Jeg har fået endnu et spørgsmål fra en læser af bloggen (og tak for det – det er altid rart med inspiration :-)). Spørgsmålet lyder:
“Jeg fik spørgsmålet om jeg var poly og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare, da jeg aldrig har haft flere end 1 kærester samtidigt. Umiddelbart ville jeg alligevel svare “ja”, fordi det kunne ske jeg forelskede mig i flere og fordi jeg ikke ser meningen med monoamori. Men sålænge polyamori er så ukendt får man så mange til at tro, at man har flere forhold kørende. Uanset hvad ens situation er kræver det jo nok en yderligere forklaring, men synes du det er kontraproduktiv at bruge udtrykket medmindre man lever i et polyamorøst forhold (og hvornår gør man det?), hvor trækker du grænsen til “polytolerance”, og gavner eller forvirrer det mere at oplyse om og anvende begge ord i det hele taget?”
Det er egentlig noget underligt noget, det med at sætte etiketter på følelser, og jeg kan godt forstå din tvivl. For er det egentlig ikke også en begrænsning at sætte for sig selv at sige at man er polyamorøs? Jeg har primært sat den etiket på mig selv fordi det var befriende at få sat et ord på det dengang jeg gik og var forvirret over mine egne følelser, men egentlig ville det være meget mere dækkende f.eks. at sige at jeg har en “fri seksualitet/amori” el.lign., for jeg tror mest det er det der kendetegner sådan en som mig – og dig, gætter jeg på – at der bare ikke er nogen skarpe grænser for hvordan jeg synes et kærlighedsliv kan se ud, men at jeg tager tingene som de kommer, og ikke har behov for garantier. Om kærligheden viser sig i form af én, flere, mænd eller kvinder, inkl. eller ekskl. sex, har jeg ingen forventninger om – jeg gør det der føles rigtigt.
Jeg har før fået stukket i snuden at jeg da ikke er polyamorøs når jeg kun har én kæreste, men det synes jeg ikke er rigtigt. Det svarer jo til at man fortæller en lesbisk singlekvinde at hun ikke er lesbisk bare fordi hun ikke lige har en kvinde i sit liv for tiden. Eller at en biseksuel mand ikke er biseksuel fordi han kun har et forhold til en kvinde for tiden. Så på den baggrund mener jeg godt at du vil kunne kalde dig polyamorøs selv om du kun har én kæreste. Spørgsmålet er så om du overhovedet har behov for at sætte etiket på. Det er måske mere dine omgivelser der har det behov. 🙂
Min egen kæreste har det faktisk på samme måde som dig. “Umiddelbart ville jeg alligevel svare “ja”, fordi det kunne ske jeg forelskede mig i flere og fordi jeg ikke ser meningen med monoamori”, kunne lige så godt have været formuleret af ham. Men han går overhovedet ikke op i det. Det interesserer ham ikke at sætte etiket på, og det interesserer ham ikke at spekulere på om han eller jeg en dag finder en partner mere. Han har andre ting at gå op i og tager livet som det kommer. (Forleden klagede han faktisk lidt over at vi står som “i åbent forhold” på Facebook, fordi han så skal forklare sine nysgerrige venner noget der ikke optager ham en døjt, men som mere er min “sag” ;-))
En polytolerant ser jeg som en monogam person der har det fint med at partneren har flere forhold, men som ikke oplever sig selv som polyamorøs fordi han/hun måske slet ikke selv kan forestille sig at elske flere på en gang. Dvs. hvis en polyamorøs kvinde nu f.eks. har et forhold til en polyamorøs mand og en monogam mand og det foregår fuldkommen åbent og accepteret af alle parter, så er den monogame mand polytolerant. Eller hun kan have et forhold til to (eller flere) polytolerante, monogame mænd (eller kvinder).
Jeg tror begge begreber kan forvirre folk der ikke kender til dem, men jeg synes det er rart at have begge to. En dag bliver det jo forhåbentlig så almindeligt at folk ved hvad man mener med dem, uden at man skal forklare så meget. 🙂
