Jeg går rundt med en lille missionær indeni der siger at vi alle sammen dybest set er polyamorøse, men samfundet har bildt os ind at det er bedre at vi er monogame, og det forsøger de fleste så at indordne sig under (mens de fejler i hemmelighed). Jeg er dog ikke 100 % sikker på at missionæren har ret. Der er nemlig folk der fortæller mig at de altid er deres kærester utro, men at det ikke er kærlighed de føler over for dem de er utro med, og hvis det bliver til kærlighed, så mister de kærligheden til – eller i hvert fald lyst til at danne par med – den person de er i forhold med. Min indre missionærs påstand er så den der med samfundet – at de tror de er nødt til at vælge for “man kan jo ikke elske mere end én ad gangen på den måde” – og at den overbevisning sammen med ulysten til at være anderledes er så stærk at den overdøver naturen, om jeg så må sige.
Der findes selvfølgelig folk der er er så inderligt monogame at de aldrig får lyst til en anden i hele deres liv, men ifølge statistikkerne hører de til et fåtal. Men hvad med alle de facademonogame – vil de dybest set være åbne for flere kærlighedsforhold – altså polyamori – eller handler det om noget helt andet? Hvad mener du?
P.S. Hvis ovenstående har givet dig lyst til at læse min bog om utroskab, så klik her.
