T: Tilgiv utroskab

by Anja Lysholm on 29. december 2011

Der er nogle der når de hører eller læser om min bog, tror at budskabet i den er at utroskab da bare er helt i orden, men det er det ikke. Faktisk argumenterer jeg ret kraftigt for troskab. Hvad jeg derimod siger, er at utroskab er tilgiveligt. At tilgive noget er ikke det samme som at at tillade nogen at vade på en, eller tillade en opførsel man ikke bryder sig om, at fortsætte. Tilgivelse er f.eks. at give slip på noget og ikke tillade det at ødelægge ens liv. Det kan også være at forstå noget så godt at man ikke længere tillægger det en forfærdelig betydning.

Det er ikke ondskab

Utroskab sker, og utro mennesker er ikke onde mennesker. Det er mennesker der har haft fingrene nede i kagedåsen og nu ikke tør fortælle dig at de har taget en småkage. Og vi kan godt blive enige om at det er alvorligt tillidsbrud, men har du egentlig nogensinde talt med din partner om hvor jeres grænser går? Og tør du være den der – hvis du har det sådan – siger at du engang har været utro og faktisk godt tror det kunne ske igen? Det er skidesvært at tale om noget som alle har en ret fastgroet mening om, og netop derfor mener jeg ikke at man kan klandre nogen for at være utro. For uanset hvordan vi vender og drejer det, så ER det her med lysten til andre altså noget de fleste af os oplever på et tidspunkt, og når det sker, er det ikke noget man “bare lige” kan modstå. Både fysisk og psykisk tiltrækning kan være virkelig voldsom, og når vi mennesker ikke engang kan modstå chokolade og cigaretter uanset hvor ihærdigt vi forsøger at holde op, hvordan hulen skal vi så være i stand til at modstå så stærk en kraft som kærlighed eller seksuel tiltrækning?

Banalt?

Du synes måske jeg banaliserer utroskab ved at sammenligne den med småkager og andre dårlige vaner, men min pointe er faktisk også netop at den er så banal at den ikke burde have så voldsom en betydning for os. Ikke at jeg ikke forstår at den har det, men min påstand er at den har det i kraft at det tabu vi pålægger den. Vi kommer for fanden aldrig videre hvis ikke vi begynder at lukke op for posen og få talt om hvor almindeligt det er at have lyst til andre, og hvor ufarligt det faktisk er at vi har det. Det farlige er netop at vi ikke tør tale åbent om det med dem vi er allertættest på. Kan det virkelig passe at angsten for at miste er større end lysten til virkelig at kende hinanden?

Det man forstår, kan man tilgive. Kun det man nægter at se på, bliver utilgiveligt. Hvad vælger du?

Kom videre

Jeg har tilføjet det her afsnit i september 2014. Der er nemlig kommet en onlineworkshop af sexolog og parterapeut Maj Wismann som kan hjælpe dig/jer videre efter utroskab, og når du har fundet mit indlæg her om at tilgive utroskab, er det sikkert relevant for dig at kigge på den. For hvor gerne man end vil være rummende og tilgivende, kan det jo i den grad kræve noget hjælp at komme videre, hvad enten man skal videre alene eller som par. Du finder workshoppen her: Utroskab – kom videre – sammen eller hver for sig. Jeg har deltaget i andre af Majs onlineworkshops og kan varmt anbefale hende.

{ 9 comments… read them below or add one }

Poulsen januar 14, 2010 kl. 10:48

Min hustru og jeg har kendt hinanden siden gymnasiet, jeg er 43 år og har faktisk aldrig haft en anden kvinde, hvilket muligvis gør mig til en sjælden race 🙂 … dog ikke hellig på nogen måde!
Vores forhold er og har altid været varmt og kærligt, vores kemi passer bare fantastisk godt sammen, både i kærlighedslivet og sexuelt.
Jeg har altid, så godt som sikkert vidst, at min hustru i vores unge år havde været sammen med andre partnere, men at hun aldrig har ville/turde indrømme det og med årene et det blevet skubbet bort, for der var ingen grund til at hoppe rundt i den suppedas, jeg var lykkelig for det vi havde sammen og har aldrig for alvor manglet opmærksomhed på nogen måde.
Vores største skønne barn er nu rundet de 18 år og er i fuldt gang med at finde rundt i kærlighedslivet og vi debatterer i den forbindelse løbende hvad der er regler og normer. Pludselig slog det ned i mig at alt det vi går og argumentere for med åbenhed og ærlighed måske ikke lige altid har været gældende for os selv, vi ved jo godt hvordan det forholder, så jeg satte mig for at vi skulle prøve at slå en streg i sandet, få vores egen ærlighed og åbenhed fremelsket.
Efter lidt famlen frem og tilbage fik jeg en nat sat gang i en samtale der kom til at vare meget længe, vi fik talt om alt, jeg hjalp og støttede min hustru for hun følte sig meget usikker, men jeg lovede at uanset hvad hun havde at fortælle ville det ikke ændre mit syn på hende, ej heller på at jeg elsker hende dybt og inderligt (… og det har jeg holdt!)
Jeg kendte i forvejen til det meste og der havde kun været en mand som jeg ikke til i forvejen.
Hvad kom der så ud af det? det som skete var over 20 år siden!
Først fik jeg faktisk en helt uventet nedtur psykisk, ved ikke lige hvorfor, men det var hårdt, at få det hele fortalt på en gang, mest for mit selvværd som ægtemand, egentlig temmelig irationelt men jeg er både stærk og følsom på en gang.
Men jeg fik fantastisk støtte fra min hustru og efter nogle måneder skete der noget fantastisk, for vores forhold fik et boost uden lige. Den gensidige respekt, den totale åbenhed og ærlighed gjorde nærmest noget magisk ved vores i forvejen gode forhold og lysten til hinanden tiltog til et stadie af nyforelskelse 🙂 … med alt hvad dertil høre 😉
Jeg kan ikke understrege nok hvor meget jeg er tilhænger af åbenhed og ærlighed, for hvis man har den rette partner vil man give sig selv og forholdet en kæmpe gave, en ubeskrivelig følelse af total samhørighed og styrke, uden tossede tabuer og andre begrænsninger, det er kæmpe stort!

Anja Lysholm januar 18, 2010 kl. 21:59

Kære Poulsen

Tusind tak for den kommentar – hvor gjorde den mig bare GLAD! Det er så dejligt at høre at andre har gjort sig de samme erfaringer med hvad ærlighed gør ved ens liv og kærlighed.

Alt det bedste til dig og din elskede.

Kærlig hilsen
Anja

Martin februar 13, 2010 kl. 19:42

Kære Anja,

Jeg faldt over din side i min søgen efter at tilgive min kæreste for at have været mig utro. Jeg er vild med din måde at betragte tingene på. Jeg ville ønske, at jeg kunne føle som dig, men det kan jeg desværre ikke. Jeg er enig med dig i, at forståelse er nødvendig for at tilgive, men det tror jeg, er forskelligt fra person til person. Jeg er nemlig sikker på, at det ikke er alle, som har lysten, modet eller indsigten til at gå nok i dybden med sig selv for dermed at kunne konkludere situationen med en egentlig tilgivelse. Dine eksempler på tilgivelse er ret flotte og jeg har personligt praktiseret begge. Jeg er enig med dig i, at lysten til andre bliver mere hensigtsmæssigt formidlet gennem dialog med sin partner, men hvad vil det gavne at være åben og ærlig omkring det. Jeg tvivler meget på, at lysten vil forsvinde. Derfor tjener det vel intet formål at fortælle sin partner omkring det. “Jeg har lyst til at have sex med Susan, så det forventer jeg at gå i gang med før eller siden”. Det, at jeg nu har sagt det til min kæreste, medfører ikke, at jeg holder fingrene fra kagedåsen. Måske mener du, at det netop er tabuet omkring emnet, der bekræfter dets eksistensberettigelse og at vi kan forebygge selve akten ved at tale ærligt og åbent om vores lyst til andre. Jeg tror det ikke. Enhver, der indgår i et monogamt partnerskab, bør føle smerte, når de lærer sandheden at kende. Hvis ikke det gør ondt, tvivler jeg oprigtigt på deres følelsesmæssige engagement i deres partner. Eksempelvis definerer begrebet “et åbent forhold” snarere de deltagende parters modvillighed til forpligtelse end ordet forhold. Jeg vil ikke lyde al for gammeldaws, men når jeg elsker en pige, er at se hende med en anden, det sidste jeg ønsker. Det skyldes ikke hendes manglende redegørelse for grundlaget eller den indledningsvis manglende dialog omkring hendes lyster. Det skyldes meget simpelt min egen definition af ordet “forhold”, som jeg er sikker på, de fleste partnerskaber definerer utvetydigt. Derfor mener jeg, at smerten udløses, når utroskab opstår. Jeg har selv været en kæreste utro, men dog aldrig fortalt hende det. Jeg mente ikke, at det ville gavne på daværende tidspunkt, idet jeg rent faktisk følte, at handlingens efterrationale bekræftede min svindende tro på mit forhold. Efter mit utroskab begyndte mit forhold at gå bedre end nogensinde. Jeg var blevet forvænt, men efterfølgende fik hun og jeg 4 gode år sammen. Så det kan også gavne, men jo mere jeg vender og drejer ordet utroskab, des mere blændende bliver mit nuværende motto i livet. “Gør mod andre som du ønsker andre at gøre mod dig”. Med disse ord kan utroskab aldrig accepteres, med mindre du ønsker din partner at være dig utro. Hvis dette er tilfældet, bliver det først rigtig lommefilosofisk og abstrakt, men jeg har dog heller aldrig hørt nogen ytre sig sådan. Alle bør klandres for at være utro, for det sårer ens partner. Den dag, det bliver ok at såre sin elskede, er den dag, man ikke bør klandre folk for at være utro. Vi har alle lyster og vi kæmper hver især med vores laster. Jeg mener ikke dit eksempel er banalt og dog er det ej heller passende. At ødelægge et partnerskab og såre den eller dem, man elsker gennem skilsmisse i familier, bør ikke sammenlignes med et par ekstra kilo på bagen eller et udskudt rygestop. Utroskab er – uanset hvordan det bliver angrebet – en forfærdelig ting, jeg har lovet mig selv aldrig at gøre igen. For mit vedkommende er nøgleordene disciplin og medfølelse. Jeg har sat mig nogle kodeks i livet, som jeg efterlever til punkt og prikke. Jeg definerer mig selv hver gang, jeg pænt takker nej til søde pigers tilnærmelser og det fylder mig med glæde og lettelse at vide, hvor megen sorg og smerte, jeg har sparet min kæreste og mig selv for. Mine omstændigheder er ret specielle ift. min nuværende situation, da jeg er udlandsdansker og bor i Asien, men her hersker samme principper og samme sorg og smerte, hver gang utroskab bliver praktiseret. Jeg søger videre i håbet om at kunne leve videre med hende jeg elsker – og gerne med en lille men voksende portion tillid og tilgivelse. Jeg hører gerne fra dig, hvis du har gode råd og forklarer desuden også gerne min komplette situation, hvis du har interesse. Du skriver i øvrigt meget flot. Jeg kan godt lide din sætningsstruktur, men jeg er ikke helt begejstret for dine kommaer 😉

