Spørgsmålet fik jeg for nylig af en veninde da vi sad og sludrede om kærester over en god brunch: Hvad giver han dig egentlig? Og jeg kunne faktisk ikke rigtigt svare, for jeg synes ikke han “giver mig” noget som sådan. Jeg er sammen med ham fordi jeg elsker ham og elsker at være i selskab med ham. Jeg føler mig rummet og fri til at være mig selv sammen med ham. Er det at give mig noget? Jeg ved det ikke. Det er jo ikke noget jeg ikke også ville have hvis jeg var alene.
Jeg bryder mig faktisk ikke om tanken om at en kæreste er en man skal have noget af. En kæreste skal ikke gøre noget for min skyld. Han skal være ham, og hvis det at han tager sig af sine egne behov, harmonerer med det at jeg tager mig af mine, så fungerer vi sammen. Dermed ikke sagt at vi ikke kan gøre noget for hinanden, men det skal være af lyst – ikke “bare” fordi vi er kærester.
Men måske forstod jeg slet ikke spørgsmålet. Hvad er dit svar? Hvad giver din kæreste/mand/kone dig?
P.S. Hvis du skulle have lyst til at læse mere om mit syn på parforhold, er min bog om utroskab måske noget for dig – klik her.
grå hår? 😉
Spøg til side. Men det handler for mig at se endnu mere om hvad vi selv bringer ind i et forhold. Selv de mest underlige situationer kan vendes til noget morsomt med et glimt i øjet eller en frisk bemærkning.
Vi tænker ikke så meget i hvad vi får, men nok mere i hvad vi giver hinanden (og børnene)… 🙂
Det handler om at give frihed, så den partneren kan være den, han/hun virkelig er. Til at støtte vedkommende i den konstante udviklingsproces.
Det værste og mest dræbende for forholdet er, at sætte begrænsninger.
Friheden må være det, der “binder” sammen.
Mennesker er sociale dyr. Vi har i en meget virkelig forstand “brug” for hinanden for at overleve – og mener jeg ikke bare en der skal hjælpe med at skaffe til dagen og vejen, men social, kærlig omsorgsfuld kontakt er en livsnødvendighed for at fungere. Det ses bl.a. i eksperimenter med baby-aber der viser at selv med tilstrækkelig føde og fysiske omgivelser dør de uden den sociale kontakt. Det har også vist sig at den smerte der opstår ved bruddet med en kær er meget virkelig – den udløses de samme steder i hjernen som tabet en kropsdel. Så en kæreste kan på en meget reel måde blive en del af en selv.
Rent psykologisk bruger vi selvfølgelig også ofte kærester til at give os det vi tror vi ikke selv formår. En kæreste har ikke sjældent en større eller mindre del af de egenskaber vi selv har placeret i vores egen “skygge” – som vi derfor tror vi ikke har adgang til. Derfor er der også ofte et mønster med en enorm tiltrækning til at begynde med (Wauw – han/hun har jo det jeg mangler) efterfulgt af en betydelig irritation (jeg har jo forladt den del af mig selv fordi jeg ikke kan holde den ud).
Og min kæreste? Hun er dejlig fordi hun er her sammen med mig. Fordi hun er blevet en del af mig. Fordi vi kan tale om hvordan vi kan vokse sammen. Fordi vi kan tale om vi måske ikke skal være sammen hvis det vi vil er alt for forskelligt.
Og som dig Anja siger jeg nej tak til indkøbslisten.