Historien er klassisk: En gift mand indleder et forhold til en anden kvinde. Det bliver til kærlighed, og på et tidspunkt begynder han at love elskerinden at han snart forlader sin kone. Det gør de bare sjældent, de mænd. Men det sker. Og det her indlæg skal handle om *når* det sker. For en ting er at man ikke står ved sin utroskab mens den står på, fordi man ikke har tænkt sig at blive skilt. Det er i en vis grad forståeligt (for os der kan forstå den slags). Noget andet er når man så faktisk beslutter sig for at det man gerne vil, er at starte et nyt liv med en anden kvinde. Er det så ikke oplagt at krybe til korset og fortælle sin kommende eks-kone hvad der er foregået, og hvorfor man går sin vej? Tilsyneladende ikke altid.
Jeg fik for noget tid siden en mail fra en kvinde der endelig havde fået sin elskede. Han havde faktisk forladt konen til fordel for hende. Men helt lykkelig var hun ikke, for hun skulle stadig skjule deres forhold, og hun skulle stadig lyve hvis nogen spurgte. Hvorfor? Fordi hans kone ikke måtte vide at det var derfor han forlod hende. At det var pga. en anden kvinde. Det ville han ikke byde hende. Så nu skulle der liiiiige gå noget tid før de kunne være åbne om deres forhold. Og det var ikke første gang jeg havde hørt den historie.
Der er også den variant hvor den ene part i et forhold længe har overvejet at gå, og det så først er forelskelsen i en anden der får ham/hende til at tage det sidste skridt. Der kan jeg måske forstå at man (hvis den anden alligevel ikke bliver ens nye partner) ikke fortæller om forelskelsen, fordi det så automatisk bliver grunden til at man gik, selv om der i virkeligheden var tusind andre grunde. Men involverer man sig med et nyt menneske som man forventer en fremtid med, så stå for pokker ved det!
Mit råd til kvinden var i øvrigt at holde fast i sin integritet og ikke lyve for ham. Jeg ville ikke selv kunne gøre det, og jeg synes ikke det er kærligt at bede en anden om at lyve.
Hej Anja
Angående det der med integritet. Hvor strider kvindens situation lige mod den såkaldte “integritet”? Jeg kan sådan set godt følge dig. Selvom de der forhold, der ikke lige tåler “dagens lys” og lever skjult, bag mere eller mindre hvide løgne og bortforklaringer, ofte kan være ganske pirrende og dragende. Så ved de fleste af os også ganske udmærket, at det netop er dén slags forhold, der for det meste er dødsdømte. Løgn og bedrag (sådan groft sagt) har aldrig været nogen direkte vej til evig lykke, og da slet ikke, hvis man starter/baserer et forhold på det. I sidste ende handler det om jeg sådan set er helt på bølgelængde, med dit mantra om ærlighed, først som sidst.
Men der hvor jeg vil hen er at den virkelige verden er aldrig sort/hvid. Jo, umiddelbart er det ikke supersmart, at kvindens forhold skal hemmeligholdes. Men man må jo ikke glemme, at der, selvom manden nu har forladt konen, altså stadigvæk er tre parter i den her historie. Mandens ekskone er, med alt tydelighed, stadigvæk en væsentlig “spiller” i “spillet”. Ja, det kan sågar være manden rent faktisk stadigvæk holder af hende og måske endda stadigvæk elsker hende. Han holder forhåbentligt ikke af hende eller elsker hende, forstået på den måde, at der er uafklarede følelser osv. på spil. Men det er vel ikke usandsynligt, at han stadigvæk har en respekt for hende og for så vidt ønsker hende et godt liv? Hvorfor der vel heller ikke nødvendigvis er noget forkasteligt i han forsøger, at skåne hende for unødvendigt ubehagelige oplevelser.
Manden har trods alt været så forelsket i hende, på et tidspunkt, at han ligefrem giftede sig med hende.
Som sagt kan jeg sagtens følge dig, for så vidt ærlighed er vejen frem. Jeg synes bare, du glemmer ekskonen og for den sags skyld også den virkelige verdens realiteter, med alle dens grå-zoner/toner, mangfoldighed og generel fravær af en pålidelig enkelt løsning til ALLE problemer.
Jeg venter i øvrigt spændt, på dit svar til mit tidligere indlæg 😉