Ærlighed er åbenbart sygt

by Anja Lysholm on 1. september 2009

En del mennesker mener åbenbart at ærlighed og åbenhed er karakteregenskaber der kræver psykologbehandling. Det er i hvert fald det indtryk man får når man læser kommentarerne til Ekstra Bladets artikel om at Joan Ørting har fået en elsker.

Når utroskab er noget 50 % af os ifølge undersøgelser begår, kan det undre at folk foretrækker at lysten til andre end vores partner er noget vi lader som om ikke eksisterer. Det er åbenbart så forkert at vi helst helt skal lade være med at tale om det. For så forsvinder det nok…?

Jeg bliver helt ærgerlig over at jeg er så diplomatisk et menneske, for den debat der ligger under den artikel, inviterer i den grad til at man tager fat i skribenterne og rusker dem voldsomt mens man råber højt direkte ind i deres ansigter: VÅGN FOR HELVEDE OP! Og jeg får et kort øjeblik lyst til at kaste samme lort i hovedet på dem som de kaster på Joan og hendes mand.

Jeg kan simpelthen ikke ha’ det. Kommentarer om at Joan er syg og hendes mand en vatpik fordi han “finder sig i det”, gør mig både arrig og ked af det. Men når jeg så er faldet ned igen, får jeg medlidenhed med de mennesker der har deres egen høje moral stukket så langt op i røven at de har svært ved at bevæge sig. Det må gøre ondt.

Tænk at man kan have så meget moral siddende på tværs at det forhindrer en i at se det uovertruffent moralske i at Joan Ørting faktisk er 100 % ærlig i stedet for at luske rundt som de fleste andre. Lad mig igen minde dig om de 50 % der er utro: 50 % af dit parforhold er enten dig eller din partner! Hvad er bedst: At vi bringer kyskhedsbælterne tilbage, eller at vi begynder at tale om hvad vi faktisk har lyst til? Utroligt nok lader det til at mange mener det første. Tilmed i kærlighedens navn. Men monogami “fordi alt andet er ulækkert og moralsk forkasteligt” (helst sagt med korslagte arme) har ikke en skid med kærlighed at gøre. Monogami “fordi det er det vi to har talt os frem til at vi vil have det bedst med” er kærlighed. Det samme er polygami valgt af samme grund. Jeg kan slet ikke forstå at man kan være så unuanceret at man afviser at andres måde at leve på kan være en velsignelse, uden overhovedet at sætte sig ind i deres måde at tænke på. Hvad er det man føler sig truet på?

Der er heldigvis andre steder hvor debatten er knap så plat og lidt mere nuanceret, f.eks. under Carsten Islingtons klumme på 24timer og i Jubiis debatforum, så måske det bare er kendetegnende for lige dem der kommenterer på Ekstra Bladet, at der mangler omtanke i deres hoveder. Jeg håber i hvert fald ikke det er et udtryk for flertallets måde at tænke på.

P.S. Hvis du skulle have lyst til at læse mere om mit syn på parforhold, er min bog om utroskab måske noget for dig – klik her.

{ 9 comments… read them below or add one }

Bettina Sandfær-Andersen september 1, 2009 kl. 18:31

Kære Anja

Mange mennesker er ufattelig snævertsynede og går mest op i, hvordan andre betragter deres liv. Samtidig mener de selv at være utrolig ‘rigtige’. De hænger mig langt ud af halsen!

Jeg læser aldrig Ekstra Bladet, for jeg kan ikke tage bladets indhold seriøst. Men jeg har bemærket gennem tiden, at mange københavnere ynder bladet. Samtidig er København vel byen herhjemme med flest forskellige typer mennesker på alle plan – er det derfor, de er så fordømmende?

Som min egen moder udtrykte det på et tidspunkt om homoseksualitet i hendes barndom: Selvfølgelig var de der, men de var jo bare en del af samfundet som alle andre, som regel utrolig populære hos børnene, og så længe de bare passede deres eget liv og ikke generede andre, gjaldt det samme den modsatte vej.

– Dette var i et lille landsbysamfund i Vestjylland.

Ofte får man i dagens Danmark indtryk af, at ‘folk’ mener, at netop vestjyder er dem med flest fordomme. Jeg ved nu snart ikke.

I de små samfund kommer folk nemmere til at kende hinanden end i storbyen, og så nedbrydes de åndssvage fordomme heldigvis ofte!

KH: Bettina

Rosenstand september 1, 2009 kl. 20:45

Hej Anja

Husk nu, at læserne på EB for størstedelens vedkommende er det, man i gamle dage kaldte pøblen. Det må afspejle sig i kommentarerne.

At Joan Ørting har en elsker, er der jo ikke noget særligt i. Det er der rigtig mange piger i parforhold, der har. Og flere med mandens viden end mange tror. For nogle er det bare sådan, det er. For andre er det et krydderi på et sexliv og samliv.

At have en elsker (et sidespring) uden at fortælle det – det er da sygt.

@Bettina: Jeg oplever generelt storbyernes befolkning som de mest intolerante. De skal være åh så frigjorte og smarte – men er det sjældent. Her ude på landet er der som regel bedre plads – også mentalt. Og her er der ikke sensation i, at der swinges lidt rundt omkring, leges med trekanter og andet af det sjove, der gør livet bedre.

Go Anja!

Anja Lysholm september 4, 2009 kl. 23:36

Hej begge to

Interessant. Jeg har aldrig tænkt over om folk var mere frisindede “på landet”, men måske har I ret. Jeg er heller ikke storbymenneske selv – selv om jeg nu har valgt at bo her i Kbh. 😉

Kh
Anja

BTD september 6, 2009 kl. 18:24

Ærlighed må da være at foretrække frem for hykleri. Der står jo masser i kø der principielt bruger det sammen princip som Joan Ørting, men de gør det bare “lovligt” ved at fortie deres utroskab, så hvad er bedst hykleriet som foregår i rigtig mange hjem eller et åbent, ærligt og reelt forhold, hvor man står inde for sine handlinger og man taler sammen om forventningerne til hinanden. Det er nemt at være hykerisk og svært at være ærlig, men man bør nok tænke, hvad vil jeg selv have fra min partner et åbent og ærligt forhold eller at man lever på en løgn.

Måske vi skulle begynde at sige ja i kirken til vi ikke har mere at give hinanden i stedet for til døden os skiller, som ikke mange alligevel kan leve op til, når det kommer til stykket

Rie oktober 5, 2016 kl. 12:10

Ved godt at det er en gammel artikel, men jeg vil dog kommentere på den alligevel…

Lad os slå én ting fast med syv tommer søm; Utroskab har ALTID eksisteret, og utroskab vil ALTID eksistere! Man kan så vælge at vende det blinde øje til og sige til sig selv, at det kunne min partner aldrig finde på, men statistisk set så er dette desværre forkert!

God dag!

Karla oktober 5, 2016 kl. 12:18

Er helt enig, og jeg har endda taget 2 af de 3 mænd, som jeg har været gift i at være utro. Det er så skrækkeligt at finde ud af, at vedkommende, som du elsker over alt på jorden, går bag din ryg på den måde.
Jeg har en ny mand nu, og næsten dagligt tænker jeg på, om han kan finde på at gøre det samme mod mig. Dog tror jeg ikke, at Torben er den type, men alligevel vil det altid sidde og nage.

Analise februar 7, 2017 kl. 17:57

Du har helt ret! Det er nemt at være hykerisk og svært at være ærlig, men man bør nok tænke, hvad vil jeg selv have fra min partner et åbent og ærligt forhold eller at man lever på en løgn.

jesper februar 11, 2017 kl. 13:28

For nogle er det bare sådan, det er. For andre er det et krydderi på et sexliv og samliv.

Jais marts 20, 2017 kl. 12:19

Kære Anja

Hvor ER det bare en god artikel du har lavet. Og hvor har du dog ret i din pointe!

Leave a Comment

Previous post:

Next post: