Engangsknald – skal jeg fortælle det?

Det er et skidesvært spørgsmål: Det gik galt til julefrokosten – kollegaen og jeg fik en quickie i kopirummet – vi var stangstive – det var en engangsting – vi tænder ikke engang rigtigt på hinanden til hverdag, så det sker helt sikkert aldrig igen – det var så ligegyldigt at jeg ikke engang spekulerede over det bagefter – det skete bare, mere var det ikke i det. Skal jeg nu gå hjem og fortælle det??

Hvis du læser min bog, vil du se at jeg går ind for hudløs ærlighed. Men også at jeg ved at det nogle gange er meget lettere sagt end gjort. Der er altså absolut ingen fordømmelse fra min side hvis folk vælger at fortie deres utroskab – og jeg er også en stærk fortaler for ubetinget tilgivelse.

Så altså … beder du mig om et entydigt svar på om du skal fortælle din partner om dit engangsknald, så bliver svaret ja ud fra min egen holdning som er den at ærlighed aldrig kan være negativ. Men nu er jeg altså også selv så underligt indrettet at jeg hellere vil risikere at mit liv bliver vendt på hovedet, end at jeg vil leve i et forhold hvor vi er bange for at sige sandheden til hinanden.

Min egen utroskab

Men jeg har selv været der. Jeg har selv levet i et forhold hvor min partner ytrede den holdning at hvis jeg nogensinde var sammen med en anden, så var vores forhold slut øjeblikkeligt. Så hvad gjorde jeg da jeg havde kysset temmelig lidenskabeligt med en anden til en fest? Jeg holdt naturligvis min kæft. Og det er der da mange gode (?) argumenter for at gøre:

Hvad skulle han bruge det til at vide at jeg havde kysset en anden, når det ikke betød noget? Hvorfor skulle jeg påføre ham den smerte det ville være, for noget så ligegyldigt? Hvorfor skulle vores ellers supergode forhold opløses bare fordi jeg i fuldskab havde kysset en anden? Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, og jeg ville absolut ikke selv vide hvis det samme var sket for ham.

Alt sammen for så vidt fornuftigt tænkt hvis formålet er ikke at skabe røre og ikke at gøre nogen ondt – for det er der jo ingen af os der ønsker. Men hvad bildte jeg mig egentlig ind at vælge på hans vegne? Han havde et princip om ikke at ville leve sammen med en kvinde der ikke 100 % var hans. Og det tvang jeg ham så til at gøre alligevel fordi jeg vurderede at vores forhold ikke skulle ødelægges af min utroskab. Jeg tog den beslutning på hans vegne. Var det fair? Eller havde det været mere fair at tage skraldet så han i det mindste kunne vælge på et ærligt grundlag? I dag synes jeg det – dengang kunne jeg slet ikke overskue konsekvenserne.

Det nuancerede svar

Så nej, jeg kan ikke give et entydigt svar, for folks liv og behov er forskellige. Hvad jeg derimod kan, er at opfordre kraftigt til at tænke over og tale om disse ting før de bliver aktuelle. Det er så pissevigtigt at gøre det inden fordi det er noget af det sværeste overhovedet at skulle tage stilling til når man står midt i det. Jeg er godt klar over at snakken kan være svær at tage inden også, men hører du din partner sige at utroskab absolut ikke er noget han/hun kan acceptere, og du ved at du sandsynligvis vil have svært ved at modstå fristelsen selv, så er der altså noget I skal have talt om.

Hvad jeg også kan, er at opfordre til accept/tilgivelse hvis du er den der hører din partner gå til bekendelse. Og i det hele taget opfordre til at du lader være med at lægge armene over kors og sige ting som “hvis du nogen sinde …, så …“, for det eneste du får ud af det, er at der er ting din partner ikke tør fortælle dig – ikke at der er ting han/hun ikke gør.

P.S. Hvis du skulle have lyst til at læse mere om mit syn på utroskab, er min bog måske noget for dig – klik her.