Når kærlighed ikke er nok

by Anja Lysholm on 30. juni 2010

Jeg har fået et spørgsmål fra en læser af bloggen. Han har undret sig over at jeg skrev at jeg forlod nogle mænd jeg elskede, fordi kærligheden ikke længere var nok, og spørger “hvis ikke kærligheden er nok til at blive sammen, hvad er så??”. Et meget relevant spørgsmål som jeg derfor besvarer i et indlæg i stedet for i en mail.

Jeg mener at et parforhold handler om meget mere end kærlighed. Kærligheden skal naturligvis være der i rigt mål, men hvis ikke man også har et vist omfang af fælles mål i livet, og/eller  stor respekt for hinandens individuelle mål, så er kærlighed bare ikke nok. Hvis den ene part f.eks. stærkt ønsker sig børn, og den anden part stærkt ønsker ikke at få børn, så er kærlighed ikke nok. Hvis den ene part ønsker at sidde på et værtshus dagen lang, og den anden part ikke kan holde det ud, er kærlighed ikke nok. Hvis den ene slår eller øver psykisk vold mod den anden, så er kærlighed ikke nok.

På mange områder er kærlighed naturligvis nok til at man indgår kompromiser. Det kan være sådan noget som at den ene er et rodehoved og den anden har rengøringsvanvid. Men hvis de ting man ikke kan eller vil gå på kompromis med hver især, ikke harmonerer, så kan det være nødvendigt at gå fra hinanden uanset hvor højt man elsker hinanden. F.eks. hvis den ene er monogam og den anden er polyamorøs, som det har været tilfældet for mig. Der er tilfælde hvor den monogame part ikke har noget problem med at den polyamorøse udlever sit behov – det kalder man at være polytolerant – men så heldig har jeg desværre ikke været med “mine” mænd. Indtil nu. 😉

P.S. I min bog fortæller jeg mere om hvad jeg mener kærlighed er. Klik her hvis du har fået lyst til at læse den.

{ 1 comment… read it below or add one }

Mette Weber juli 7, 2010 kl. 02:33

Hvor er jeg bare enig med dig. Det er så vigtigt at man er autentisk over for sig selv, mærker efter om det man gør er det rigtige og ikke mindst tør træffe beslutninger om at gå sine egen veje, hvis det er rigtigt selvom om man elsker hinanden. Jeg ser mange der bliver i symbiotiske forhold , tror de elsker hinanden, Det ser ud som om de kun bliver sammen af tryghed og ikke tør flytte sig. Hvilket også kan være svært.
I 2008 traf jeg derfor en stor beslutning, drevet af lysten til at være tættere på min gamle far og mine børn, venner og lysten til prøve noget nyt, at etablerer mig som iværksætter og gøre det, der var meningsfuldt for mig, på det tidspunkt i mit liv.

Jeg besluttede at flytte til Danmark uden min mand Michael, som fortsat på det tidspunkt havde næsten 2 år tilbage af sit projekt i Jakarta. Det var en stor og meget svær beslutning. Og rigtig mange spurgte mig om jeg virkelig turde gøre det med alle de små lækre indonesiske kvinder. Jeg turde ikke lade være.
Vi elsker hinanden og vil helst leve sammen. På trods af det er det den rigtige beslutning, der hvor jeg er nu i mit liv. Jeg stortrives, nyder mit arbejde og at være nærmere venner og familie, som jeg også holder meget af. Jeg nyder de, muligheder, der findes i Danmark. At gå til foredrag, på biblioteket, i teatret, biografen, til kulturarrangementer og på cafeer. Jeg nyder at løbe rundt om søerne, at netværke med andre der interesserer sig for det, jeg synes er meningsfuldt. Jeg nyder mit frivillige arbejde i Kvinfo’s mentor ordning og at rådgive i den frivillige rådgivning i Center for konfliktløsning. Det er betydnings og menings fyldt for mig.
Derfor vælger jeg det til, lige nu og vælger noget andet fra.
Når man træffer et valg, fravælger man samtidig noget andet. Alt har sin pris. Jeg vælger at leve med savnet af Michael og med bevidstheden om det savn jeg ved jeg påfører ham ved ikke at være hos ham i Indonesien. Sammen har vi de seneste 2 år planlagt perioder hvor vi har tid sammen. Og det er vi rigtig gode til. Eksempelvis flyver Michael ned til mig på Bali fra Jakarta, hver weekend, nu mens jeg skriver bog. Og jeg planlægger perioder rundt om mit arbejde, tre måneder om året, hvor vi kan mødes, så det passer med Michaels helligdage og ferier. På den måde har vi mulighed for at være intenst sammen over en lidt længere periode enten i Danmark, Indonesien eller et tredje sted.
I 2009 kørte vi rundt i 3 uger i åben sportsvogn i Californien, nød hinanden og omgivelserne. Det kan få et hvert forhold til at blomstre.
Og i 2010 fløj Michael fra Jakarta til Sydafrika for at mødes og fejre min 60 års fødselsdag 16 dage der, med resten af familien, der sammen var fløjet dertil fra Danmark.
I skrivende stund, er Michaels projekt ved at blive lukket ned og han planlægger med at flytte tilbage til Danmark og få job. Internationale kompetencer og udenlands erfaring er desværre ikke altid i så høj kurs i Danmark. Så det bliver spændende at se hvad der sker og hvor vi befinder os om et år. Han flytter fra vores 300 m2 fantastiske lejlighed, et udfordrende job med ansvar for 40 ansatte i et internationalt miljø til vores 52 m2 lejlighed og et meget anderledes job Danmark

Vi har beggel lyttet til vores behov, drøftet vores værdier og situation, sammen talt om hvad der er bedst for os hver især og , for vores forhold. Vi overvejet om det nu også er de rigtige beslutninger vi tager, har naturligvis været bekymret, men vigtigst af alt, har vi atter bevæget os ud på gyngende grund. Vi er autentiske, mærker at vi lever, tør flytte os, tager ansvar for vores liv og træffer beslutninger. Det føles godt, når vi lader os styre af mod og ikke af frygten for det der kan ske.

Leave a Comment

Previous post:

Next post: