Jeg følger naturligt nok ihærdigt med i alt hvad der bliver skrevet og vist i medierne om utroskab. Der er to overskrifter der går igen (og igen og igen): “Sådan undgår du utroskab” og “Sådan afslører du utroskab”. Eller variationer over samme. Og emnet bliver taget op – endda i store temaartikler – mindst 2-3 gange om året. Så det er åbenbart et vigtigt emne. Det kan vi godt blive enige om. Men er det ikke vigtigt nok til at blive belyst fra alle sider?
Da jeg udgav min bog, Hvem er du utro?, gjorde jeg det bl.a. i forhåbning om at den kunne skabe en anderledes debat. Jeg håbede at den kunne være med til at vise en side af utroskab som aldrig var blevet vist før. Men det er ikke rigtig sket. Og det er ikke fordi jeg klager over at jeg ikke har været i medierne, for det har jeg sandelig, men altid med fokus på min historie om hvordan jeg har valgt at håndtere utroskaben i mit liv. Og tak for det; jeg fortæller glad og gerne om det igen og igen, for det er en historie der fortæller andre at de ikke er alene, og det har folk brug for at vide. Men det jeg savner, er en bredere debat i stedet for de debatter og artikler vi får serveret i pressen år efter år efter år efter år! Og jeg er ikke alene. I år udkom en anden anderledes bog om utroskab, nemlig David Nicosia Longhis bog Kvinden og Æblerne.
Hvor mine læsere sødt melder tilbage at min bog er varm, vedkommende og kærlig, har jeg hørt at David får en noget anden reaktion på sin bog. Den er provokerende og ærlig talt ikke særlig hyggelig læsning. Især kvinder reagerer stærkt på indholdet. Og det forstår jeg godt. Den giver ikke et billede af kvinder man har lyst til at identificere sig med. Men debatten den giver grobund for, er hamrende vigtig! Vinklen på den bog er at utroskab skyldes noget fysisk/kemisk/hormonelt i vores hjerner. Om det er rigtigt, ved jeg ikke (hvad er årsag og hvad er virkning?), men én ting er jeg meget enig i: Utroskab sker – uanset hvor meget vi prøver at “undgå” eller “afsløre” den. Den er der, og den forsvinder ikke. Eller rettere sagt: Lysten til andre forsvinder ikke. Om den så skyldes kemi eller kærlighed er i og for sig ligegyldigt i denne sammenhæng.
Forhåbentlig kan vi få utroskaben til at forsvinde, men det sker ikke på den måde pressen bliver ved at fremhæve at det bør ske. “Sådan undgår du utroskab” svarer til at sige “sådan undgår du at spise” og bilde folk ind at sult er unaturligt og unormalt. Problemet er at hvis man undertrykker sult i længere tid, så ender man med at kaste sig ud i et ædegilde! Sult forsvinder ikke bare fordi man undertrykker den – tværtimod. Det samme gælder lysten til andre end vores partner. Den kan ikke bare undgås. Men vi kan vælge at håndtere den som noget naturligt og normalt – for det er det – så vi sammen kan beslutte hvad vi vil gøre ved den.
Min frustration går på at den side af sagen ikke får ret meget spalteplads. Jeg ved ikke om det er fordi det forbudte og forkerte sælger bedre. Der er sikkert flere penge i forbudt og beskidt sex end i fri kærlighed. Det ærgrer mig bare sådan at den vinkel på emnet der får folk til at føle sig forkerte, skamfulde og ulykkelige, er den fremherskende. Det ærgrer mig når folk kommer hen til mig efter et foredrag og siger “tak fordi du stiller dig op og siger alt det jeg ikke tør”, at vide at de har god grund til ikke at turde det. Det ærgrer mig at ideen om fri kærlighed afvises med det klassiske “jamen, det har man jo prøvet i 60’erne – det fungerede ikke”, når det samme argument snildt kunne afvise ideen om monogami. Det fungerer jo ikke, kære venner. Monogami er en drøm vi forsvarer med næb og kløer fordi vi er bange for hvad der ville ske hvis vi vågnede. Min mission er at ruske i de sovende. Ikke for absolut at få dem til at vælge noget andet, men fordi de skal vide at de har et valg.
Mon ikke årsagen netop ligger i at folk sover? Interessant påstand, som jeg er enig med dig i. Folk er nervøse fordi de ikke kan “kontrollere” sig ud af problemerne, og derfor skal de bruge en anden måde at åbne op for frustrationen, og hvad er så nemmere end at reagere på folk som siger den sandhed de måske frygter allermest?
Netop derfor er der folk der ikke siger tingene åbent, og så glædeligt at din bog er kommet på markedet. Nu mangler vi bare at moralisterne også får købt (og læst) bogen frem for at vedblive med deres harcellering.
God weekend. 🙂
Der er intet som forargelse og mulighed for at pege fingre af andre, som interesserer pressen. Den åbne debat findes måske nok, men i mange fora og medier bliver den måske enten undertrykt eller overdøvet af sensationsemner og forargelsen over andre folks opførsel.
Og når det er sådan vil mange der har lyst til at ytre sig tie, af frygten for at ryge i den offentlige gabestok – trist. Vi er ikke så frie som vi måske selv tror.