Uddrag fra bogen “Hvem er du utro?“
Lyt her: http://utroskab.org/audio/jalousi.mp3
Jeg troede ikke jeg var jaloux. Indtil jeg var det alligevel. Min kæreste
kunne (da vi havde besluttet os for et åbent forhold) forelske sig,
kysse, kramme og elske med en anden kvinde uden at det gjorde mig
spor. Jeg følte mig tryg fordi jeg vidste at uanset hvad, ville han altid
elske mig, og han havde ingen intentioner om at forlade mig. Og når
jeg kunne have det sådan med den mand jeg var allertættest på, så
var jeg sikker på at jalousi overhovedet ikke ville blive et problem for
mig. Jeg tog fejl!
Jeg havde på et tidspunkt et (åbent) sideløbende forhold til en ven.
Det var lidt kompliceret da han faktisk ikke havde det godt med at
jeg havde en kæreste mere, så der var altid stor usikkerhed imellem
os. Engang da han havde en veninde på besøg og de endte i seng
sammen, der oplevede jeg hvad jalousi var. Al min usikkerhed blev
smækket direkte op i fjæset på mig! Jeg havde det forfærdeligt. Og jeg
gjorde det værste man kan gøre: Jeg nægtede at se den i øjnene. Og
det man ikke vil se på, det har en tendens til at vokse. Men hvordan
pokker skulle jeg acceptere noget som var så meget imod alle mine
egne principper? Her havde jeg gået og prædiket fri kærlighed, og så
var jeg selv så besidderisk?
Min ven var meget, meget sød. Forsikrede mig om at det her ikke
havde indflydelse på vores forhold. Hun var (heller) ikke en kæreste og
skulle ikke være det. Han gjorde heldigvis det eneste rigtige: lyttede
til alle mine frustrationer og frygtsomme tanker og talte med mig om
dem. Og jeg faldt til ro.
Noget tid senere skete det samme igen, og af en eller anden grund
gjorde han denne gang det modsatte. Han gjorde mig klart at det
overhovedet ikke ragede mig hvad han lavede med en anden kvinde,
og at han aldrig ville fortælle mig noget som helst, uanset om de gik
i seng sammen eller ej. DET var ikke noget der hjalp – tværtimod.
Jalousimonstret voksede sig større og større. Men det hjalp mig da
til at se hvad min jalousi handler om når den opstår: Den handler om
at jeg ikke bryder mig om ikke at vide hvad der foregår. Når tingene
foregår i åbenhed, kan jeg acceptere hvad som helst. Når de foregår
i skjul, bliver jeg arrig og såret og helt hysterisk.
Jalousi er alt andet end rar, men i mit tilfælde har den været nødvendig.
Den kan nemlig være meget, meget svær at forstå hvis man
ikke har prøvet den på sin egen krop.
Hvordan slipper jeg af med den?
Når man er jaloux, kan man kun tænke på én ting: hvordan man får
det til at holde op! Jalousi føles modbydeligt. Der er selvfølgelig mange
grader af den, lige fra et lillebitte stik i hjertet til en altoverskyggende
lyst til at slå ihjel. Den jalousi jeg har oplevet, har givet mig hjertebanken
(ikke den rare slags), kvalme, mavepine, søvnløshed, mareridt (når jeg
så endelig sov), hovedpine og nakkespændinger. Ikke en tilstand man
har lyst til at befinde sig i ret længe.
Der er meget overordnet set to måder at få jalousien til at stoppe på.
Enten må du få din partner til at holde op med det der gør dig jaloux,
eller også må du se din jalousi i øjnene og arbejde dig ud af den. Den
første gør ondt på både dig og din partner og fejer egentlig bare problemet
ind under gulvtæppet. Den anden gør ondt, men udvikler dig!
For at gøre noget ved din jalousi, må du finde ud af hvad den kommer
af. Det er min erfaring at jalousi kommer af frygt. Frygt for at miste,
frygt for at blive forladt, frygt for at blive nummer to, frygt for at blive
til grin. En ting er sikkert: Den kommer af hvad du tænker, ikke hvad
din partner gør! Og det uanset om din partner gør noget der faktisk
”berettiger” din jalousi, eller ej. Du må finde de tanker der ligger bag
din jalousi, og så undersøge de tanker. Grundigt! Sindet er frygtelig
dygtigt til at bilde dig ind at der er noget at være bange for. Jeg har
selv haft glæde af to metoder til at undersøge hvilke tanker der ligger
bag min frygt. Den ene hedder The Work og den anden hedder The
Journey. Begge er forholdsvis kendte metoder i den alternative verden,
så hvis du ikke færdes der, har du måske aldrig hørt om dem. Ingen af
dem er dog særlig spirituelle, så jeg tør godt anbefale dig dem selv om
du måske er en af dem der krummer tæer over det alternative. Læs på
hjemmesiderne thework.com og thejourney.com hvis du er nysgerrig.
Jeg nøjes med at henvise til dem i stedet for at beskrive metoderne,
da der allerede er skrevet flere bøger om dem som beskriver dem langt
bedre end jeg kunne gøre det.
Når jeg nu skriver en bog som denne her, så ville jeg ønske at jeg
havde den gyldne løsning på jalousiproblemet og kunne servere den
for dig her, men det har jeg altså ikke. Så jeg vil nøjes med at dele et
par tanker om jalousi med dig, og så kan du jo se om du kan bruge
det til noget.
Her er nogle spørgsmål du kan overveje – formuleret som spørgsmål
for at du kan tænke over hvordan det passer ind i din egen tankegang,
i stedet for at jeg dikterer min – selv om det nok er underforstået hvad
min holdning er.
- Bringer bitterhed dig mere eller mindre kærlighed? Gør den dig mere eller mindre attraktiv?
- Kan dine tanker ændre situationen, eller ændrer de kun hvordan du har det?
- Er det dit ansvar hvordan du har det, eller er det en andens?
- Ønsker du kun at din partner er lykkelig hvis du er årsag til den lykke?
- Hvad frygter du der ville ske hvis du gav slip på din jalousi?
- Mister du virkelig noget ved at en anden får det samme? Går der noget fra dit ene barn fordi du krammer dit andet barn?