“Utroskab gør mig til en bedre kone”. Sådan lyder overskriften på et brevkassespørgsmål jeg faldt over på Ekstra Bladets hjemmeside. Kvinden der har skrevet det, skriver bl.a.
“Vi har været tæt på skilsmisse herhjemme, og det vendte først, da jeg mødte den her skønne mand”
“Jeg har absolut ingen dårlig samvittighed og føler faktisk, det er det bedste, jeg har gjort for mig selv”
” I stedet for hele tiden kun se det negative i de ting min mand gør, er jeg begyndt at se det positive”
” Jeg har det bedre med mig selv end nogensinde før”
Ifølge kvinden her er der altså nogle gevinster ved hendes utroskab. Den redder faktisk hendes ægteskab, mener hun. Og det er jo for så vidt rigtigt at de ting hun oplever ved at have forelsket sig, gavner hendes humør, hendes optimisme og hendes syn på sin mand – selv om det er en anden end ham hun har forelsket sig i. Det gør (gengældte) forelskelser jo – kaster et kærligt lys over alting.
Hvad hun – eller den der har skrevet overskriften på brevkassespørgsmålet – dog har misforstået, er at det er utroskaben der gør hende til en bedre kone. Det mener kun en der ikke ser at hun har et valg. Der kan sagtens være nogle gevinster ved utroskab, men ikke nogle der ikke vil være langt større hvis tingene foregik i åbenhed. Det uheldige ved utroskaben er nemlig at den skaber afstand. Også selv om den for evigt forbliver hemmelig. Parret kan føle sig nok så tæt, men de er det ikke rigtigt, for der er lige den der meget nære ting de ikke kan dele. Og det kan selvfølgelig være fint nok. Et ægteskab kan fungere glimrende livet ud på de præmisser. Men “bedre” pga. utroskab kan man ikke sige at det er. I hvert fald ikke med sikkerhed, for man ved ikke hvor fantastisk det havde været i ærlighed.
