En af de fordomme jeg oftest støder på når jeg fortæller om at være polyamorøs, er: “Det lyder meget godt, men det kan jo kun fungere når man ikke har børn”. Gad vide om folk også engang har sagt det til homoseksuelle? For ja, der er vel en udfordring i at skulle fortælle sine børn at man har et lidt anderledes parforhold end deres kammeraters forældre, og at andre derfor kan finde på at stille spørgsmål, men så ophører umuligheden vel også?
For hvor ligger det umulige i at ens børn har flere voksne til at elske dem? Er det anderledes end at leve i kollektiv f.eks. (bortset fra at nærheden mellem beboerne er større) eller at leve med en enlig mor eller far som har venner og veninder på besøg – måske endda en kæreste eller en elsker der kigger forbi af og til? Skal børn skånes for at se kærligheden udfolde sig på andre måder end den lige gør på film?
Hvis du hører til dem der har den mening at polyamori ikke kan lade sig gøre hvis man har børn, så skriv endelig en kommentar her, for jeg vil gerne forstå hvorfor. 🙂
P.S. Hvis du vil læse mere om hvorfor jeg mener ærlighed og åbne forhold er langt bedre end utroskab (som folk jo snildt dyrker selv om de har børn), så tjek min bog ud.
Jeg tror det største problem er omvæltningen fra at være i et monogamt forhold til at stå åbent om at være polyamorøs.
Ofte reagere børn voldsomt med sorg, hvis forældrene skilles eller andre ting sker i deres normale hverdag.
Man skal huske på at børn er ikke små voksne. De er her for at lære en masse, før de bliver i stand til at stå på egne ben. Børn hviler i rytme, det ensartede, det at de ved hvad der skal ske – fx. en juleaften som er så traditionsbunden som den ofte er, det at de ved hvad der skal ske hvornår, giver dem tryghed.
Jeg tror at man som voksen skal gøre sig selv meget klart at man ikke skal lade sig forblænde af sin egen lykke. Det er jo ikke sikkert at det man går og gør, er lykke for børnene. Selvom at kæresten/elskeren kun ønsker det bedste og ønsker at give børnene kærlighed, betyder jo ikke at børnene ønsker at modtage den.
Hvordan vil man have det som mor når konflikterne hober sig op. Der ser jeg at det kan blive problemfyldt.
Hvis jeg på et tidspunkt kommer til at stå i en konflikt mellem en mand og mit barn, vil det klart være mit barn som bliver prioriteret.
Den største forelskelse man kan opleve i sit liv er den kærlighed der er mellem mor og barn.
Sad i går eftermiddags og genså – for gud ved hvilken gang – Clint Eastwood og Meryl Streep i filmen Broerne i Madison County. Det er en gammel VCR film og det er en af dem jeg aldrig skiller mig af med.
Man kan jo betragte film fra mange indgangsvinkler og i går havde jeg Anja’s ønske for at forstå og mit indlæg i mine tanker og det gik faktisk op for mig at filmen illustrere det. Både det at elske 2 på samme tid, at være sin partner utro og som mor at føle sig forpligtet til at blive hos børnene, fordi de endnu ikke er voksne.
Det er en super flot film. Muligvis lidt mærkeligt at se Clint Eastwood i en kærlighedsfilm, den berømte sætning – ‘make my day – punk’ indgår ikk’ i replikkerne. 🙂
Filmen er instrueret af Clint Eastwood – hvilket ikke gør den ringere…
Jeg kan kun anbefale alle at se den.
Hej Merete
Tak for dine kloge betragtninger.
Jeg er helt enig i at den største udfordring nok er at “springe ud”. På den anden side: Hvis alternativet er en skilsmisse, som det jo ofte er, så er mit gæt at det at åbne forholdet må være det absolut mest skånsomme for børnene. Og de ekstra partnere slipper de jo ikke for at forholde sig til – nu bliver mor og far bare sammen i kærlighed også i stedet for at de skal forholde sig til både skilsmisse og de nye fremmede i deres liv.
Jeg eeeeeeeeelsker i øvrigt den film – stortuder i mindst en time af den hver gang jeg ser den. Engang forstod jeg ikke helt hvorfor den virkede så stært på mig. Det fandt jeg siden ud af. 😉