I denne uge har jeg både kunnet læse at jeg tilhører den seksuelle overklasse, og at jeg forherliger utroskab. Ikke i direkte personlige angreb, men indirekte.
Angela Brink skrev i Jyllands Posten den 2/12 at hun er træt af den forherligelse af utroskab der sker i de kulturradikale medier. Jakob Jessen kalder d. 6/12 på Zetland sex med andre end kæresten for ”den nye skilsmissekur – dog kun for overklassen” – det han længere nede i artiklen kalder for ”den seksuelle overklasse”.
Begge angriber de Adam Holms aktuelle P1-udsendelser om utroskab. Udsendelser jeg synes er helt fantastiske. For endelig er der nogle der får lov at tale højt og længe om det faktum at utroskab sker, uden at det er i form af fordømmelse, ”10 tegn på at din partner er dig utro”, ”sådan afslører du din partner”, og hvad der ellers har præget den offentlige debat af vrøvl om utroskab lige så længe jeg kan huske.
Og dét er ingen forherligelse. Jeg ser ingen skrive at utroskab er fedt. Overhovedet. Jeg hører heller ikke Adam Holm eller nogen af hans gæster sige det i radioen. Jeg hører derimod en masse sige nu at utroskab sker. Ofte. Så ofte at de fleste af os, hvis ikke alle, kommer i berøring med utroskab på ét eller andet tidspunkt i løbet af vores liv. Og jeg hører – endelig – nogle tale om at det er tilgiveligt. At et parforhold faktisk godt kan overleve det hvis man vil.
Det er ikke skadelig tale – tværtimod! Det skadelige er udskamningen af dem der er utro. Det skadelige er at blive ved at bilde sig selv og hinanden ind at utroskab er en forbrydelse. Dét er med til at holde myten om at der absolut må være noget galt med en eller med ens parforhold hvis man er utro, i live. Eller at man har grund til at gå – ja, faktisk er en idiot hvis man ikke går – hvis partneren er utro.
Vi kan godt blive enige om at der er et problem i parforholdet hvis den ene part er utro. Men problemet er ikke utroskaben. Problemet er opstået inden. Problemet er at man tror eller synes man er nødt til at have hemmeligeheder for hinanden. Og en udskamning af de utro er ikke løsningen på det problem. En del af løsningen er at vi begynder at tale om vores lyst til andre som det faktum den er. Og det er ikke kun de utros ansvar. Der er en anden part som har ansvar for sin reaktion på det der bliver fortalt. Den anden har ansvar for at give rum til sandheden fremfor at signalere at der kun er én sandhed der må siges.
Vi kan også godt blive enige om at et klassisk monogamt par har en aftale om at være seksuelt eksklusive, så den part der bryder den aftale, er måske den første skurk. Men ”at elske og ære hinanden” som det ægteskabelige løfte man har givet hinanden, lyder, gælder begge veje. At ens partner har trådt i spinaten, gør ikke den partner til et dumt svin. At gøre opmærksom på dét, er ikke at forherlige utroskab. Det er er tilføje utroskabsdebatten et længe tiltrængt perspektiv.
Jeg frydes over at den debat endelig har grebet om sig og fundet fodfæste. Og må den fortsætte og få endnu flere perspektiver i mange år fremover indtil den ikke længere er nødvendig fordi emnet ikke længere er betændt.
Jeg fryder mig også over at det åbne forhold er ved at blive mainstream. Ikke fordi jeg synes alle skal leve sådan, men fordi jeg har lyst til at leve sådan.
Jeg fryder mig over åben oplysning om emnet, men jeg kan se at den endnu ikke er tilstrækkelig når Jakob Jessen f.eks. taler om ”et kødmarked, hvor den, der ikke er smuk og selvsikker – den, der ikke tilhører den seksuelle overklasse – risikerer at blive skrøbelig og ensom”. Hvad er det for noget vrøvl, at den der ikke er smuk (hvem bestemmer hvad smuk er?) og selvsikker, bliver en taber i et eller andet spil som os i åbne forhold – os i ”den seksuelle overklasse” – vinder?
Der er i mine øjne ikke noget galt med folk der ikke lever som jeg gør. Jeg ser kun noget galt i at nogle lever på en bestemt måde udelukkende fordi den er rigtig i andres øjne. Fordi det er skamfuldt at ønske sig noget andet. Og jeg mener at den åbne og tilgivelsesrettede snak om utroskab er et godt skridt på vejen mod at folk tør sige højt hvad de har lyst til i deres parforhold. Hvis vi bliver ved at skamme de utro ud, så bliver de utro ved at have hemmeligheder, og det bliver ved at gå ud over deres partnere. Og dét synes jeg er en skam.
Indlægget er skrevet som debatindlæg til Politiken, men da de ikke har bragt det et par uger efter at de sagde at de ville, går jeg ud fra at de har droppet det igen, og derfor deler jeg det nu her (og baguddaterer det til den dag jeg skrev det – selv om det faktisk er lagt online 27/12).
Der er intet overraskende over, at etablerede medier som Politiken helst undgår debatten, for den er ‘farlig’. Farlig for dem, som ikke tør stå ved, at vores lyster udvikler sig gennem livet. Det er SÅ dejligt, at du skriver så ærligt og direkte, for det er det eneste som kan flytte folk.
Som jeg tidligere har sagt var din bog om emnet en fantastisk øjenåbner, og rejsen ud i nye muligheder burde være et eventyr for alle i en tid hvor selvhjælps- og selvudviklingsbøger sælger som varmt brød fra bageren.
Overraskende er det, at vi må udvikle sindet, vores gennemslagskraft m.v., men ikke vores seksualitet. I mine øjne fordi nogle forstokkede mennesker er bange for alt der er anderledes – og fordi deres moralkodeks er låst i en indre missionsk tankegang, hvor alt det moderne må være noget ‘værre noget.’ Måske fordi det går op for mange, at deres sexliv er r*vkedeligt, og de gerne vil have noget mere ud af livet. Den slags er ikke godt, hvis man abonnerer på ‘same procedure as last year, Miss Sophie’ som vi om et par dage skal se i 90 års fødselsdagen…
Tak, Anja, fordi du bliver ved med at prikke til emnet. Det er yderst værdsat. 🙂
Tak, Henrik! Det skal lige siges at Politiken bestemt ikke undgår debatten – de har bragt flere indlæg om emnet, og ville også bringe dette. Jeg tror bare der kom noget mere aktuelt i vejen. (Eller også har de faktisk bare gemt det til senere.) 🙂