For noget tid siden var der noget jeg pludselig kom i tanker om: Hver gang jeg har været i et forhold og har forelsket mig i en mere, er det sket efter at jeg var holdt op med at tage p-piller. “Hver gang” lyder af så meget, men 2 gange er det jo sket. Når jeg så er begyndt at tage p-piller igen, har jeg kunnet mærke en ændring i min psyke – jeg har følt mig mindre åben af sind og hjerte, og min sexlyst er også dalet.
Jeg har derfor været lidt spændt på hvordan min krop og mit sind ville opføre sig da jeg for et halvt års tid siden erstattede p-pillerne med en spiral. Og sørme om ikke min polyamorøse natur nu er begyndt at røre på sig igen. Det er da lidt pudsigt, eller hvad?
Jeg ved godt at du som læser ikke har andre parametre at forholde dig til her og derfor måske ikke kan komme med et kvalificeret bud på om det kunne have noget på sig, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at høre om andre kvinder derude har haft samme oplevelse? Evt. bare oplevelsen af at forelske sig efter et p-pille-stop – ikke nødvendigvis mens de var i et forhold allerede. Jeg ved i hvert fald at en del mister sexlysten af p-piller, og at de også kan påvirke vores humør, så helt skævt er det nok ikke, men kan der ligefrem være noget om at p-piller er med til at holde os kvinder på monogamiens sti?
Det er en almen kendt bivirkning af p-pillen, at mange kvinder får nedsat -eller helt mister sexlysten på grund af den. At en nedsat sexlyst mindsker risikoen for at være utro, kan der da godt være noget om og det omvendte i dit tilfælde.
Jeg føler mig meget lettet over at læse dit indlæg. Jeg oplever præcis det samme.
Efter at have været på p-piller i 8 år (siden jeg var 17), fik jeg i sommer en kobberspiral og stoppede derfor med p-piller. Efter jeg er ‘gået over til’ min egen cyklus har jeg oplevet en meget mere intens lyst til sex. Nogle gange tænker jeg (med et grin), at jeg har været indespærret i en hormonel burka i 8 år, og at min ‘ægte natur’ nu for første gang ser dagens lys, som en fjantet kvie der springer ud på marken efter en lang vinter i stalden. Lysten er dels rettet mod min kæreste (sommetider), men ligeså vel (og for det meste) andre mænd. Det er meget overvældende at opleve, og nogle gange kan jeg føle, at jeg næsten ikke kender mig selv. Jeg har verdens (som i VERDENS!) lækreste, dejligste kæreste og der er intet ved ham eller vores forhold og sexliv som jeg ville ændre hvis jeg kunne. Og alligevel får jeg den her lyst til andre. Tanken om at mærke og være tæt på en anden, er dejlig og spændende. Jeg har virkelig gransket min sjæl. Og min lyst til andre mænd lader virkelig ikke til at bunde i en lyst til at være single eller få en anden kæreste. Tværtimod, kunne jeg ikke forestille mit liv uden ham. Jeg tror nærmere lysten til er biologisk, måske en drift af en art. Jeg ser den mere som et supplement til min kærlighed til min kæreste. Jeg har haft en flirt og kysset en fyr i byen. Jeg har talt lidt med mine veninder om det, og jeg møder et meget velmenende “du skal se, det går over”. Men jeg kan mærke at det ikke stopper sådan lige. Jeg føler jeg skal vælge mellem at kvæle min lyst eller kvæle mit forhold, hvis I forstår hvad jeg mener? Jeg er meget optaget af at tænke på alt det her og bruger meget negativ energi på at holde det nede og fornægte det. Min kæreste ved intet og jeg er overbevist om at jeg ville knuse hans verden hvis jeg fortalte ham det. Derfor føler jeg ikke jeg kan andet end at holde det hemmeligt?
Dårlig samvittighed er der masser af. Men mest af alt er jeg ked af, at disse flirterier, og denne lyst (som i bund og grund er biologi), kan komme til at koste mig Mit Livs Kærlighed…