Dit link til facebook virker ikke, så jeg har tilladt mig at adde dig som ven i stedet.

Venligst, Martin

anonym april 18, 2010 kl. 23:18

Jeg har valgt at tilgive, men burde jeg det? – jeg kan mærke hel inde i mit indre at hun ved det var forkert, den tillid jeg havde til hende er jo forsvundet lidt, men når jeg ligger ved siden af hende og hun putter sig ind til mig og kysser mig blidt på brystet, så tager hun pusten fra mig.

Jeg har spurgt hende “hvorfor” – ja hun var fuld, og dum, var hvad hun sagde. Jeg lå med hende i 1 time, før jeg vidste hvad jeg skulle sige . . .
Hun ville bestemt ikke miste mig ! så jeg tilgav hende, men kun på en betingelse, at hun ALDRIG ville såre mig igen, og at den duft som hun elskede aldrig mere ville være der, hvis jeg bare så meget som hørte rygter om at hun havde kysset med en anden igen.

Har jeg taget de rigtige valg?
Var jeg for ond? eller?
Mine venner synes aldrig nogensinde at jeg skulle have været sammen med hende fra start inde det skete, men et eller andet sagde mig at hun havde hjertet på rette sted.
Skal jeg blive ved med at følge min intuition?

Anja Lysholm april 22, 2010 kl. 23:38

Kære Martin

Tusind tak for din lange kommentar og al rosen, og undskyld det meget sene svar. Jeg håber det er lykkes dig at komme godt videre – enten med eller uden din elskede?

“Måske mener du … at vi kan forebygge selve akten ved at tale ærligt og åbent om vores lyst til andre.”

Ikke som sådan forebygge den, for lysten kommer hvis den kommer, men man kan på forhånd få talt om hvordan man egentlig har det med den slags, og hvad ens tidligere erfaringer er så man kan blive enige om hvor ens grænser går, og hvordan man vil tackle det hvis de grænser en dag bliver overtrådt. Tør man ikke engang tage den snak – og det er der rigtig mange der ikke tør – så bliver man to facader der aldrig rigtigt kommer helt tæt på hinanden.

“Enhver, der indgår i et monogamt partnerskab, bør føle smerte, når de lærer sandheden at kende. Hvis ikke det gør ondt, tvivler jeg oprigtigt på deres følelsesmæssige engagement i deres partner.”

Jeg er helt enig i at der næppe er nogen der undgår at blive såret når de finder ud af at deres partner har været dem utro. Men har man oprigtigt det følelsesmæssige engagement, som du skriver, så vil jeg påstå at utroskab aldrig kan være utilgivelig. Et følelsesmæssigt engagement må indebære en villighed til forståelse? Tilgivelse er i øvrigt ikke ensbetydende med at man tillader en anden at blive ved at vade på en – det er nærmere at give slip på sin modstand mod det som ER sket og som man ikke kan lave om på. Først der fra kan man se klart om det er noget man er villig til at leve med. Det kan man ikke når man handler i modstand. Giver det mening?

“Eksempelvis definerer begrebet “et åbent forhold” snarere de deltagende parters modvillighed til forpligtelse end ordet forhold”

Tja … for mig er kærlighed og forpligtelse to ord der ikke rigtigt hænger sammen. Kærlighed hænger bedre sammen med frihed. 🙂 Men jeg er enig i at indgår man et monogamt forhold, så ligger der en forpligtelse i det. Desværre er der bare mange der aldrig rigtigt får talt om om det egentlig er det de vil. Mange indgår monogame forhold fordi de tror at monogame forhold er den eneste slags forhold man kan indgå.

Men jeg skal i øvrigt understrege at jeg slet ikke ser noget galt i monogame forhold eller i at nogen ikke følger en evt. fristelse til at være sammen med andre. Der er bestemt også noget meget smukt ved den form for troskab. Der hvor jeg har noget imod den, er der hvor den ikke er et valg, men en “vane”, og hvor man slår knuder på sig selv for at passe ind en kasse hvor man ikke hører hjemme. Så er man sig selv utro, og det er dobbelt utroskab.

Kærlig hilsen
Anja

Anja Lysholm april 22, 2010 kl. 23:52

Kære anonyme

Når du har valgt at tilgive, så lad være med at se dig tilbage. Lad være med at lytte til hvad andre siger (heller ikke mig), men lyt til hvad dit hjerte fortæller dig.

Én ting vil jeg dog gerne råde til (men lyt stadig mest til dit hjerte ;-)), og det er at ændre dit “hvis du nogensinde kysser en anden, er jeg skredet” til “hvis du nogensinde får lyst til en anden, så håber jeg du vil være åben og ærlig at dele det med mig inden så jeg kan tage stilling til hvordan jeg har det med det, og vælge at blive eller gå”. Det første gør det nemlig nemt at lyve (man tør ikke andet af frygt for at miste), det andet gør det svært.

Der er ingen der vil kunne love dig aldrig at såre dig igen. De kan kun gøre deres bedste.

Håber I finder ud af det.

Kærlig hilsen
Anja

anonym maj 3, 2010 kl. 23:49

I feel you Anja 😀

Nu er der gået lidt tid, og tjaa, vi er nærmest kommet tættere ind på hinanden efter “episoden”. Vi kan godt lide at drille hinanden med det, og vi snakke engang imellem om det, men oftest ender det ud i noget der omhandler dyne og knap så meget tøj ;),

Så det endte jo egentlig meget godt 🙂

Men ønsker selvfølgelig aldrig det sker igen, da det virkelig laver et dybt ar i ens hukommelse. Det hjalp måske også lidt at snakke med den person som hun havde været utro med.

Men tak for hjælpen, og nogen lyttende øre, det hjælper altid 🙂

Charlotte oktober 25, 2010 kl. 19:04

Hej Anja.
Jeg har lige fundet din hjemmeside. Det skete ifm. at jeg for lidt under en uge siden var min kæreste utro. Jeg kyssede med ham og rørte meget, meget lidt ved ham.
Jeg har fortalt min kæreste alt og han er rødglødende af raseri. Jeg føler mig som den største lort i verden. Han bliver ved med at sende mig hade-sms’er og status er lige nu, at han skal bruge tid til at finde ud af, om han stadig vil mig. Det ser lidt sort ud med det, desværre. Jeg tænkte bare på, om der er noget, jeg kan gøre eller sige, som kan lindre lidt på den skade, jeg har påført ham? Jeg bliver rigtig glad, hvis du nogle gode råd eller kommentarer.

Anja Lysholm november 7, 2010 kl. 22:42

Hej Charlotte

Det er jeg ked af at høre. 🙁 Jeg ville ønske jeg vidste hvad man kunne sige eller gøre, men jeg tror ikke der er andet end at lade ham få afløb for sine frustrationer og møde dem med forståelse (selv om man ville ønske man selv fik den). Men det er vigtigt at du – i hvert fald inden i dig selv – holder fast i at du IKKE er den største lort i verden. Det du har gjort, gør mindst halvdelen af os på et eller andet tidspunkt i vores liv, og det er hverken unaturligt at få lyst til det eller at reagere på den lyst. Og du valgte så endda at være ærlig om det i stedet for at lade det ligge som en hemmelighed imellem jer. Det gør et dårligt menneske ikke. 🙂 Så husk at holde fast i det uanset hvor meget han raser. Det er klart han er såret, men det giver ham ikke ret til at svine dig til for evigt (hvis overhovedet), så du må også huske at sætte grænser for hvor meget du vil finde dig i. Det er ikke en forbrydelse du har begået. Så mens han tænker over om han stadig vil dig, så tænk over om du stadig vil ham også.

Kærlig hilsen
Anja

Leave a Comment

Previous post:

Next post: