville være i stand til at tiltrække flere partnere. Jeg er også biseksuel uanset om der nogensinde er en kvinde der forelsker sig i mig. Jeg ved slet ikke om jeg er tiltrækkende for kvinder. Men jeg må bare konstatere at jeg er tiltrukket af dem, og derfor må jeg betragte mig selv som biseksuel.

   Jeg tog det i øvrigt op ved et lille møde med nogle andre polyamorøse for noget tid siden, og der var faktisk nogle af dem der nærmere syntes det var et problem at være “for attraktiv”, fordi det at man var attraktiv, jo ikke betød at man så også blev tiltrukket af alle dem der blev tiltrukket af en. Dvs. som attraktiv polyamorøs kommer man også ud i at skulle afvise en masse der bliver forelsket i en, og dét er ikke særlig sjovt.

   “Men den triste sandhed er jo altså, at nogle mennesker faktisk har ualmindeligt svært ved at tiltrække bare én potentiel partner. Hvor passer disse mennesker ind i hele det polyamorøse/frisindede projekt?”

   De passer ind i det polyamorøse/frisindede projekt hvis de ER polyamorøse/frisindede. Ellers ikke. Men skal dem der passer ind i det, tage en form for hensyn til de andre, eller hvor ser du et problem her?

   “Har “konceptet” egentligt ikke været afprøvet tidligere? Mange af argumenterne og tankerne leder jo umiskendeligt tankerne hen på 60/70’ernes seksuelle oprør. ”

   Jo, det kan man godt sige. Men som det foregår i dag, sker tingene langt mere bevidst end jeg har ladet mig fortælle at de gjorde dengang. Nu ved jeg jo ikke hvordan tingene reelt foregik, men min opfattelse er at man dengang bare hoppede med på bølgen fordi det lød fedt med fri kærlighed, og så tog man ellers ikke så meget hensyn. Jalousi var nærmest bandlyst, og man var bare egoistisk hvis man ikke ville dele. Det er ikke sådan man opfører sig i polymiljøet i dag. Der oplever jeg at hensyn, omsorg og tæt kommunikation er i højsædet.

   I øvrigt, mht. om ikke konceptet har været prøvet af, kan man jo sige det samme om monogami. Det har været prøvet af, og det fungerer ikke. Groft sagt. Men det gør det jo for nogle. Min mission er ikke at alle skal åbne deres forhold. Min mission er at alle skal finde ud af hvad der reelt fungerer for dem, og så leve sådan – med andre der har det på samme måde.

   Her til sidst får jeg lyst til at henvise til en nye bog/hjemmeside som bl.a. tager fat på 18 myter om åbne forhold: http://www.xn--krlighedskontrakten-lxb.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=11&Itemid=3 – den synes jeg er rigtig god at læse. 🙂

7. Hej Anja

   Tak for dit svar! 🙂

   Jeg vil tillade mig, at svare ved at hive dit indlæg herned. Jeg har ikke lige overskud lige nu, til at kikke så forfærdeligt meget på formen. Så jeg håber man kan tilgive, at mit svar bliver forholdsvist lang, alt i alt.

   “Det er muligt at der er nogle mennesker der får lyst til at prøve åbne utroskab alene fordi det pludselig lyder som “det nye sort”, men jeg tror at det for langt de fleste nærmere bliver gjort legalt at tænke som de faktisk gør, og føre de tanker ud i livet. På samme måde som det ikke gør folk homoseksuelle at læse en masse om homoseksualitet, men det gør det mere acceptabelt at springe ud.”

   Det er jo klart, at man kan vække folks latente behov, via offentlig diskurs. Så langt er vi da fuldstændigt enige. Men er det ikke kun halvdelen af svaret?
   At man kan gøre noget, i og for sig uskyldigt, mindre tabubelagt, og derved få nogle folk ud af skyggen, er der jo ikke noget videre odiøst i. Men det betyder vel ikke, at offentligheden er så stålsatte, i deres aktuelle og potentielle valg, at disse valg ikke kan påvirkes eksternt? I så fald har jeg bygget hele min voksne erhvervskarriere på en løgn! Jeg har arbejdet en del som sælger og nu arbejder jeg primært med marketing. Med andre ord har jeg, hele mit voksne liv, hævet min løncheck på den præmis, at det bestemt er muligt, at påvirke folks valg. Det jeg vil frem til er at du da naturligvis har ret i det teoretisk er muligt, at den stigende interesse for “alternative samlivsformer” blot er udtryk for et udbredt latent behov, som du og dine kollegaer blot er med til at gøre mindre tabubelagt. Min indvending er sådan set bare, at det ville være rart, med noget objektiv forskning på området. I øvrigt fuldstændigt ligesom jeg, som menneske, har det helt fint med at offentligheden tager stilling til og også meget gerne forsker i tingene, når jeg, som marketer, f.eks. er med til at sætte en ny alcopop i vandet.
   Som jeg tidligere har været inde på, er der altså en masse mennesker, der har nogle rigtigt dårlige oplevelser med de nye “trends” inden for sex- og samliv. Som eksempel kan undersøgelsen UNG 2006 nævnes. Ifølge den undersøgelse rapporterede 35% af drengene og 48% af pigerne, at de havde dyrket sex, selvom de ikke havde lyst. Undskyld mit franske, men det er kraftedme en skræmmende statistik. Nu skal jeg ikke sidde og skyde skylden på dig. Men hvis man ser på dit “fag” synes jeg nu alligevel, at det er rimeligt, at tale om et vist ansvar. Det er trods alt jer, der er de primære kræfter bag den offentlige diskurs.

   “Så nej, jeg har ingen økonomisk interesse i at flere og flere accepterer utroskab”

   “Utroskab” er måske en lidt forkert formulering. Men fakta er nu engang, at du sælger din bog, som værende et must have, for folk, der har prøvet at elske to på én gang, drømmer om at sprænge monogamiens rammer etc.
   I den forbindelse må det da være oplagt, at du har en direkte økonomisk interesse i at påvirke den offentlige holdning til sex- og parforhold. Hvis ikke du havde nogle økonomiske interesser i det, havde du jo foræret din e-bog væk. 😉
   Men det er sådan set ikke helt der jeg ville hen. Min pointe var nærmere, at sexologer, forfattere til bøger om utroskab osv. står i fuldstændigt samme båd, som alle mulige andre sælgere. Det de sælger skal skille sig ud på en eller anden måde, samtidig med det ikke skiller sig så meget ud, at kundegrundlaget forsvinder. Dvs. hvis du sælger Electrolux-vaskemaskiner, må du skille dig ud på pris eller service, da dine direkte konkurrenter jo sælger fuldstændigt samme produkt. Som sælger af holdninger omkring sex og parforhold er prisen så et temmeligt absurd parameter, at konkurrere på. Derfor må man konkurrere på selve indholdet. I den forbindelse er det vel ingen hemmelighed, at på et marked, hvor pris ikke er et primært konkurrenceparameter, så kan man godt pakke sammen, hvis ikke man kan tilbyde noget ud over det såkaldt sædvanlige. Det sædvanlige i denne forbindelse er så monogami og deslige, hvorfor sexologer og forfattere er ved at falde over hinanden, i forsøget på at pushe den sidste nye trend, der tillader os (læs: forbrugerne) at føle os unikke og med på beat’et. Joan Ørting slæber sin kære hanrej på tur i samtlige danske medier, Robert Lubaski forsøger at få flere mænd til at erkende deres lyst til at blive taget med en påspændingsdildo af kæresten og du sælger en bog om utroskab. Det her er et marked og I er alle spillere på dette marked. Hvilket sådan set er fint nok. Sagen er bare, at I altså ikke sælger vaskemaskiner. Ikke at det ikke kan være slemt nok, at blive lokket til at købe en for dyr vaskemaskine. Men hvis vi igen hiver fat i den kedelige statistik, omkring unges sexliv, og ellers generelt kigger os omkring, så synes jeg nu nok, der påligger agenterne i dette marked, lidt tungere etisk ansvar, end der gør så mange andre sælgere?

   ” Jeg siger altid at halvdelen af os har været utro, og det var ud fra de statistikker jeg kunne finde da jeg skrev min bog.”

   50% er nok konservativt sat. Men det er egentligt ikke et specifikt tal, jeg problematiserer. Jeg har da selv både været utro og haft en utro partner, så tallet er utvivlsomt højt. Min anke er ganske enkelt, at vi ikke har en kinamands chance for at forholde os til diverse tal. Som du selv er inde på er hele grundlaget for sådan en statistik problematisk.
   Det jeg sætter spørgsmålstegn ved er ganske enkelt, om man, med usikkerheden omkring statistikkerne taget i betragtning, ikke burde træde lidt mere varsomt? Polyamori er det sidste nye hotte, men hvad baserer proponenterne deres stålsathed i? At de møder en masse, der ikke føler monogami er nok for dem? At statistikkerne fortæller os, at utroligt mange er utro?

   ” Om det er interessant eller opnåeligt med flere partnere er for mig ligegyldigt.”

   Der må du meget undskylde mig, men det tror jeg ganske enkelt ikke på. Polyamori, som livsstil, kan da for pokker ikke være særligt lykkelig, hvis ikke man kan tiltrække én eneste partner, for slet ikke at tale om flere.
   Jeg er sådan set tilbage til den med påvirkningen af folks holdninger. For at perspektivere (men bestemt ikke drage direkte paralleler) kan man jo kigge lidt på historien. I 30’ernes Tyskland blev der snakket ret højt og ret meget om hvor fantastisk nationalsocialisme var og pludseligt var landet underlagt et groteskt nationalsocialistisk styre. Det skete altså ikke fordi tyskerne bare var dårligere mennesker, end alle mulige andre, og deres latente behov for nazisme blot fik fjernet et historisk tabu. Det skete ganske enkelt fordi man havde succes med at “sælge” en drøm til dem. Nu sammenligner jeg på ingen måde polyamori med nazisme. Det er udelukkende de underlæggende adfærdsmæssige forhold relateret til diskurs og retorik jeg forholder mig til. Ja selv de forhold kunne jeg aldrig drømme om at sammenligne råt for usødet. Pointen er ganske enkelt, at man (meget groft sagt) kunne rykke en hel nation til at bakke op om uhyrligheder, blot ved at tale om det. Hvorfor skulle det så ikke også være muligt, for sexologer osv. at rykke danskernes forhold til sex?
   Jeg synes ihvertfald ikke det er helt ude i hampen, at påstå du og andre er med til at påvirke danskernes forhold til sex- og samliv. Og det er i den forbindelse jeg noterer mig, at de I sender ud i æteren rent faktisk sætter barren forholdsvist højt. Min pointe er naturligvis, at man måske kunne forestille sig, I satte den barre for højt? Som nævnt et par gange oplever unge et pres, der ikke stemmer overens med deres lyst. Derudover kan man nævne den statistik, der var i medierne for et par år siden, hvor man påpegede, at op mod hver fjerde danske mand aldrig oplever at få børn. Dvs. næsten hver fjerde danske mand enten har fravalgt at få børn eller ganske enkelt ikke har social kapital nok til at tiltrække en partner, at få børn med. Det synes jeg er tankevækkende og faktisk også lidt skræmmende. Ikke mindst fordi jeg selv er 31 og endnu ikke har fået børn – måske man skulle gøre noget ved det, mens man stadigvæk er relativt tiltrækkende og har et godt job. 😉
   Men det korte af det lange er altså, at alt tyder på den generelle holdning til sex- og samliv allerede har overhalet en temmeligt stor del af befolkningens lyster og formåen. Det må da gøre indtryk på dig, når nu du er gået på barrikaderne for en livsstil, der unægteligt kræver ikke alene en relativt høj social kapital (ihvertfald for os mænd) men sådan set også en adfærd, man måske kan tillade sig at kalde grænsesøgende?

   “Dvs. som attraktiv polyamorøs kommer man også ud i at skulle afvise en masse der bliver forelsket i en, og dét er ikke særlig sjovt.”

   I livets store lotteri er der vist ingen tvivl om hvad der er mest sjovt. At have overskud af potentielle partnere vil altid være mere interessant end det modsatte – det er vi ganske enkelt hardwired til at føle!

   “De passer ind i det polyamorøse/frisindede projekt hvis de ER polyamorøse/frisindede. Ellers ikke. Men skal dem der passer ind i det, tage en form for hensyn til de andre, eller hvor ser du et problem her?”

   Jeg ser et problem i forhold til de utroligt mange mennesker, der falder uden for succéskriterierne, såfremt den offentlige diskurs fortsætter med at have et så ensidigt fokus på at rykke grænserne for det moderne parforhold og sexliv.
   På den lange bane ser jeg sådan set også et problem, i forhold til de stakler, der er attraktive polyamorøse. For hvad sker der med dem, når de holder op med at være så attraktive?

   “I øvrigt, mht. om ikke konceptet har været prøvet af, kan man jo sige det samme om monogami. Det har været prøvet af, og det fungerer ikke.”

   Mit åbne spørgsmål, der svæver over hele mit oprindelige indlæg, er jo lige netop, hvorfor fungerer monogamien ikke? Om den fungerer eller ikke fungerer er naturligvis noget man kan diskutere. Men at den samlivsform bliver udfordret betydeligt for tiden, hersker der vist ingen tvivl om. Det jeg spekulerer på er så bare, om hvad grunden til det er. Er det at monogami er et lortekoncept eller er det fordi der er gået “mode” og ikke mindst penge i alternativerne?
   Det er jo ikke fordi jeg skal gøre mig til herre over hvad den rigtige samlivsform eller det rigtige sexliv er. Det “rigtige” er lige præcist, hvad DU føler dig bedst tilpas med og intet andet. Det jeg tænker er sådan set bare, at jeg gerne så lidt mere fordybelse fra deltagerne i den offentlige debat. Jeg så gerne man forholdt sig lidt til de forhold, vores samtid byder vores sex- og samliv, istedet for man bare fokuserer på det mere hedonistiske. I dag kan alle og enhver, single eller ej, oprette en profil på nettet og så sætte snøren ud. Men betyder det, at monogami er noget skidt? Man kan, hvis man ellers er attraktiv nok, få sig alle de kærester man ønsker. Men betyder det, at man skal gøre det?
   Jeg er helt på det rene med polyamori osv. giver en masse glæde til en masse mennesker – men jeg savner altså stadigvæk noget fordybelse. 🙂

8. Hmm, jeg ved sgu ikke hvad jeg skal sige til alt det, Me 😉 Jeg sammenligner polyamorøsitet (og jeg skal sige at det ikke er alle polyamorøse jeg kender, der er enige) med det at være homoseksuel. Altså at det er noget “jeg er” – ikke en livsstil “jeg vælger”. Og jeg har skrevet en bog om det fordi jeg forestiller mig at andre der som jeg ikke anede at det var noget man kunne være, men tror at der er noget galt med en hvis man ikke er (monogam) lige som alle de andre. Og jeg synes du skyder mig nogle ting i skoene.

   Jo, jeg har økonomiske interesser i at sælge min bog, for den har kostet mig 26.000 kr. at få trykt, og de penge vil jeg hjertens gerne have hjem igen, for jeg har ikke rigtig råd til at give gaver væk for så mange penge, hvor gerne jeg end ville. (Det ender sgu sikkert med at jeg kommer til det alligevel, for lige nu, 2 år efter udgivelsen, ligger der 1300 bøger på et lager i Haslev, og det betaler jeg også for. :-))

   Mit eneste formål og budskab er at det efter min mening/erfaring giver alle bedre betingelser hvis vi er ærlige og står ved os selv. Monogami er ikke spor skidt hvis man er monogam. Det er meget skidt hvis man ikke er det. Ligesom heteroseksualitet er noget skidt for en der er homoseksuel. Man bliver ulykkelig af at skulle leve under nogle betingelser man af den ene eller den anden grund ikke er gearet til at leve under. Og hvis man ikke behøver leve under dem, hvorfor i alverden skulle man så?

9. Hej Anja

   Det er overhovedet ikke min hensigt, at problematisere det, at du tjener penge på din bog eller dine foredrag. At du tjener penge på de ting kan jeg kun bifalde, i allerhøjeste grad. Først og fremmest som menneske, fordi du har opfundet din egen stilling og dermed laver noget, du synes er pissefedt. Derudover som borger, fordi du lægger nogle penge i statskassen og i øvrigt inspirerer andre til at gøre det samme. Så misforstå mig ikke, i min perfekte verden tjente du endnu flere penge på de ting. 🙂

   Det eneste jeg forsøger at tage op til debat, i den forbindelse, er den manglende perspektivering, som økonomiske interesser medfører. Det er som sagt ikke noget, du skal stå og tage ansvar for ene kvinde. Men nu er jeg tilfældigvis faldet over din blog og derfor tænkte jeg det kunne være interessant, at vende emnet med dig.
   For fakta er nu engang, at alt tyder på de offentlige holdninger og fremstillinger af sex- og samliv har nået en kritisk masse, hvor store dele af befolkningen ganske enkelt ikke kan være med eller for så vidt ønsker at være med. Som sagt viser UNG 2006, at langt over en trediedel af de 15-24 årige har følt sig presset til at kaste sig ud i et sexliv, som de egentligt ikke har lyst til. Andre tal viser, at vores krav og forventninger, til partnere, er blevet så høje, at op mod en fjerdedel af alle mænd simpelthen ikke kan leve op til dem.

   Jeg synes kort sagt bare, man savner lidt dybde fra meningsdannerne. Særligt savner jeg noget stillingtagen til det uomtvistelige faktum, at vores moderne sexliv altså har nået et stadie, hvor betydelige dele af befolkningen ganske enkelt ikke kan være med. Den stillingtagen kan så for min skyld sagtens være elitær. For hvis folks holdning vitterligt er at det er en god ting, at gøre det moderne sex- og samliv til et darwinistisk udskillelsesløb, hvor kun de stærkeste kan være med, jamen så har man da meldt ærligt ud og taget stilling. Men som det er nu tager man jo slet ikke stilling. Nu skal det siges, at jeg ikke ligefrem har læst og hørt alt, hvad der er blevet ytret om emnet i offentligheden. Men jeg mindes altså ikke, at de ovenstående problemstillinger har været vendt af nogen som helst. Jo, man kan finde tonsvis af lister, der afviser diverse påståede myter om dette og hint. Men udgangspunktet er altid en særligt priviligeret gruppe, der har overskuddet og ikke mindst den nødvændige sociale kapital til at være med i legen.

   At polyamori kan være en lettelse, for folk der vitterligt er “fanget” i monogami, er vi i øvrigt fuldstændigt enige om. Igen savner jeg bare noget fordybelse. Det første spørgsmål der melder sig er hvordan skelner man mellem det at være single og så være polyamorøs? Det jeg mener er at kan man ikke forestille sig, at mange bliver tiltrukket af den polyamorøse livsstil, ikke fordi de nødvendigvis er polyamorøse med hud og hår, men fordi de bare ikke har lyst til at leve i monogami (for tiden eller på længere sigt)?
   Polyamori er jo en ret ekstrem ting. Det at kunne virkeligt elske flere mennesker, som man elsker en kæreste, sætter altså nogle krav til ens såkaldte rummelighed, som mange ganske enkelt ikke besidder.
   Derudover er der nogle helt oplagte sociale og samfundsmæssige forhold, der godt kunne indikere, at polyamorøsitet godt kunne være en “trend”, der afspejler tiden. Fremfor man bare har stukket hul på en byld af undertrykte behov. Sådan helt firkantet sat op er der jo ingen tvivl om den vestlige verdens sociale spil i vid udstrækning handler om akkumulering eller alternativt, at vise overskud (læs: at man har akkumuleret så meget, at man ikke har brug for det hele). Historisk set er det faktisk en ekstremt interessant vinkel. Bare se på hele den seksuelle frigørelse i 60’erne og 70’erne. Her havde vi en hel generation, der var vokset op med den enorme forbedring i velfærd og levevilkår, som vesten oplevede i efterkrigstiden. De fleste havde det godt og de unge kunne ikke rigtigt skille sig ud, fra deres forældre, ved at købe en flot bil eller et hvidt stakit. Hvordan skilte de sig så ud? Først og fremmest tog de en masse stoffer og “udvidede deres sind”. Men de begyndte altså også at pille ved de seksuelle normer. Fri sex/kærlighed kom ind på scenen og straks havde man en “ting”, man kunne akkumulere ad libitum. En anden interessant ting, i forbindelse med den seksuelle revolution, var at den jo sådan set primært var båret af den intellektuelle elite. Eller sagt på en anden måde, var den i vid udstrækning et barn af priviligerede unge. Der var altså tale om en debat og en tænkning, som primært blev foretaget af personer, der ikke havde overskuddet til at bruge sin tid på at udfordre samtidens normer.
   Skruer vi tiden frem kommer vi så op i 80’erne, som for så vidt fortsatte i samme dur, som tidligere. Indtil AIDS fandt plads i bevidstheden, hos mange. Sex blev lidt “farligt” igen og så måtte vi igang med at købe sommerhuse, lave IT-virksomheder og sidenhed skulle alle have en fladskærm. Men så når vi mætningsgraden, hvor alle venner og naboer også har investeret den halve månedsløn i L’Easy-skrammel og finanskrisen ramte endda også! Nu kunne vi sgu ikke engang dupere vennerne med et 40″ B&O fjernsyn eller en 14 dage på Phuket længere. Hvad gør man så? Tja, det er jo et godt spørgsmål. Men kigger vi med et øje på nutiden og et på fortiden, begynder der at danne sig et mønster. Der dukker flere og flere swingerklubber op og netdating er i dag en naturlig del af en singles sexliv – der er kort sagt et kæmpe fokus på sex og den sex skal fandme være god! 🙂
   Det virkeligt interessante er så, at vi altså igen ser et A og et B hold. Swingerklubberne melder stigende interesse fra de unge. Med andre ord har vi igen (ligesom i 60’erne) en priviligeret klasse, der søger at presse samfundets seksuelle normer.
   Som opsummering kan man sige, at meget tyder på vores seksualitet har gennemgået en tingsliggørelse, i løbet af de sidste 40-50 år. Særligt i de seneste år, i skyggen af finanskrisen og det foregående overforbrug, er sex- og samliv gået hen og blevet noget, man kan vise overskud via. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke findes polyamorøse. Det gør der da naturligvis og de har uden tvivl haft stor gavn af den senere tids udvikling. Jeg synes bare der savnes en stillingtagen og fordybelse, i den offentlige debat. Det er ganske enkelt for nemt, at sammenligne det med homoseksualitet og så ellers fremstille det som intet andet end et altruistisk projekt. Fakta er altså, at vi har skruet vores forventninger og krav op på et plan, hvor rigtigt mange mennesker ikke kan være med. Det kan man så bare trække på skuldrene af og mene det bare er ærgeligt – jeg har mit på det tørre, så må de andre sejle i deres egen sø. Det er jo en ærlig udmelding. Forskellen er bare, at det altså ER en udmelding og en stillingtagen.

10. Okay, så misforstod jeg dig lidt. 🙂 Men du skriver dog “den manglende perspektivering, som økonomiske interesser medfører”, og det giver mig det indtryk at du stadig mener at der er en eller anden form for problem i at jeg (og andre der beskæftiger sig med samme emne) har en økonomisk interesse i at fremføre et bestemt synspunkt. Eller at jeg har en interesse i ikke at fremføre det modsatte synspunkt?

    “Særligt savner jeg noget stillingtagen til det uomtvistelige faktum, at vores moderne sexliv altså har nået et stadie, hvor betydelige dele af befolkningen ganske enkelt ikke kan være med. Den stillingtagen kan så for min skyld sagtens være elitær. For hvis folks holdning vitterligt er at det er en god ting, at gøre det moderne sex- og samliv til et darwinistisk udskillelsesløb, hvor kun de stærkeste kan være med, jamen så har man da meldt ærligt ud og taget stilling. Men som det er nu tager man jo slet ikke stilling.”

    Jeg tager gerne stilling – jeg er bare ikke enig med dig i at ikke alle kan være med. Altså i de ting JEG skriver om. Jeg skriver ikke ret meget om sex, for det har jeg ikke ret meget forstand på, så de ting du skriver om unge der gør noget de ikke har lyst til osv., kan jeg ikke rigtig forholde mig til i forhold til de ting jeg selv beskæftiger mig med.

    Der skal nok en vis psykisk modenhed til at indgå i åbne forhold, men er det min opgave at tage mig af dem der ikke er gearet til det? Eller hvorfor er det du savner den stillingtagen? Jeg savner lidt at få forklaret det konkrete problem her. 🙂 Eller måske rettere hvilken løsning du ønsker dig på det problem du ser. Jeg kan ikke få øje på et A- og et B-hold i forhold til sex og samliv, men hvis du har ret i at der er et, er det så noget der skal løses? Altså skal A-holdet holde op med at dyrke swingersex, f.eks., fordi B-holdet ikke kan komme ind på swingerklubberne, eller …? Hvor er det A- og B-hold bliver et problem? Jeg kan godt se at det kan være et problem hvis A-holdet pludselig ser ud til at være toneangivende i forhold til hvad der er normalt, sådan at B-holdet fremstår unormalt – er det sådan noget du mener? I så fald synes jeg måske mere det er pressen der har en opgave i at formidle bredere. Jeg fokuserer på det jeg ved noget om, og håber at folk så selv tager stilling ud fra deres egne erfaringer. Jeg synes det ville være meget anstrengende at skulle ytre mig om ting hvis jeg hele tiden skulle tage hensyn heeeele vejen rundt og forholde mig til alle aspekter af de emner det evt. kunne berøre i et større perspektiv. Lidt ligesom hvis jeg skrev en dessertkogebog og blev nødt til at skrive et afsnit om overvægt for at forholde mig til fedmeproblematikken i samfundet. Det ville jeg mene var op til nogle andre. 😉

11. Hej Anja

    Undskyld det sene svar. Jeg har bare haft ualmindeligt travlt, her på det sidste. Men her kommer mit svar så endeligt 🙂

    Det er ikke helt korrekt, at jeg ser et problem i dit og dine kollegers økonomiske interesser. Der jeg ser noget problematisk er i forhold til, at jeres “vinkel” stort set ikke bliver behandlet kritisk i den offentlige debat. Det er naturligvis forståeligt nok, siden journalisterne skal sælge aviser og skaffe seere, hvilket nok er nemmest, hvis man vælger den mest opsigtsvækkende historie. Men hvorom alting er, er vi vel enige om at sex i medierne ikke ligefrem bliver “tonet ned”. Jeg mindes ihvertfald ikke, at have set et tv-program, hvor en eller anden meningsdanner har siddet og forklaret hvor ordinært vedkommenes sexliv er. Jeg mindes heller ikke lige umiddelbart nogle avisartikler, hvor overskriften har været noget i retning af “Moderne kvinder foretrækker almindelige mænd”, “Sådan er vores almindelige sexliv” eller andet i samme stil. Istedet bliver vi bombarderet med meningsdannere, der fortæller vidt og bredt om polyamori, swingersex osv., samt avisartikler, hvor samme emner bliver dækket i en lind strøm.
    Det synes jeg er problematisk og det er langt fra det samme, som jeg ser noget problem i at du og andre har økonomiske interesser i at “sælge” bestemte livsvalg. Her kommer vi så til min overordnede pointe: Hvis nu du lægger din “selvstændig erhvervsdrivende” kasket fra dig et øjeblik, og tager din “almindelig borger” kasket på. Kan du så ikke også se et problem i at den måde, hvorved sex- og samliv bliver dækket i medierne og den offentlige debat, skaber et økosystem, hvor flere og flere simpelthen bliver luget fra og ikke kan være med mere?

    At du ikke skriver eller fortæller meget om sex er for så vidt ikke relevant. Dit projekt er jo, i bredeste forstand, et opgør med monogamien. Hvilket naturligvis er helt fint. Men fakta er nu altså, at, qua de voldsomt stigende forventninger, selv monogami er en utopi, for større og større dele af befolkningen. Som jeg efterhånden har nævnt et par gange, så viser statistikken at flere og flere mænd ganske enkelt bliver valgt fra, når kvinderne skal vælge partnere. Over 20% af alle danske mænd får aldrig et barn og det gør de ikke, fordi kvinderne ganske enkelt vælger dem fra – over en femtedel af den mandlige befolkning lever simpelthen ikke op til de krav og standarter, danske kvinder har i år 2011! Det synes jeg er bemærkelsesværdig og jeg synes sådan set også det er et allerhelvedes stort problem. Nogle af disse mænd har naturligvis bare valgt børn fra. Men hvis Darwin og evolutionærbiologien generelt har lært os noget, så ved vi også, at langt de fleste af disse mænd dybest set forbliver barnløse ufrivilligt. Med andre ord står vi med en opdeling af befolkningen, i et A og et B hold, vi ellers aldrig bare ville acceptere stiltiende.
    For at skære det ud i pap, så står vi i en situation, hvor over 20% af ALLE danske mænd ikke har en kinamands chance for at få opfyldt et af menneskeracens mest fundamentale behov/drifter/ønsker!

    Jeg mener i øvrigt ikke, at de glade swingere skal holde op med at dyrke swingersex. Det eneste jeg siger er at disse livsstile altså er dybt problematiske, for større og større dele af befolkningen. Sex er fantastisk og udforskende sex er endnu mere fantastisk – ihvertfald for mig. Men som sagt er fakta altså, at langt over en trediedel af vores unge mennesker føler sig presset ud i et sexliv, som deres lyster reelt ikke kan matche. Min pointe her er følgende spørgsmål: Hvad tror du det pres bunder i? Tror du det er noget de unge selv har fundet på eller tror du det (ihvertfald til dels) hænger sammen med at “din” branche får en yderst markant mediedækning? Igen siger jeg ikke, at du har pligt til at gøre noget som helst. Jeg undrer mig bare over den manglende ansvarstagen, der er i “branchen”. For at tage fat i dit dessertbogseksempel synes jeg naturligvis ikke, at man burde skrive et kapitel om fedmeproblemer. Jeg synes dog, at hvis man skrev en bog, hvor man beskrev sine egne positive oplevelser med og de generelle glæder ved at erstatte grøntsagerne i kosten med kager, og denne livsstil så fik en massiv mediedækning, samtidig med de mere traditionelle kostråd stort set blev ignoreret i medierne….SÅ burde man forholde sig til fedme og SÅ burde man måske overveje om ikke man har et samfundsansvar, i og med man vil blive positioneret til at rykke ved folkebevidstheden i en sådan grad, at mange mennesker kommer til at leve et utroligt dårligt liv. Man burde ihvertfald melde klart ud: Hvis man har et særligt godt stofskifte og i øvrigt er mentalt gearet til at klare denne kost, så er kager vejen til et fantastisk liv….. MEN over 20% af jer vil altså dø en tidlig og smertefuld død 🙂

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.