Jeg er med i et halvt minut af en P1 Debat om utroskab. Debatten står mellem sexolog Cecilie Lolk Tommerup og Kristendemokrat Stig Grenov, og jeg udtaler mig pr. telefon om det at leve som polyamorøs.
Udsendelsen kan høres her: Er monogami en illusion? (ligger desværre ikke online længere)
Jeg tror ikke jeg behøver skrive hvem jeg er mest enig med af de to debattører. 😉 Det ærgrer mig at et åbent parforhold ses som en trussel mod kernefamilien. For mig at se er det netop det der kan redde kernefamilien i dag, for i stedet for at man forlader hinanden når man forelsker sig i andre, så bliver man sammen og tilføjer familien en ekstra dimension i form af mere kærlighed og flere mennesker der kan elske og tage sig af ens børn.
Hvad mener du? Hør udsendelsen, og kommenter gerne her under. 🙂
P.S. Hvis du skulle have lyst til at læse mere om mit syn på parforhold, er min bog måske noget for dig – klik her.
Jeg er træt af at høre at utroskab er ok. Har netop selv oplevet det på kroppen og i sjælen. Det er den største sorg jeg har været ude for. Og den sorg er påført mig af den mand jeg troede jeg skulle leve resten af livet med.
Undskyldninger er der nok af. Han elsker mig og har gjort det hele tiden???
Han blev bare tilbudt så fantastisk sex, nøgenscener i Frederiksberg Have, billeder lagt ud på “Nabosex” osv osv. Det kunne han simpelthen ikke modstå.
Men han fortryder og vil aldrig gøre det igen!!!!
Det har ødelagt vores ægteskab – vi er ved at blive skilt, hus og sommerhus skal sælges, vores datter er ramt så hun pludselig har svært ved skolen og familie og omgangskreds fatter ikke at de har været ført bag lyset af “den troværdige og rare mand”
Så jeg må absolut sige at jeg er på troskabens side.
Tænk dig rigtigt godt om før du risikerer dit liv, for fremmed sex.
Kære Lis
Utroskab er ikke i o.k. I en ideel verden er man 100 % tro altid. Mod sig selv og andre. Men det smutter altså for mindst halvdelen af os i løbet af vores liv, og det synes jeg er værd at tænke over inden man dømmer de utro. Det gør ikke utroskaben i orden at der er meget af den, men det gør den til noget der må behandles som andet end bare en ”forbrydelse”.
Selvfølgelig elsker han dig stadig når han siger det. Utroskab behøver ikke handle om at man ikke længere elsker sin partner, eller at man synes der er noget galt i ens parforhold. Det der begær man ikke kan modstå når det sker, er egentlig ganske simpelt – begær. Og det kan såmænd også være forelskelse eller kærlighed – nogle er i stand til at elske flere på en gang.
Du skriver at omgangskredsen føler sig ført bag lyset af den rare mand. Hvordan har han ført DEM bag lyset? (Glem i øvrigt ikke at 50 % af dem iflg. statistikken selv har været der …) Han er stadig den rare mand. Kære Lis, din mand er den samme som han hele tiden har været. Dine følelser for ham har ændret sig pga noget han har gjort. Så vidt jeg kan forstå, er det dig der har valgt at I skal skilles – ikke ham. I skal skilles pga. din vurdering af hvad utroskaben betyder – ikke pga. utroskaben. Han elsker dig endnu og vil gerne blive sammen. Det er helt fair at du ikke mener at du kan tilgive det han har gjort, men tag selv ansvaret for skilsmissen, for det er dig der ønsker den. Det er der ikke noget galt i, men jeg håber ikke du skyder skylden for hele familiens ulykke på ham. Ikke at han er uskyldig i sagen, naturligvis. Det er et alvorligt tillidsbrud han har begået. Han vidste sandsynligvis godt at du ikke ville kunne acceptere det, og alligevel gjorde han det. Det er ikke i orden. Men det er menneskeligt, og det er tilgiveligt. Hvis man vil. Det er også helt fint at vælge ikke at tilgive det, men vid at du har et valg. Sket er sket – bebrejdelser nytter ikke noget.
Når det er sagt, så ved jeg også godt at det gør pisseondt og er helt forfærdeligt, og jeg håber inderligt at du kommer godt igennem det. Jeg ved godt at mit perspektiv er anderledes, og når det her lige er sket for dig, vil du muligvis slet ikke kunne se det som andet end at jeg træder på dig. Det er ikke min hensigt. Jeg ville bare sådan ønske at folk forstod at utroskab handler om noget helt andet end de tror – for så ville den ikke gøre så ondt.
Hvis du har lyst til at læse min bog eller mødes og tage en snak og læsse af, så er du velkommen til at skrive til mig på anja@utroskab.org – jeg sender dig gerne en bog uden beregning, og jeg giver også gerne en kop kaffe. Det kan lyde som om jeg er på fjendens side, men det er fordi jeg har været i fjendens sko og ved at den side ikke er så fjendtlig endda.
Jeg håber du modtager ovenstående i god ånd hvis du læser det.
Kærlig hilsen
Anja
Hej Anja (igen)
Sorry, men jeg må altså skrive igen for dit svar til Lis eksemplificerer (synes jeg) på meget tydelig vis forskellen i opfattelse hos utro og tro parter. Det er så nok også årsagen til, at vi næppe bliver enige ;O)
Handlinger har konsekvenser – og selv om mange evt. begår samme handling, så har den stadig konsekvenser. Det være sig utroskab, tyveri, skattesnyd, mord, løgn mv. Det skyldes, at vi mennesker i høj grad er summen af vores handlinger, og vi bliver derfor også bedømt ud fra vores handlinger – ord er anderledes “lette” og omkostningsløse.
Derfor er det jo også helt naturligt, at hendes følelser “…har ændret sig pga noget han har gjort” – jamen naturligvis, hvordan i alverden skulle det kunne være anderledes? Handlingen bliver jo ikke visket ud, fordi han siger “det er dig, jeg elsker” ligemeget hvor meget begge parter ønsker det.
Derfor er din sætning “I skal skilles pga. din vurdering af hvad utroskaben betyder – ikke pga. utroskaben” i mine øre 100 % forkert og – sorry – meget tydeligt et synspunkt fra den utro’s side.
For netop det at utroskaben intet betød anvendes ofte af den utro part: “hun/han betød ingenting – det er dig jeg elsker – det var kun begær”. Og netop det er samtidigt så paradoksalt for den anden part; “Hvorfor risiskere noget, man elsker, for noget, der intet betyder?”
Så nej jeg tror ikke der mht. skilsmissen er tale om nogen vurdering af, hvad utroskaben betød – det handler om, at selve handlingen at kunne begå utroskab – at føre nogen man elsker bag lyset og gøre noget, man ved, vil gøre dem ondt – dén handling fortæller noget negativt om den pågældende person, som partneren ikke vidste før.
Det “sandere/fuldere/tydeligere billede kan så betyde, at man ikke kan leve med den person længere. Den beslutning er den tro parts valg , ja, men det er den utro, der har foretaget det indledende valg; at begæret var vigtigere end evt. konsekvenser.
Det er nok lige netop en af de store modpoler mellem de to parter – de utro tror, at det er hvad utroskaben betød, der tæller for den anden part – og derfor bliver de overraskede over voldsomheden i partnerens smerte, sorg og vrede – for “det betød jo ikke noget?” Det var kun spænding, bekræftelse, sex, facination mv. men “ikke den slags kærlighed som jeg har for dig og vores liv/familie/forhold. Jeg vælger jo dig.”
For den anden part handler det om, hvad det utrolige svigt utroskaben er fortæller om én selv, partneren og forholdet – at man ikke betød nok til, at den anden part kunne sige nej til sit begær. At ens partner kunne lyve og bedrage – bevidst gøre noget velvidende at det ville gøre usigeligt ondt på en.
I sin grundform er det jo en helt naturlig modsætning – den utro har begået en handling, som han/hun ikke ønsker skal have konsekvenser eller skal fortælle noget om ham/hende som person. Derfor bagatelliseres handlingen så vidt muligt. Den tro part ser selve handlingen som bevis for, at sandheden om parteren og forholdet er en anden end antaget, og det nye billede kan have vidtrækkende konsekvenser.
mvh/Birna
Hej Bina
(Af en eller anden grund var din kommentar lagt i kø, så jeg har først set den i dag. )
Jeg er for så vidt enig i dine betragtninger. Eller … jeg er enig i at det er sådan det er, og at det er helt naturligt, men det er det jeg gerne vil lave om på. 😉 Jeg er udmærket klar over at for den som er blevet såret af utroskaben, virker det alt for simpelt at sige sådan noget som “det betød ikke noget”, men det bliver det ikke mindre sandt af. Problemet er at den sårede part baserer sin sårethed på hvad han/hun tror om hvad den anden føler, og ikke på hvad den anden faktisk føler. På samme måde som når man lider alvorligt af jalousi: Den anden kan forsikre en nok så mange gange om hvad der reelt foregår, men man tror kun på det der foregår inde i ens eget hoved. Ved utroskab ER der så sket noget, men her kan man så overdrive betydningen af det der er sket. Jeg siger ikke at man dermed skal acceptere i hvad som helst – selvfølgelig skal man sige fra når ens grænser er blevet overtrådt, men hvor ville jeg ønske at folk ville lytte til hinanden med et åbent sind i stedet for at gå ud fra at de kender sandheden. Mange drager f.eks. den forkerte konklusion at hvis deres partner er sammen med en anden, så kan det kun være fordi de ikke elsker partneren længere. Hvor de har den skrøne fra, aner jeg ikke, men det er i hvert fald en af de “sandheder” man med fordel kunne lægge på hylden og lytte efter hvad ens partner faktisk fortæller en.
Måske man så også kunne spørge hvad “det betød ikke noget” egentlig betyder, for selv det betyder vel ikke det samme i alle tilfælde. Jeg kan da komme i tanker om kys som virkelig ikke betød noget for mig, og kys som betød en masse, men ikke betød noget for mine følelser for min kæreste. Så hvad er det egentlig man mener når man siger sådan? Det finder man aldrig ud af hvis man kun tager sin egen udlægning af det for gode varer og ikke lytter til den der siger det.
Den med “jeg betød åbenbart ikke nok til at … ” kan jo i øvrigt bruges begge veje. “Hvis du virkelig elskede mig, ville du ikke have været sammen med hende” og “Hvis du virkelig elskede mig, ville du ikke forlade mig bare fordi jeg var sammen med hende” . For mig stiller kærlighed ingen betingelser. Det der gør min elskede lykkelig, gør mig lykkelig.
Men ja, det er alt sammen meget lettere sagt end gjort, og jeg er helt klar over at det ER som du skriver. Det er derfor jeg har sat mig denne her mission for – at få os til at tale sammen om vores lyst og kærlighed til andre FØR det går galt. Netop så vi kan få belyst den og gjort den så ufarlig som den reelt er. For det er den. Det er løgnene om den og angsten for at tale om den der er utroskaben, og det er den der er forfærdelig – ikke lysten i sig selv.
Det var muligvis en lidt forvirret smøre – håber den gav mening. 🙂
Hej Anja
Vil lige indsparke en bemærkning om at hvis det var mig der havde været den utro part, havde jeg ikke været i stand til at føre min mand bag lyset i 2½ år. Jeg ville være kommet til at afsløre mig, fortale mig eller min dårlige samvittighed ville have ændret mig, så han havde opdaget det. Det er uhyggeligt at et menneske kan være så tæt og falsk uden man opdager det.
Samtidig var forholdet “ægteskabslignende” De arbejdede sammen i en stor forsikringsvirksomhed i København, så de var sammen 5 dage om ugen fra 9-17 og havde desuden sex 2 gange om ugen fra 7-9. I weekenden var hun hjemme i England, hos manden og de 3 børn, så der måtte de undvære hinanden. Derudover var der rejser til bl.a. Sverige, Norge, England hvor de overnattede!!! Hun + familie blev også inviteret til at holde sommerferie i vores sommerhus, som jeg godtroende idiot, gjorde fint rent, med blomster på bordet osv, så de kunne føle sig godt behandlet. Derudover blev hun + hendes børn, inviteret i forlystelsesparker, hvor min mand deltog. Han spurgte på et tidspunkt om jeg ville med!! men jeg syntes det ville være hyggeligere for dem hvis jeg ikke deltog. (Det var det sikkert også)
Så Anja, nu er det jeg spørger dig, hvordan dine følelser ville have det, hvis det var dig der var ført bag lyset på denne måde. Hvis du vidste at din mand stod op fra jeres ægteseng 2 gange om ugen, for at køre direkte til sin elskerinde. Køreturen tager ca 45 min, så han har haft rigelig tid til ast fortryde hver eneste gang, men ikke en eneste gang hans kærlighed til mig (og vores datter) forhindret ham i at udleve sine sexfantasier – ja, jeg ved godt man er 2 om disse fantasier, og jeg er absolut ikke snerpet. Vi har tidligere haft et rigt sexliv, men jeg har grænser. Hun ville f.ex. gerne vandre ned ad Henrik Ibsensvej midt i København, med sine bryster fremme (det syntes han kunne være frækt) og her er det at min grænse er nået. Jeg vil ikke udstille mig for fremmede. Så jeg ved godt hvad der har drevet ham, en kvinde der ikke sagde nej til noget, men det hjælper ikke på mine følelser af at være gjort til grin og have været alt for tillidsfuld. Kort sagt en idiot.
Han siger stadig at det er mig han elsker og mig han vil leve med og lige nu forsøger vi (jeg) men jeg ved ikke om jeg vil være i stand til at glemme hans ligegyldighed for mig, mens det stod på. Og kan jeg stole på at det er mig han elsker? Hun er nu sparket hjem til England og familien i Kent, så hun er ikke tilgængelig mere.
Kun tiden vil vise hvad der venter mig og det er næsten ikke til at holde ud. Vente …vente … vente
hilsen
Lis
Kære Lis
Det går lige op for mig at jeg ikke fik svaret på din kommentar, og det vil jeg gerne.
Jeg håber ikke at jeg noget sted har givet udtryk for at jeg ikke synes det er forfærdeligt at blive løjet for af den man elsker. Var jeg i din situation, ville jeg også blive dybt ulykkelig over at være blevet frataget mit frie valg af under hvilke betingelser jeg ville leve i mit ægteskab. Og ligesom dig forstår jeg heller ikke at man kan leve sådan i så lang tid uden at afsløre sig selv. Jeg er selv som en åben bog, og de gange jeg har forelsket mig i andre end de mænd jeg har levet sammen med, har jeg fortalt det nærmest øjeblikkeligt.
Jeg kan af gode grunde ikke tale på din mands vegne, og jeg kan slet ikke udelukke at andre har det anderledes end mig, men hvad jeg kan fortælle dig med 100 %s sikkerhed, er at det ER muligt at elske mere end en person ad gangen. Det er også muligt at elske én og være ovenud seksuelt tændt på en anden (jeg ville selv forelske mig og ende med at elske vedkommende, men jeg har selvfølgelig ikke noget belæg for at påstå at gælder for alle andre). Så når din mand siger at han elsker dig, behøver det altså ikke være løgn.
Men for pokker, hvor må det være en hård omgang for jer begge at komme igennem, og jeg tager hatten af for at I kæmper. (Mit tilbud om at sende en bog, står i øvrigt stadig ved magt. Det er nok mest ham der kunne have brug for at læse den da den især handler om at blive et ærligere menneske).