Hvilken type kærester er I?

by Anja Lysholm on 13. december 2009

Da jeg for 1½ års tid siden begyndte at kysse med den mand som i dag er min kæreste, var der ingen af os der havde lyst til at få en kæreste, så vi var i lang tid enige om at kærester var vi i hvert fald ikke. Og når jeg snakkede med folk om ham, så forstod de det ikke. Jamen, I er jo sammen hele tiden? Jamen, I kysser? I har sex? Du elsker ham? Men I er ikke kærester?? Meeeget mærkeligt! Men vi havde det begge sådan at hvis man sætter kæreste-etiketten på et forhold, så følger der automatisk nogle forpligtelser med som vi ikke brød os om. Det bliver en selvfølge at man tager med hinanden til familiemiddage, at man får fælles venner eller som minimum tager med når den andens venner inviterer til parmiddag, at man giver julegaver, at man tager på ferie sammen osv. Og det passede os bare ikke. Eller … det kunne godt have passet mig, men jeg vidste at det ikke passede ham, og det passede bestemt ikke mig at tvinge ham til noget han ikke havde lyst til, bare fordi vi nu kaldte os kærester. Men efter et lille års tid besluttede vi at det da nok alligevel var kærester vi var, og at det jo var os der bestemte hvordan vi var kærester.

Den mand jeg havde et forhold til før ham, var desværre monogam. Ikke at der er spor i vejen med monogami, men da jeg selv er polyamorøs, var det langt fra noget problemfrit forhold. Jeg havde en kæreste i forvejen da jeg mødte ham, så jeg så i lang tid de to sideløbende (åbent for alle parter), og hvor jeg følte at jeg havde to kærester, for det havde jeg i hjertet, så syntes han altså ikke at jeg var hans kæreste da jeg jo havde en anden kæreste.

Så jeg er altså blevet udfordret lidt på kærestebegrebet de senere år, og derfor var det en dejlig opdagelse da jeg for nylig så at forfatter og levefilosof Carsten Graff havde lavet en ordbog med alle de begreber vi ikke har ord for i forvejen – bl.a. kæresteforhold der ikke lige passer ind i den gængse opfattelse af hvad kærester er. Jeg er så heldig at kende Carsten, og han har givet mig lov at bringe et uddrag af ordbogen her på min blog. Måske kan du genkende dit eget forhold i den?

Opslagsord Mulig tolkning
Ukæreste Antonym til kæreste. Parforholdets svar på en uven.
Kontra kæreste En person som man forbinder sig til for at undgå at leve sine drømme ud. Hver gang man søger i den retning som man selv ønsker trækker kontrakæresten i modsat retning og dermed bliver man hvor man var da man mødtes.
Kuppel kæreste Kæreste som man ikke har været i følelsesmæssig kontakt med siden før man indledte et parforhold.
Klude kæreste Person med hvem man indgår et ægteskabslignende forhold, men samtidig kun ønsker at forbinde sig til udvalgte sider af vedkommende.
Købekæreste En partner man skaber et forhold til ved at kompensere for sine følelsesmæssige og æstetiske mangler med økonomisk velstand.
Krammekæreste Person med hvem man oplever en fysisk intimitet som ikke giver sig til udtryk i seksuel eller erotisk tiltrækning
Kælekæreste En krammekæreste med hvem der kan opstå en ekstra høj grad af intensitet, men ikke nok til at der opstår et erotisk møde.
Kunststofkæreste En syntetisk og æstetisk kæreste der ville se malplaceret ud hvis man tog ham eller hende med på en vandretur i naturen.
Konstruktionskæreste Person som man, på det følelsesmæssige plan, forbinder sig tæt til for at bruge store ressourcer på at udvikle vedkommende evner i den retning man selv ønsker det.
Klæbekæreste Kæreste som man ikke ønsker et forhold til, men som man ser sig ude af stand til at slippe af med når først man har indledt et forhold.
Krise kæreste Person med hvem man har indgået et ægteskabslignende forhold der bygger på en fælles interesse for at overskride hinandens grænser.
Konstant kæreste Person med hvem man har et stabilt forhold til igennem en længere periode.
Kreativ kæreste Den overraskende kæreste som ingen havde forventet at man ville være sammen med.
Kode kæreste Person som man danner et intimt forhold til uden at man på noget tidspunkt forstår vedkommendes værdier, ideer eller motiver i livet
Katastrofe kæreste Begrebet benyttes primært om kærester der både tilhører kategorierne krise-, kode- og klæbekæreste på én gang.
Kompleks kæreste En kodekæreste som man, i særligt opvakte øjeblikke, forstår.
Karakter kæreste Person der, som en skuespiller, træder ind i en bestemt rolle når man er sammen.
Kollektiv kæreste En kæreste som også er kæreste med andre.
Kult kæreste Person som man engang var sammen med – mistede og konstant sammenligner nye kærester med.
Konflikt kæreste Person med hvem man har indgået et ægteskabslignende forhold som bygger på en fælles interesse for at diskutere hinandens uforenelige værdier.
Kontrol kæreste Person som man forbinder sig til fordi man tænder på at forsøge at holde vedkommende i stram snor.
Konform kæreste En kæreste som, på alle områder er helt statisk og dermed umulig at lave om på.
Klient kæreste Et kæresteforhold til en person der grundlæggende ikke søger et kærlighedsforhold, men i stedet et psykoterapeutisk udviklingsforløb.
Krampe kæreste Kæreste med hvem man følelsesmæssigt går i baglås og dermed udvikler et forhold der primært baseres på vaner og ritualer.
Kysse kæreste Person med hvem man har et erotisk forhold uden at man af den grund tager tøjet af når man er sammen.
Knalde kæreste Person som man kan have et erotisk forhold til uden at relationen bygges på et følelsesmæssigt møde.
Klaustrofobikæreste Person der, på det følelsesmæssige plan, får en til at føle sig lukket inde.
Karismakæreste Person som er ualmindeligt tiltrækkende indtil den dag da man bliver kærester.
Kærtegnskæreste En person som man kan have et både erotisk og intimt forhold til og hvor fundamentet i relationen er af følelsesmæssig karakter.
Koble fra kæreste Uforpligtende kæreste som man forbinder sig til for at hvile ud efter et langt og opslidende forhold til sin ex-kæreste.
Kompetence kæreste Fornuftsbaseret forhold som skabes til en person som man indleder et forhold til på grund af vedkommende faglige evner og kvaliteter.
Konstitueret kæreste En oftest uofficiel betegnelse som man kan benytte om en midlertidig kæreste.
Knugekæreste En klæbekæresteforhold hvor det ikke er den anden, men en selv der klæber.
Krøllekæreste Kærestelivets svar på den logrende hund der ukritisk følger alle de ordre som vedkommende modtager.
Knuse eller kvasekæreste En krøllekæreste der ikke får lov til at komme ind om natten. (Se: Krøllekæreste)
Knudekæreste Person med hvem et parforhold kommer til at fremstå som kærlighedens svar på en usædvanlig kompliceret yogaøvelse.
Killer kæreste Person med hvem man under et forhold mister den sidste rest af tillid til kærligheden og derfor ikke længere ser sig i stand til at etablere et intimt forhold til andre.
Kondom kæreste En kæreste man gerne vil være helt tæt på, men dog ikke tættere end en brøkdel af en millimeter.
Kludder kæreste En partner hvor man under opstarten af forholdet går fejl af hinanden for, herefter (uden held), at forsøge at rette op på relationen. Forholdet fremstår som parforholdets svar på et halvfærdigt strikketøj hvor man til sidst indser at der i starten er løbet en maske.
Krævekæreste En kæreste der 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen og 12 måneder om året kan konstatere at han eller hun er ”i underskud for tiden …”, men at vedkommende snart kommer ovenpå igen og dermed bliver lige så overskudsagtig som før man mødtes.
Kamikaze-kæreste En person der elsker sin kæreste så højt at vedkommende hjælper kæresten til at finde en ny og mere spændende kæreste.
Kvartals kæreste Kæreste som man, på bestemte tider af året og uden held, forsøger at forlade.
Kædekæreste Person som man på grund af al den energi man bruger på gensidig afhængighed ikke har overskud til at forlade.
Knokle kæreste En partner som fucker alting op og på den måde sikrer at man konstant holdes beskæftiget med alt det som den anden burde have gjort. Parforholdets svar på Sisyfosarbejde.
Kæntre kæreste En partner med hvem man indgår et stormfuldt forhold der uundgåeligt ender med at begge parter forliser.
Kærlighedsskraldekunstner Person som ser sig i stand til at elske alle de sider af et andet menneske som ingen andre bryder sig om.
Kærlighedsophugger Person som er i stand til at fokusere og genbruge udvalgte dele af et andet menneske i sit kærlighedsliv.

(Resten af ordbogen kan du finde her: Den Satiriske Encyklopædi)

Nu tænker du måske hvad det har med utroskab at gøre, men Carstens teori er “at vi som kultur ikke er parat til at forholde os til alle de nuancer som er en del af vores kærlighedsrelationer. Hvis vi gjorde, ville vi muligvis slet ikke have brug for at være utro. Utroskab kommer af en længsel efter at mærke noget som vi, kulturelt set, ikke anerkender. Vi spørger: Er I kærester eller ikke? Men spørger ikke hvilken type kærester vi er. Hvis to elskede havde et dybt kendskab til hvad netop deres kærlighedsrelation handlede om, ville deres længsler efter det de manglede, blive lettere at definere og dermed lettere at finde eller vælge fra.”

Jeg er ganske enig. For mig at se er parforholdets største fjende at vi forsøger at passe ind i nogle rammer som andre har skabt, i stedet for at skabe vores egne. Der er alt for få der tør spørge hinanden hvad det egentlig er for et forhold de har lyst til at indgå sammen. Man er bange for hvad den anden tænker, hvad andre tænker – ja, jeg har endda oplevet at være bange for hvad jeg selv tænkte, fordi der ikke lige passede ind i det vi kalder “normalt”. Der er taget en kollektiv beslutning om hvad kærester er, og hvis ikke vi passer ind i den definition, så er vi underlige og burde nok bare holde os til at være singler. Men som du kan se af ordbogen, er der altså nok slags kæresteforhold at tage af, og får man afklaret hvad det er man får ud af at være sammen, på godt og ondt, så bliver det lettere at vælge hinanden til og fra. Og jeg tror på at det er et af de bedste skridt man kan tage på vejen mod et ærligere liv.

Carsten har i øvrigt skrevet en god artikel om monogami vs. polygami som du finder her.

P.S. Hvis du skulle have lyst til at læse mere om mit syn på parforhold, er min bog måske noget for dig – klik her.

Leave a Comment

Previous post:

Next post: