≡ Menu

Ingen forherliger utroskab!

I denne uge har jeg både kunnet læse at jeg tilhører den seksuelle overklasse, og at jeg forherliger utroskab. Ikke i direkte personlige angreb, men indirekte.

Angela Brink skrev i Jyllands Posten den 2/12 at hun er træt af den forherligelse af utroskab der sker i de kulturradikale medier. Jakob Jessen kalder d. 6/12 på Zetland sex med andre end kæresten for ”den nye skilsmissekur – dog kun for overklassen” – det han længere nede i artiklen kalder for ”den seksuelle overklasse”.

Begge angriber de Adam Holms aktuelle P1-udsendelser om utroskab. Udsendelser jeg synes er helt fantastiske. For endelig er der nogle der får lov at tale højt og længe om det faktum at utroskab sker, uden at det er i form af fordømmelse, ”10 tegn på at din partner er dig utro”, ”sådan afslører du din partner”, og hvad der ellers har præget den offentlige debat af vrøvl om utroskab lige så længe jeg kan huske.

Og dét er ingen forherligelse. Jeg ser ingen skrive at utroskab er fedt. Overhovedet. Jeg hører heller ikke Adam Holm eller nogen af hans gæster sige det i radioen. Jeg hører derimod en masse sige nu at utroskab sker. Ofte. Så ofte at de fleste af os, hvis ikke alle, kommer i berøring med utroskab på ét eller andet tidspunkt i løbet af vores liv. Og jeg hører – endelig – nogle tale om at det er tilgiveligt. At et parforhold faktisk godt kan overleve det hvis man vil.

Det er ikke skadelig tale – tværtimod! Det skadelige er udskamningen af dem der er utro. Det skadelige er at blive ved at bilde sig selv og hinanden ind at utroskab er en forbrydelse. Dét er med til at holde myten om at der absolut må være noget galt med en eller med ens parforhold hvis man er utro, i live. Eller at man har grund til at gå – ja, faktisk er en idiot hvis man ikke går – hvis partneren er utro.

Vi kan godt blive enige om at der er et problem i parforholdet hvis den ene part er utro. Men problemet er ikke utroskaben. Problemet er opstået inden. Problemet er at man tror eller synes man er nødt til at have hemmeligeheder for hinanden. Og en udskamning af de utro er ikke løsningen på det problem. En del af løsningen er at vi begynder at tale om vores lyst til andre som det faktum den er. Og det er ikke kun de utros ansvar. Der er en anden part som har ansvar for sin reaktion på det der bliver fortalt. Den anden har ansvar for at give rum til sandheden fremfor at signalere at der kun er én sandhed der må siges.

Vi kan også godt blive enige om at et klassisk monogamt par har en aftale om at være seksuelt eksklusive, så den part der bryder den aftale, er måske den første skurk. Men ”at elske og ære hinanden” som det ægteskabelige løfte man har givet hinanden, lyder, gælder begge veje. At ens partner har trådt i spinaten, gør ikke den partner til et dumt svin. At gøre opmærksom på dét, er ikke at forherlige utroskab. Det er er tilføje utroskabsdebatten et længe tiltrængt perspektiv.

Jeg frydes over at den debat endelig har grebet om sig og fundet fodfæste. Og må den fortsætte og få endnu flere perspektiver i mange år fremover indtil den ikke længere er nødvendig fordi emnet ikke længere er betændt.

Jeg fryder mig også over at det åbne forhold er ved at blive mainstream. Ikke fordi jeg synes alle skal leve sådan, men fordi jeg har lyst til at leve sådan.

Jeg fryder mig over åben oplysning om emnet, men jeg kan se at den endnu ikke er tilstrækkelig når Jakob Jessen f.eks. taler om ”et kødmarked, hvor den, der ikke er smuk og selvsikker – den, der ikke tilhører den seksuelle overklasse – risikerer at blive skrøbelig og ensom”. Hvad er det for noget vrøvl, at den der ikke er smuk (hvem bestemmer hvad smuk er?) og selvsikker, bliver en taber i et eller andet spil som os i åbne forhold – os i ”den seksuelle overklasse” – vinder?

Der er i mine øjne ikke noget galt med folk der ikke lever som jeg gør. Jeg ser kun noget galt i at nogle lever på en bestemt måde udelukkende fordi den er rigtig i andres øjne. Fordi det er skamfuldt at ønske sig noget andet. Og jeg mener at den åbne og tilgivelsesrettede snak om utroskab er et godt skridt på vejen mod at folk tør sige højt hvad de har lyst til i deres parforhold. Hvis vi bliver ved at skamme de utro ud, så bliver de utro ved at have hemmeligheder, og det bliver ved at gå ud over deres partnere. Og dét synes jeg er en skam.

 


Indlægget er skrevet som debatindlæg til Politiken, men da de ikke har bragt det et par uger efter at de sagde at de ville, går jeg ud fra at de har droppet det igen, og derfor deler jeg det nu her (og baguddaterer det til den dag jeg skrev det – selv om det faktisk er lagt online 27/12).

{ 2 comments }

Ny udsendelsesrække på P1: Jeg er utro med Adam Holm

Adam Holm fra DR sætter spot på det store tabu som utroskab desværre stadig er, i en udsendelsesrække på P1 som starter med at han fortæller om utroskaben i hans eget ægteskab. Det er personligt, ærligt, og jeg kan lide det!

Ligesom Sara Skaarup i sit indlæg om det i dag kunne jeg dog få lyst til at spørge: Hvorfor ikke smide ordet utroskab helt ud af sit ordforråd og blive enige om at så lever vi på en anden måde?

Men at nedbryde tabuet og automatformodningen om at utroskab er afslutningen på et parforhold, er en god start.

Hør udsendelserne her: Jeg er utro med Adam Holm

 

{ 3 comments }

Nåhja, det er jo ikke fordi jeg går ind for tvang, men hvis jeg kunne, ville jeg gøre denne her bog til obligatorisk læsning for alle polyamorøse – eller folk der bare overvejer at springe ud i polylivet:


Jeg har lige læst den (eller rettere hørt den som lydbog), og jeg er TOPbegejstret! At jeg er enig i nærmest alt hvad der står i den, hjælper selvfølgelig på begejstringen.

Personligt ville jeg ønske at jeg havde læst den for nogle år siden, for så havde den måske sparet mig for en del hjertekvaler. Den sætter ord på følelser og oplevelser jeg selv har haft, men ikke har haft erfaring nok til at vide hvad jeg skulle stille op med.

At erfare tingene selv er selvfølgelig en god og effektiv udviklingsvej, men jeg bilder mig ind at der var ting jeg ikke havde rummet og levet med hvis jeg havde haft andres erfaringer som denne her bog byder på, til at tænde mine alarmlamper.( Det betød også at jeg tog nogle tudeture under læsningen da de alarmlamper tændte.)

Bogen har stort fokus på respekt hele vejen rundt. Megen polylitteratur og -debat har fokus på det etablerede par der åbner deres forhold, men glemmer helt dem de åbner deres forhold for. Dem bliver der (også) taget kærligt hånd om her. Det hierarkiske polyforhold bliver udfordret, så er du fast besluttet på at det er sådan dit polyliv skal være, vil det måske være en meget provokerende bog at læse. Jeg håber nu alligevel du lader dig udfordre og gør det.

Den er fuld af virkelig gode spørgsmål man kan stille sig selv i forskellige situationer. De er med til at give klarhed over hvilket polyliv det egentlig er man ønsker sig, og hvem man ønsker at involvere sig med.

Er du ikke sikker på at du bogen er noget for dig (men det er den ;-)), så kan du evt. starte med bloggen her: More Than Two og få en fornemmelse af stilen.

Jeg vil i øvrigt gerne tilføje at lydbogen er vanvittigt godt indlæst og en ren fornøjelse at høre. Jeg var dog nødt til også at købe den som e-bog (eller fysisk bog, men det var jeg for utålmodig til i min begejstring) så jeg kunne lave understregninger og fremover kan bruge den som opslagsværk.

{ 2 comments }

Lav en kærlighedskontrakt med dig selv

I Sara Skaarups fremragende bog Kærlighedskontrakten, kan man læse hvordan man som par kan gribe det an at åbne sit parforhold. Sara anbefaler at man laver en række aftaler – måske ligefrem en kontrakt – som selvfølgelig ikke nødvendigvis er statisk, men i hvert fald et godt udgangspunkt at åbne forholdet ud fra. Det giver en vis tryghed at man på forhånd har aftalt hvad man vil tillade, og hvad man ikke vil tillade, og så kan man senere flytte grænserne sammen hvis de viser sig at stramme.

En tråd på Facebook i dag om at lave sådan nogle aftaler i et par gav mig den tanke at jeg som polyamorøs singlekvinde burde lave sådan en kontrakt med mig selv.

Jeg har sådan set hele tiden vidst hvad jeg ønskede mig af et forhold, men jeg har ikke tidligere gjort mig klart hvad jeg ikke havde lyst til at leve med, for jeg vidste ikke i praksis hvad for nogle udfordringer jeg kunne løbe ind i. Det har gjort at jeg til tider har været mere rummelig og tålmodig end godt var (for mig selv i situationen). Til gengæld har det også givet mig en større viden om hvad jeg personligt har brug for i et forhold.

Så dagens opfordring her fra – ikke mindst til mig selv – skal lyde: Lav en kærlighedskontrakt med dig selv. Det gælder sådan set uanset om du er i et monogamt eller et polyamorøst forhold – eller er single mono/poly. (I nedenstående tager jeg dog udgangspunkt i polyforhold.)

Hvad skal der stå i din kærlighedskontrakt?

Din kontrakt med dig selv kan f.eks. indeholde svar på:

Hvad ønsker du af en partner? Hvad ønsker du af en partners partner(e)?

Hvad er dine behov for samvær?

Hvilken slags forhold ønsker du at indgå i? Hvilken slags forhold kan du absolut ikke leve i?

Er du åben for at være nr. 2 (eller 3 eller 4), eller skal du altid være nr. 1? Skal der måske slet ingen rangordning være?

Hvor meget kontakt forventer du at have med din partners partner(e)? Kan du leve med at de ikke ønsker kontakt til dig, eller er det et krav at der er kontakt?

Hvor meget forventer du at din partner skal involveres eller involvere sig i din familie/omgangskreds? Hvor meget forventer du at blive involveret i hans/hendes?

Hvor meget tid ønsker du at I skal bruge sammen? Er det vigtigt at I kan tage på ferie sammen? Er det vigtigt at I f.eks. kan holde jul sammen?

(Har du flere ideer, er du meget velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet nedenfor.)

Kan man ikke bare finde ud af det hen ad vejen?

Det kan virke fjollet at skrive den slags ned, for er det ikke bare noget man finder ud af sammen hen ad vejen? Ikke altid. Og især ikke hvis du er nogens sekundærpartner, for så er det måske dem i det primære parforhold der sætter dagsordnen, og afhængigt af hvor de er i deres egen og fælles udvikling, kan du risikere at blive kørt ud på et sidespor. Er du selv fra begyndelsen opmærksom på hvad du vil være med til, og hvad du ikke vil være med til, kan du sætte din egen dagsorden og nå at sige fra og evt. trække dig inden du bliver kørt over.

Kan du ligefrem overtale din (evt. kommende) partner og dennes partner(e) til at lave kontrakter med sig selv også, så er det en gylden mulighed for at sætte jer sammen og tale igennem hvad der står i jeres individuelle kontrakter, og se hvor godt jeres ønsker matcher – og om der evt. skal/kan skrues på dem her og der.

God fornøjelse. 🙂

{ 0 comments }

Utro mennesker = dumme svin?

Jeg havde lørdag d. 3/1-15 et debatindlæg i Politiken: Vi stempler stadig de utro som nogle dumme svin. Det har givet rigtig mange kommentarer – især på Politikens Facebook-side. Folks generelle holdning er desværre stadig: utro = dumt svin. Som netop er det jeg angriber i mit indlæg.

Nu er det nogle år siden jeg udgav min bog, og jeg er siden blevet træt af at debattere emnet, så det kan synes paradoksalt at jeg lige udgav sådan et debatindlæg. Og jeg har så også holdt min mund i den debat det skabte. Men jeg vil da godt lige kort kommentere de mest almindelige kommentarer jeg modtog. Resten af mine egne nuancer kan man få ved at læse indlæg her på bloggen eller måske høre mit gratis foredrag.

Jamen, utro mennesker ER dumme svin

Jeg burde måske have startet med min egen definition af “dumt svin”. For mig et et dumt svin en der gør noget for bevidst at gøre et andet menneske ondt. Dem kender jeg faktisk ingen af – om nogen overhovedet. Jeg har argumenteret i indlægget for hvad der efter størst sandsynlighed ellers er på færde: Den utro er bange for reaktionen på sin lyst til en anden. Og har partneren fra starten kommunikeret et tydeligt “utro mennesker er nogle dumme svin”, så er den angst temmelig forståelig. [continue reading…]

{ 6 comments }

Sætningen “skal man ødelægge et ægteskab bare for at få lidt pik?” blev sagt af Simon Jul i Mads & Monopolet i går. Dilemmaet handlede om utroskab, og her har jeg taget sætningen ud af sin sammenhæng, men den er god fordi den indeholder et lille ord som ofte kun gælder den ene vej når det bliver brugt. Ordet “bare”.

Her er det underforstået at lidt fremmed pik ikke er værd at ødelægge sit ægteskab for. Altså hvis man er den der får fremmed pik. Hvis man er den hvis partner får fremmed pik, er snakken en anden. Dét er bestemt værd at ødelægge sit ægteskab for. Men hvorfor?

Naturligvis fordi den part der ikke har fået pik, typisk lægger meget mere i det end den der fik det. Og det kan de fleste jo godt forstå. Men måske er tiden inde til at vi finder lidt forståelse for den utro part også? Det er jo trods alt … bare pik.

Jeg si’r det bare.

(Og jeg har sagt det før med lidt andre ord.)

{ 0 comments }

Selv om man elsker en …

Du kender sikkert fortsættelsen af den overskrift: “… behøver man jo ikke hade alle de andre” (gerne efterfulgt af et lummert høhø).

For en polyamorøs er sætningen “selv om man elsker en, kan man godt elske en mere – og en mere og en mere og …” mere sand. Og det helt uden lumre undertoner. For mit eget vedkommende kan jeg endda konstatere at “fordi jeg elsker én, er jeg åben for at elske alle de andre”.

Nogle oplever at når de er meget forelskede, så har de kun lyst til at være sammen med den ene de er meget forelskede i. Først når forelskelsen er tonet ind i kærlighed, er de evt. åbne for andre (og for monogames vedkommende vel først når den kærlighed så engang er ved at forsvinde).

Min egen oplevelse er at jo mere forelsket jeg er, desto mere åben er jeg for andre. [continue reading…]

{ 1 comment }

Gratis online-foredrag om utroskab (27 min.)

Jeg har valgt at lægge mit gamle foredrag “Ud af utroskabet” online gratis. Du kan høre det her:

Ud af utroskabet – klik her for at lytte 

Du er velkommen til at downloade filen. Den fylder 51 MB.

Vil du hellere læse foredraget, så får du teksten her:

Ud af utroskabet

Velkommen til min onlineforedrag ”Ud af utroskabet”. Det er lidt en tilsnigelse at kalde det er foredrag når du ikke kan se mig, men det kalder jeg det fordi det du kommer til at høre, er det foredrag jeg har holdt dengang jeg holdt foredrag – det gør jeg ikke længere, men syntes det var synd at det skulle gå til spilde, og så valgte jeg at gøre det tilgængeligt på den her måde.

Som du sikkert ved, har jeg har skrevet en lille bog som hedder ”Hvem er du utro – en anderledes bog om kærlighed og utroskab”. Fordi jeg har skrevet sådan en bog, er der mange der tror at jeg er sexolog, psykolog eller parterapeut, og jeg er ingen af delene. Jeg er en ganske almindelig kvinde der har haft nogle oplevelser med kærlighed og utroskab som har givet mig en indsigt og nogle holdninger som jeg har lyst til at dele med andre. Det har jeg lyst til fordi jeg har erfaret at jeg ikke er den eneste der har gået og følt mig helt forkert pga. nogle naturlige følelser og menneskelige drifter som min omverden har fortalt mig jeg ikke kunne – eller ikke måtte – have. Og jeg vil så gerne have at andre får den oplevelse jeg endelig fik for nogle år siden: at jeg er fuldstændig okay præcis som jeg er. Og at det derfor er mere end okay at give udtryk for det.

For at illustrere hvorfor det her emne ligger mig så meget på sinde, vil jeg læse en lille tekst op for jer.

I februar (fredag d. 18/ 2011) var der et interview med mig i metroXpress hvor jeg fortalte om dengang jeg selv var utro, hvorfor jeg var det, og hvordan jeg har valgt at leve i dag. Avisen havde nemlig fået lavet en undersøgelse af om folk syntes man skulle være ærlig om det hvis man havde været utro, eller om man skulle tie stille. Ca. en tredjedel syntes man skulle tie stille. Det syntes jeg også engang at man skulle, men det synes jeg ikke mere. Hvorfor kommer jeg ind på senere. Først vil jeg lige læse dette her debatindlæg som interviewet med mig afstedkom:

Jeg har forkortet indlægget lidt. Jeg skal på forhånden undskylde sproget. 😉

”Efter at have læst et interview i Metro Express i fredags, med en kvinde der lever i et åbent parforhold og ikke kan være tro mod en person, undrer jeg mig over hvad fanden der foregår oppe i hovedet på de mennesker?? Denne kvinde var sammen med en mand i ti år og samtidig sammen med en anden mand. På trods af at manden fra starten havde sagt at hvis hun var ham utro, var forholdet forbi. Fuck for en møg-so. Ja, undskyld jeg siger det.

I min verden, er man ikke utro når man er i et parforhold. Og nu har jeg så mange gange hørt undskyldningen om at det gør forholdet bedre. Ja, måske for den part i forholdet, der også ser andre. For så behøver vedkommende ikke lyve.  Men hvad med den anden? Hvordan kan man påstå at man elsker en person og samtidig være sammen med andre?? Ja der kan sikkert spille faktorer ind som et dårligt eller intet sexliv. Men helt ærligt man er syg i hovedet når man så går ud og er utro og måske oven i købet gør det med partnerens accept. Partneren må også have meget lidt selvværd når han eller hun, finder sig i dette. Hvis man ikke kan være monogam må man kraftedeme lade være med at være i forhold. Det andet er sgu for lavt og usselt og pisse-tarveligt. Og ingen rationaliseringer kan retfærdiggøre sådan noget forbandet svineri!!

Og hvad gør disse mennesker i åbne parforhold når der en dag kommer børn ind i billedet?? Fortsætter de deres amoralske livsstil?? Får de også børn med dem de ser ved siden af deres faste partner?? Vil de gerne opdrage deres børn til at tro at utroskab og åbne parforhold er helt i orden?? Disse mennesker må være vokset op i familier hvor utroskab har været noget deres forældre dyrkede i stor stil. Uanset årsagen er disse mennesker er nogen svin!! Færdigt arbejde!!

… og så slutter han af med at han gerne vil høre om der er nogle på forummet der har været deres kærester utro eller lever i åbent parforhold, for så vil han gerne høre dem prøve at ”retfærdiggøre deres svinske livsstil”.

Den holdning han her giver utryk for, er desværre temmelig almindelig. Det er den holdning der i alt for mange år har fået lov at præge debatten, og det skyldes nok især at der jo – næppe overraskende – ikke er ret mange der har lyst til at stille sig op og ”retfærdiggøre deres svinske livsstil”. Men nogen skal gøre det hvis vi skal utroskaben til livs, for det kommer vi ikke så længe vi ikke tør tale om den. Ikke at der ikke bliver talt om den, for det vrimler jo med avisartikler om utroskab år efter år efter år. Men det er artikler der for det meste har det samme udgangspunkt: at lysten til andre end vores partner er af det onde – det er noget der skal undgås for enhver pris, og vi skal bare se at holde op med det.

Men det KAN vi jo åbenbart ikke. For vi ER hinanden utro. Den seneste undersøgelse jeg har læst, sagde at en tredjedel har været utro, men jeg har også set undersøgelser der sagde 50 % eller mere. Og det er jo så bare dem der har været utro – så er der dem der har lysten til at være det, og dem der faktisk har givet efter for lysten, men aldrig kunne drømme om at indrømme det i en undersøgelse. Men uanset hvad tallene viser, tror jeg godt vi kan blive enige om at utroskab er ret almindeligt. Jeg vil vove den påstand at det er noget vi alle kommer i berøring med på den ene eller den anden måde i løbet af vores liv, og derfor er vi nødt til at tale om det som det faktum det er, mere end at tale om det som det svineri det anses for at være.

Problemet med de holdninger som debattøren her lægger for dagen, er at de bygger på nogle skrøner og ikke på fakta.

Den største af de skrøner er at man ikke kan elske mere end en person ad gangen – sådan på kærestemåden. Det er noget jeg ved af erfaring ikke er sandt. Jeg har personligt flere gange oplevet at forelske mig i eller være seksuelt tiltrukket af en anden end den jeg var kæreste med, uden at det betød at jeg ikke længere elskede min kæreste. Det folk så typisk indvender, er en anden skrøne: Hvis du forelsker dig i en anden, er det fordi der er noget galt i dit forhold. Det er heller ikke rigtigt. De forhold jeg har haft hvor det er sket, har været supergode forhold, og mine forelskelser er ikke sket i perioder hvor jeg har savnet spænding, vi har været uvenner, ikke har haft sex el.lign.

Underligt nok har vi det jo ikke sådan med venner, søskende, forældre eller børn at vi synes vi kun er i stand til at elske en ad gangen. Kan I forestille jer et par der ønsker sig barn nummer to, at spørge dem: jamen, hvad i alverden er der da galt med jeres første barn? Er det ikke nok? Hvis I vil have en til, så må I altså bortadoptere den første – det andet går ikke! I alle andre forhold end lige parforholdet anses det for fuldkommen naturligt at lige kærlighed kan eksistere, og vi har absolut heller ingen forventning om at én ven eller veninde f.eks. skal kunne opfylde alle vores behov for socialt liv. Men sådan skal det altså helst være med kærester.

