Jeg kender en der aldrig har sagt “jeg elsker dig” til sin kæreste. Ikke engang et “i lige måde” til hendes. Jeg kender også mange kvinder for hvem det ville være intet mindre end en katastrofe. Men hvorfor egentlig? Hvorfor lægger vi så meget vægt på de 3 ord?
De mænd jeg har forladt eller på anden vis gjort kede af det, har jeg alle elsket. Jeg har kunnet kigge dem i øjnene imens de var dybt ulykkelige, og sige “jeg elsker dig”. Og det kan jeg endnu, for jeg elsker dem stadig. Nu er de her bare ikke længere til at høre det. For kærligheden var ikke nok. Der var noget andet der gjorde at jeg ikke længere kunne være sammen med dem. Det var ikke fordi jeg ikke elskede dem.
Så “jeg elsker dig” er slet ingen garanti for at vi altid skal være sammen, og ikke at sige det eller høre det betyder absolut ingenting. Det der betyder noget, er om man er lykkelig, om man har det godt sammen, om han smiler når han ser på en, om man samler hans sokker op med et lille fnis, om man kan kysse med morgenånde. Og når han pludselig kigger på en og siger “jeg synes bare vi har det så fedt sammen”, er et “jeg elsker dig” da ingenting i sammenligning. Han har det fedt – hvad kan være bedre end det? “Jeg elsker dig” kan enhver jo komme og sige. Lyt i stedet til alt det der ikke bliver sagt – det er så uendelig meget vigtigere.
Jeg har lyttet i mange år. Og hold da op hvor det tog mig lang tid at få øje på det der ikke blev sagt. Jeg fik øje på det, da jeg begyndte at flytte fokus og elske mig selv. Og hvis man man aldrig for øje på det, der ikke bliver sagt og lære at elske sig selv, så hakker man og higer efter de tre små ord og roserne eller man finde en anden der kan bekræfte en med ord. Men bliver man lykkeligere ?.Hold da op hvor det hjælper at åbne sine øjne og kigge på sig selv og hinanden.