Og det er selvfølgelig også derfor jalousi opstår og vi ikke kan håndtere evt. at skulle dele vores partnere med andre. For hvis manden nu siger til konen: ”Jeg har mødt en helt fantastisk kvinde som jeg er blevet forelsket i”, så reagerer konen helt instinktivt med at gribe fat i de her skrøner hun har lært: ”Det må være fordi han ikke er tilfreds med vores forhold” for ”han kan jo kun elske én kvinde ad gangen.” Og så er det klart fanden er løs. Og det er derfor så mange har den holdning at utroskab er noget man skal tie stille med. Mit gæt er at dem der synes det, typisk er dem der selv er eller har været utro – for de utro VED nemlig at de der skrøner faktisk ikke holder – det har de mærket på egen krop – men det er så pokkers svært at argumentere for det når nu omverdenen siger noget andet. Og derfor får dem der aldrig har erfaret det selv, lov at bestemme hvordan ”det er” med utroskab. Dem der evt. har noget at indvende imod det, vil jo være nødt til at indrømme at de har gjort det. Det er lidt ligesom det med at vaske hænder efter toiletbesøg – vi ved alle sammen at der er en del der ikke gør det, men hvis jeg nu bad jer herinde om at række hånden i vejret hvis I ikke vaskede hænder sidst I var på toilettet, så er det mit gæt at ikke én af jer ville række hånden op på trods af at vi godt ved at der sandsynligvis er enkelte herinde den er smuttet for. Man stiller sig sjældent op og udleverer sine egne fejltagelser – især når det gælder noget som folk bliver meget forargede over.

Når jeg ikke er bange for at sige det højt – altså at jeg har været utro, er det fordi jeg i dag har valgt en anden livsstil der gør at jeg ikke er nødt til at lyve om hvem jeg er, så jeg har ikke længere noget at tabe ved det. Men det havde jeg engang, og jeg vil gerne fortælle jer min historie.

Fra jeg var 19 til jeg var 29 (i dag er jeg 39) var jeg i forhold til en mand som jeg var overbevist om var manden i mit liv. Jeg var lykkeligt forelsket i ham i alle 10 år. Dengang vidste jeg ikke noget om åbne parforhold, og det var slet ikke noget jeg overvejede muligheden for eller for den sags skyld vidste at jeg nogensinde kunne have lyst til. Men allerede mens vi var nyforelskede, stødte jeg ind i en anden mand som jeg følte mig enormt tiltrukket af. Jeg ved ikke om I nogensinde har prøvet den der helt magnetiske tiltrækning som gør at luften sitrer omkring en og man har meget, meget svært ved at holde sig væk? Den følelse havde jeg med denne her anden mand. Som sagt var jeg nyforelsket i min kæreste, så det var altså ikke fordi vores forhold var blevet hverdag eller jeg savnede spænding, og jeg kan altså ikke forklare det på anden måde end at denne her mand virkede utrolig dragende på mig.

Det var en mand jeg jævnligt stødte på i min omgangskreds, så jeg kunne ikke rigtig aktivt prøve at undgå ham – hvilket jeg jo bestemt heller ikke havde lyst til – og når vi mødtes til fester eller i byen og blev fulde, så skete det altså jævnligt at vi endte med at stå at kysse hinanden et eller andet sted hvor ingen kunne se os. Vi havde ikke sådan en rigtig affære hvor vi aftalte at mødes og den slags – det var kun noget der skete når vi mødtes tilfældigt. Men havde jo næppe været nogen formildende omstændighed hvis vores kærester dengang havde opdaget det. Det gjorde de dog ikke.

Jeg skulle ikke nyde noget af at fortælle min kæreste det. Han havde fra starten af vores forhold meldt klart og tydeligt ud at hvis jeg nogensinde var ham utro, så var det ud af vagten! Og jeg elskede ham som sagt og var lykkelig i vores forhold, så jeg turde jo ikke risikere at miste ham.  Men holde mig fra den anden kunne jeg altså heller ikke finde ud af – især ikke når alkoholen gik ind. Det her stod ,så vidt jeg husker, på i nogle år , og så løb det stille og roligt ud i sandet.

Efter 10 år så skete der det at jeg fik en rigtig god ven. Det var en mand jeg mødte til en fødselsdag hvor vi udvekslede e-mail-adresser fordi vi havde nogle fælles musikinteresser som vi ville dele. Da vi begyndte at skrive sammen, opdagede vi at vi havde meget mere til fælles end det. Vi interesserede os bl.a. begge to for nogle spirituelle ting som livet efter døden og den slags, og syntes det var utrolig rart at have en at dele de tanker med. Derfor blev det til en hel del mailskriveri, og vi mødtes et par gange for at bytte bøger og snakke. Alt dette her vidste min kæreste godt. For første gang i vores forhold udviste han en lille smule jalousi eller utryghed – især fordi han havde syntes at den anden mand lagde an på mig til den fødselsdag hvor vi mødtes. Men han kunne jo også se at det var et godt venskab og jeg var glad, så han accepterede det.

Efter ret kort tid skete der dog det at det venskab udviklede sig til dyb kærlighed. Det var ikke nogen forelskelse i traditionel forstand, men jeg blev meget tæt knyttet til min ven, og kærligheden mellem os voksede. Stadig elskede jeg ikke min kæreste mindre, og jeg var derfor meget forvirret over mine egne følelser. Jeg havde jo ligesom alle andre lært at man kun kunne elske en mand ad gangen. Jeg var usikker på om jeg kunne fortælle min kæreste om det – som jo var lidt på vagt, men jeg turde ærlig talt ikke og gik med det selv. En dag brød jeg dog grædende sammen foran ham og måtte fortælle hvad der var los. Jeg fortalte ham at jeg elskede min ven og kunne mærke at jeg ikke kunne undvære ham i mit liv. Jeg prøvede at beskrive det sådan at han føltes som en bror for mig – altså en mand der bare skulle være en del af mit liv uanset hvad. Jeg husker ikke om min kæreste blev ked af det, men han blev i hvert fald ret utryg ved situationen. Men jeg kunne jo fortælle ham – hvad sandt var – at jeg altså på ingen måde havde planer om at forlade ham, og at vi ikke havde noget seksuelt forhold, og han sagde at så længe vi ikke havde det, var det okay med ham.

Nu var det sådan at min ven ikke havde nogen kæreste, og han blev mere og mere frustreret over at opleve denne her store kærlighed uden at kunne leve den ud fordi jeg havde. Derfor endte det med at han skrev mig en mail hvor han sagde farvel. Han kunne ikke holde til at se mig mere. Og der brød min verden sammen. Da min kæreste så det, sagde han ”Jamen, hvad så nu? Du har jo sagt at du aldrig vil kunne undvære ham. Så det må jo betyde at du er nødt til at forlade mig nu?” Og jeg mærkede efter i maven og sagde ”Ja, det må det”.  Det var på ingen måde fordi jeg ikke elskede ham længere, men jeg troede simpelthen ikke jeg havde et alternativ – og det har jeg måske heller ikke haft dengang. Men jeg plejer at sige at jeg ikke valgte en anden mand – det kunne jeg ikke da jeg elskede dem begge – men jeg valgte et andet liv fordi jeg så nogle perspektiver i det som jeg ikke kunne udleve i mit eksisterende forhold.

Jeg var lidt rystet og temmelig overrasket over at det kunne ske når jeg nu altid havde været overbevist over at vi skulle blive gamle sammen. Så allerede en uge inde i mit nye forhold, spurgte jeg min nye kæreste: ”Hvad skal vi to gøre når nu det her engang sker for os?”. Jeg følte mig overbevist om at hvis det kunne ske med den jeg betragtede som ”manden i mit liv”, så ville det også kunne ske igen. Ja, det følte jeg mig faktisk helt sikker på at det ville. Vi lavede den aftale at uanset hvad der skete, så ville vi kunne tale om det. Der skulle aldrig være hemmeligheder imellem os – så måtte vi tackle hvad der nu kom.

Der gik så 5 år før det skete igen. Igen var der ikke noget galt i mit forhold – ikke noget jeg gik og savnede – men alligevel blev jeg altså lun på en anden mand. Det var igen denne her magnetiske tiltrækning som var helt ekstremt svær at modstå. Og nu havde jeg jo aftalt at sige det til min kæreste da det skete. At vi havde en aftale, gjorde det dog ikke mindre angstprovokerende, for sidst var det jo endt i den største sorg i mit liv – nemlig en skilsmisse – så hvad var udsigterne denne gang? Jeg husker stadig den dag jeg fortalte ham det. Han lå på sofaen da jeg kom hjem fra arbejde og havde besluttet at fortælle det. Jeg lagde mig ned til ham og så sagde jeg ”skat, der er noget jeg skal fortælle dig – jeg tænder rigtig meget på en anden mand”. Og så holdt jeg ellers vejret.

Kan I gætte hvad han svarede? Hans reaktion kom helt bag på mig. Han sagde ”hvor er det dog dejligt for dig, skat.” Aldrig har jeg følt mig så elsket som i det øjeblik hvor jeg blev accepteret 100 % for den jeg var, på trods af at jeg lige havde fortalt noget som var fuldkommen uacceptabelt set med de flestes øjne. Og det lærte mig en hel del om hvad åbenhed og accept kan gøre for et forhold. For i stedet for at der opstod en afstand imellem os fordi han blev såret og jeg følte mig ussel, så opstod der en hidtil for mig ukendt nærhed imellem os. Vi kunne tale om det. Jeg kunne åbent og ærligt fortælle hvad der foregik inden i mig uden at være bange for at han fordømte mig eller forlod mig.

Så  – min erfaring blev altså at jeg kunne stå ved mig selv, stå ved min kærlighed, ved mine lyster og alligevel have en skøn kæreste som jeg faktisk kom tættere på af det. Men det kunne jeg jo kun opleve fordi min kæreste var åben for sandheden. Og det er en ret vigtig pointe.

Hvis nu vi alle sammen kunne give slip på de der skrøner – som vitterligt ER skrøner – så var det måske ikke så farligt at høre sin partner sige ”jeg tænder på en anden”. Uden disse skrøner i baghovedet så ville reaktionen måske være ”Hvor spændende – hvem? hvorfor? lad mig høre!”, og man ville måske se muligheder i stedet for straks at frygte det værste. Det kunne være muligheden for et bedre sexliv, muligheden for en ny bedste ven eller veninde (interessen for ens kæreste deler man jo allerede), muligheden for mere alenetid som man havde savnet – eller hvad ved jeg. Der er muligheder i åbenhed. Dengang min første kæreste sagde til mig ”hvis du nogensinde er mig utro, så er det ud af vagten”, der sikrede han sig at jeg aldrig fortalte ham hvad der foregik allerinderst inde i mig. Hvem ved hvor vi havde været, hvis han fra starten havde sagt ”uanset hvad der sker i dit liv, vil jeg gerne vide det og være en del af det – fordi jeg elsker dig og gerne vil kende dig præcis som du er.”

Nu ved jeg at der er mange der siger ”jamen, hvis min kæreste er mig utro, så vil jeg slet ikke vide det! Hans dårlige samvittighed må han altså selv ligge og rode med – den skal han ikke tørre af på mig! Hvad jeg ikke ved har jeg ikke ondt af.” Mit svar på det er ”nej, men hvad du ikke ved, kan du heller ikke få glæde af”. Hvis du er sådan en der tænker at du ikke vil kende til din partners utroskab, så tænk lidt over om du virkelig vil være den som din elskede IKKE kan dele alt med? Vil du være den han/hun har hemmeligheder for? Vil du risikere at gå glip af noget som måske gør ham lykkelig? Noget andet at tænke over, kunne i øvrigt være: vil du kun have at din partner er lykkelig hvis DU er årsag til den lykke?

Så kan du selvfølgelig sige: ”Nej, han/hun skal bare overhovedet ikke være sammen med andre – det har vi aftalt, og den aftale skal overholdes!” Og det vil jeg selvfølgelig give dig ret i. Har I aftalt at I har et monogamt forhold, så bør den aftale overholdes. Virkeligheden er altså bare at rigtig mange har sidespring alligevel. Du er nødt til at forholde dig til at risikoen for at din partner er dig utro,  ifølge undersøgelserne er minimum 33 procent! Så du bør måske nærmere tænke over hvad du vil gøre når det sker end hvis det sker.

Jeg hørte Steen Hegler sige i en radioudsendelse for nylig: ”Der skal to til at lyve: den der lyver, og så den der ikke vil høre sandheden.” Den er selvfølgelig en smule søgt, men det er rigtigt at hvis man ikke vil høre sandheden eller gør sin partner klart at der kun er én sandhed man vil høre, så er man altså mere udsat for at blive løjet for.

Og det er jo ikke fordi folk der lyver, er onde mennesker eller ”nogle svin” som det debatindlæg jeg læste op, siger. Folk der lyver, gør det fordi de er bange. De er bange for at miste. Og jo ofte med rigtig god grund, for de har måske ligefrem – som jeg – fået at vide at hvis du overtræder denne her regel, så mister du mig. Så hvad i alverden skal man stille op når man så overtrådte den regel alligevel? Ja, en tredjedel af danskerne mener altså så at man skal holde mund med det, men er det egentlig fair?

Man kan sige at den kæreste jeg havde og var lykkelig sammen med i ti år, ham gik der for så vidt ikke noget af fordi jeg var ham utro, for han vidste det ikke. Der virkede  ”hvad han ikke ved, har han ikke ondt af”-tanken som jeg valgte dengang, jo sådan set fint. Men når jeg tænker tilbage på det, synes jeg alligevel ikke det var fair. For min kæreste havde klart og tydelig meldt ud: ”jeg vil ikke leve sammen med en utro kvinde – basta!” Så kunne jeg være uenig eller ej, det var hans udmelding. Og så valgte jeg på hans vegne at han skulle leve sammen med en kvinde han udtrykkeligt havde fortalt mig at han ikke ville leve sammen med. Det havde måske været noget andet hvis han selv havde sagt ”hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af” – så havde jeg måske kunnet undskylde det, men det sagde han ikke. Han var meget klar og tydelig i sin holdning til det. Og jeg gav ham ikke muligheden for måske at ændre den holdning – jeg valgte bare for ham. Det synes jeg ikke var fair, når jeg tænker tilbage på det i dag.

Et andet problem med at vælge løgnen er at det er et valg foretaget i frygt – ikke i kærlighed. Nogle prøver at undskylde sig med at de elsker deres kæreste (hvilket jo ud fra min erfaring sagtens kan være rigtigt), og at de derfor ikke vil såre ham ved at sige sandheden. Men en løgn er ikke det kærlige valg. En løgn fratager partneren sit frie valg – og det er ikke kærlighed.

Der sker også det når vi lyver eller fortier noget, at der opbygges et lag af løgne imellem os. Jo tykkere det lag af løgne eller fortielser bliver, desto mere vil vi føle at vi er ”vokset fra hinanden” – hvilket jo billedlig talt er helt rigtigt. Det eneste der kan nedbryde den mur der er opstået imellem os, er ærlighed. Men vi tør ikke fordi vi er bange for at miste. Paradoksalt nok – som jeg plejer at sige: Alt det vi gør for ikke at miste hinanden, er lige præcis det vi mister hinanden på. Hvis vi tør ærligheden – både at sige sandheden og høre den, er der en stor chance for at vi nedbryder muren og kommer tættere på hinanden. Lyver vi og lukker af for sandheden, fjerner vi os fra hinanden.

Men det er skam ikke fordi jeg ikke forstår frygten og trangen til at lyve for at skåne hinanden. For ærlighed er bestemt ikke altid det lette valg. For mig viste det sig bare at være det rigtige valg. Og valg er et andet vigtigt nøgleord her. Jeg har valgt!

Dengang jeg levede i mit 10 år lange monogame forhold, havde jeg faktisk ikke ”valgt” det. Jeg levede sådan fordi det jo er sådan man har et parforhold. Min omverden fortalte mig at når man bliver voksen, så finder man en partner af det modsatte køn, så flytter man sammen, får nogle børn og lever i medgang og modgang til sine dages ende. Det er i hvert fald det ultimative – det man stræber efter. Og derfor troede jeg også det var sådan jeg skulle leve. Jeg tænkte slet ikke i alternativer.

Men da jeg så havde nogle følelser som var i dyb modstrid med de normer jeg levede under, begyndte jeg at opdage at der var noget der ikke stemte. Jeg fik at vide – både direkte og indirekte – at jeg følte noget man ikke kunne føle – og hvis man følte det, var det fordi der var noget galt. Men jeg kunne konstatere at det jeg fik at vide, bare ikke stemte med hvordan jeg havde det. Først 5 år inde i mit andet langvarige parforhold, begyndte jeg at tænke over at jeg måske selv havde et valg. Måske behøvede jeg ikke leve sådan som andre dikterede at jeg skulle leve?

På et tidspunkt faldt jeg over en udsendelse på tv2 der hed ”Når en ikke er nok”.  Var der nogle af jer der så den temalørdag på DR2 der handlede om åbne parforhold? Der var den udsendelse imellem. Det er 4-5 år siden. Den handlede om folk der havde mere end en kæreste. De kaldte det for ’polyamori’ – et begreb der dækkede over det at have flere ligeværdige partnere på samme tid. Der var bl.a. en kvinde der boede sammen med to mænd, og en mand der vistnok havde 4 kærester. Da jeg så den udsendelse, var det som om alle brikker inden i mig faldt på plads. Pludselig vidste jeg hvad der var ”galt med mig” – jeg var polyamorøs. De tanker jeg havde haft de gange jeg havde oplevet at være forelsket i to mænd, om ”hvorfor pokker kan man ikke også bare have to kærester når man nu elsker dem begge to”, fremstod pludselig som et reelt valg. Man KAN have to kærester ad gangen, så jeg. Og der skete en indre revolution. Hvorfor i alverden skulle jeg blive ved at prøve at passe ind i en monogam ramme, når jeg nu flere gange havde kunnet konstatere at jeg ikke var monogam? Jeg havde faktisk et valg.

Og jeg foretog det valg. Jeg kunne ikke andet. På den måde var det ikke svært, for det modsatte var pludselig ikke en mulighed. Det der var svært, var at jeg vidste at jeg skulle gøre min kæreste ondt, med mindre han kunne se det smukke i ideen. Og det kunne han desværre ikke. Eller jo, det kunne han godt med sin fornuft, men hans hjerte kunne ikke helt følge med. Han betragtede sig selv som monogam. Men han foretog dog aktivt valget – det gav vi hinanden muligheden for.

I den proces havnede vi i et kæmpe følelseskaos. Det er vigtigt for mig at understrege at det ikke er en underdrivelse når jeg siger at der skete en indre revolution. Revolutioner går sjældent stille for sig, og det gjorde denne her heller ikke. Men den var nødvendig for at vi kunne falde på plads i det der var rigtigt for os.

Det der skete var at både han og jeg forelskede os i andre. I starten gjorde jeg, og jeg havde to kærester på samme tid. Siden oplevede han hvad det betød, og der gik faktisk et lys op for ham. Han så pludselig hvad jeg mente – og at også han kunne elske to kvinder på en gang – før havde det kun være teori for ham. Men det var meget kaotisk det hele. Min anden kæreste var faktisk også monogam, og det gav i sig selv problemer selv om han jo frivilligt var gået ind i forholdet til mig velvidende at jeg åbent havde en anden. Men den kvinde min samlever forelskede sig i, var gift, og han kunne ikke få hende. Så på et tidspunkt besluttede han sig for at tage en måned fri fra arbejde og gå Caminoen – en 800 km lang pilgrimsvandring i Spanien som I måske har hørt om. På den tur mødte han kvinden i sit liv – en spansk kvinde han valgte at flytte ned til og leve monogamt med. Jeg prøvede ellers om ikke vi kunne dele ham, men de havde altså lyst til et traditionelt parforhold. Så fik I lige slutningen på den historie. Vi er i øvrigt rigtig gode venner i dag, så det endte godt.

Det var ikke sjovt at skulle give slip på endnu en mand jeg elskede, men der var også noget godt ved det. Nu kunne jeg nemlig starte på en frisk og være 100 % åben og ærlig fra starten. Jeg behøvede aldrig mere at bilde nogen ind at jeg var noget jeg ikke var, eller prøve at passe ind i nogle for mig snævre rammer.

Den kæreste jeg har i dag, og som jeg har haft i  3 år, har vidst fra starten hvordan jeg havde det med parforhold. At jeg var polyamorøs. Og det har været meget befriende for mig bare at kunne være mig. Men det har da også været en gyser til tider, for han har også klart meldt ud fra starten at han ikke anede hvordan han havde det med det. Heldigvis har han været åben hele vejen igennem, og vi har begge valgt at gå ind i forholdet for at se om det kunne bære, og det har gudskelov vist sig at han ikke har nogen problemer med det. Han blev ikke jaloux da jeg efter et par år kom hjem og fortalte at nu havde jeg kysset en anden til en fest. Og han blev heller ikke jaloux da jeg for ikke så længe siden indledte et mere intimt forhold til en anden mand og siden også en kvinde. Faktisk har den anden mand lige ansat ham i sin virksomhed fordi jeg formidlede kontakt imellem dem, og i næstet uge skal vi alle mødes over en god middag. En ret stor ting for mig der for nogle år siden sad og græd ved tanken om at jeg sikkert aldrig ville kunne finde bare én mand der kunne acceptere mig som jeg var.

Men det er en vigtig pointe her at hvis du tør stå ved den du er, så tiltrækker du helt naturligt også nogle mennesker der tænker som dig, og så bliver det slet ikke så svært som du måske forestiller dig hvis du er sådan en der går og overvejer om det er værd at springe ud som ikke-monogam. Det bliver heller ikke nødvendigvis meget lettere, men jeg kan love dig at det er det hele værd at kunne være 100 % tro mod sig selv.

Og lad mig så understrege her til sidst at alt det her ikke handler om at jeg synes alle skal springe ud som polyamorøse. Der er ikke spor i vejen med monogami og trofasthed over for én partner, hvad enten det er én ad gangen eller én for resten af livet. Det jeg gerne vil have at du tager med dig herfra, er overvejelsen om om du lever som du gør, fordi du aktivt har valgt det, eller fordi ”det gør man jo”. Og hvis du er sådan en der altid er utro, eller evt. er dig selv utro fordi du altid mod din egen vilje lægger bånd på dig selv når du er tiltrukket af andre end din partner, så kunne du jo overveje om du skulle til at vælge en anden måde at leve på. For valget, det har du.

Har du lyst til at høre mere, finder du links til min bog ude til venstre. Den fås både i trykt udgave, som e-bog og som lydbog.

{ 3 comments }

Slip skammen!

Christopher Ryan argumenterer i denne interessante og underholdende TED talk for at slippe skammen hvis vi er tiltrukket af andre end vores partner – det er nemlig helt naturligt.

{ 0 comments }