Gratis online-foredrag om utroskab (27 min.)

Jeg har valgt at lægge mit gamle foredrag “Ud af utroskabet” online gratis. Du kan høre det her:

Ud af utroskabet – klik her for at lytte 

Du er velkommen til at downloade filen. Den fylder 51 MB.

Vil du hellere læse foredraget, så får du teksten her:

Ud af utroskabet

Velkommen til min onlineforedrag ”Ud af utroskabet”. Det er lidt en tilsnigelse at kalde det er foredrag når du ikke kan se mig, men det kalder jeg det fordi det du kommer til at høre, er det foredrag jeg har holdt dengang jeg holdt foredrag – det gør jeg ikke længere, men syntes det var synd at det skulle gå til spilde, og så valgte jeg at gøre det tilgængeligt på den her måde.

Som du sikkert ved, har jeg har skrevet en lille bog som hedder ”Hvem er du utro – en anderledes bog om kærlighed og utroskab”. Fordi jeg har skrevet sådan en bog, er der mange der tror at jeg er sexolog, psykolog eller parterapeut, og jeg er ingen af delene. Jeg er en ganske almindelig kvinde der har haft nogle oplevelser med kærlighed og utroskab som har givet mig en indsigt og nogle holdninger som jeg har lyst til at dele med andre. Det har jeg lyst til fordi jeg har erfaret at jeg ikke er den eneste der har gået og følt mig helt forkert pga. nogle naturlige følelser og menneskelige drifter som min omverden har fortalt mig jeg ikke kunne – eller ikke måtte – have. Og jeg vil så gerne have at andre får den oplevelse jeg endelig fik for nogle år siden: at jeg er fuldstændig okay præcis som jeg er. Og at det derfor er mere end okay at give udtryk for det.

For at illustrere hvorfor det her emne ligger mig så meget på sinde, vil jeg læse en lille tekst op for jer.

I februar (fredag d. 18/ 2011) var der et interview med mig i metroXpress hvor jeg fortalte om dengang jeg selv var utro, hvorfor jeg var det, og hvordan jeg har valgt at leve i dag. Avisen havde nemlig fået lavet en undersøgelse af om folk syntes man skulle være ærlig om det hvis man havde været utro, eller om man skulle tie stille. Ca. en tredjedel syntes man skulle tie stille. Det syntes jeg også engang at man skulle, men det synes jeg ikke mere. Hvorfor kommer jeg ind på senere. Først vil jeg lige læse dette her debatindlæg som interviewet med mig afstedkom:

Jeg har forkortet indlægget lidt. Jeg skal på forhånden undskylde sproget. 😉

”Efter at have læst et interview i Metro Express i fredags, med en kvinde der lever i et åbent parforhold og ikke kan være tro mod en person, undrer jeg mig over hvad fanden der foregår oppe i hovedet på de mennesker?? Denne kvinde var sammen med en mand i ti år og samtidig sammen med en anden mand. På trods af at manden fra starten havde sagt at hvis hun var ham utro, var forholdet forbi. Fuck for en møg-so. Ja, undskyld jeg siger det.

I min verden, er man ikke utro når man er i et parforhold. Og nu har jeg så mange gange hørt undskyldningen om at det gør forholdet bedre. Ja, måske for den part i forholdet, der også ser andre. For så behøver vedkommende ikke lyve.  Men hvad med den anden? Hvordan kan man påstå at man elsker en person og samtidig være sammen med andre?? Ja der kan sikkert spille faktorer ind som et dårligt eller intet sexliv. Men helt ærligt man er syg i hovedet når man så går ud og er utro og måske oven i købet gør det med partnerens accept. Partneren må også have meget lidt selvværd når han eller hun, finder sig i dette. Hvis man ikke kan være monogam må man kraftedeme lade være med at være i forhold. Det andet er sgu for lavt og usselt og pisse-tarveligt. Og ingen rationaliseringer kan retfærdiggøre sådan noget forbandet svineri!!

Og hvad gør disse mennesker i åbne parforhold når der en dag kommer børn ind i billedet?? Fortsætter de deres amoralske livsstil?? Får de også børn med dem de ser ved siden af deres faste partner?? Vil de gerne opdrage deres børn til at tro at utroskab og åbne parforhold er helt i orden?? Disse mennesker må være vokset op i familier hvor utroskab har været noget deres forældre dyrkede i stor stil. Uanset årsagen er disse mennesker er nogen svin!! Færdigt arbejde!! ”

… og så slutter han af med at han gerne vil høre om der er nogle på forummet der har været deres kærester utro eller lever i åbent parforhold, for så vil han gerne høre dem prøve at ”retfærdiggøre deres svinske livsstil”.

Den holdning han her giver utryk for, er desværre temmelig almindelig. Det er den holdning der i alt for mange år har fået lov at præge debatten, og det skyldes nok især at der jo – næppe overraskende – ikke er ret mange der har lyst til at stille sig op og ”retfærdiggøre deres svinske livsstil”. Men nogen skal gøre det hvis vi skal utroskaben til livs, for det kommer vi ikke så længe vi ikke tør tale om den. Ikke at der ikke bliver talt om den, for det vrimler jo med avisartikler om utroskab år efter år efter år. Men det er artikler der for det meste har det samme udgangspunkt: at lysten til andre end vores partner er af det onde – det er noget der skal undgås for enhver pris, og vi skal bare se at holde op med det.

Men det KAN vi jo åbenbart ikke. For vi ER hinanden utro. Den seneste undersøgelse jeg har læst, sagde at en tredjedel har været utro, men jeg har også set undersøgelser der sagde 50 % eller mere. Og det er jo så bare dem der har været utro – så er der dem der har lysten til at være det, og dem der faktisk har givet efter for lysten, men aldrig kunne drømme om at indrømme det i en undersøgelse. Men uanset hvad tallene viser, tror jeg godt vi kan blive enige om at utroskab er ret almindeligt. Jeg vil vove den påstand at det er noget vi alle kommer i berøring med på den ene eller den anden måde i løbet af vores liv, og derfor er vi nødt til at tale om det som det faktum det er, mere end at tale om det som det svineri det anses for at være.

Problemet med de holdninger som debattøren her lægger for dagen, er at de bygger på nogle skrøner og ikke på fakta.

Den største af de skrøner er at man ikke kan elske mere end en person ad gangen – sådan på kærestemåden. Det er noget jeg ved af erfaring ikke er sandt. Jeg har personligt flere gange oplevet at forelske mig i eller være seksuelt tiltrukket af en anden end den jeg var kæreste med, uden at det betød at jeg ikke længere elskede min kæreste. Det folk så typisk indvender, er en anden skrøne: Hvis du forelsker dig i en anden, er det fordi der er noget galt i dit forhold. Det er heller ikke rigtigt. De forhold jeg har haft hvor det er sket, har været supergode forhold, og mine forelskelser er ikke sket i perioder hvor jeg har savnet spænding, vi har været uvenner, ikke har haft sex el.lign.

Underligt nok har vi det jo ikke sådan med venner, søskende, forældre eller børn at vi synes vi kun er i stand til at elske en ad gangen. Kan I forestille jer et par der ønsker sig barn nummer to, at spørge dem: jamen, hvad i alverden er der da galt med jeres første barn? Er det ikke nok? Hvis I vil have en til, så må I altså bortadoptere den første – det andet går ikke! I alle andre forhold end lige parforholdet anses det for fuldkommen naturligt at lige kærlighed kan eksistere, og vi har absolut heller ingen forventning om at én ven eller veninde f.eks. skal kunne opfylde alle vores behov for socialt liv. Men sådan skal det altså helst være med kærester.

Og det er selvfølgelig også derfor jalousi opstår og vi ikke kan håndtere evt. at skulle dele vores partnere med andre. For hvis manden nu siger til konen: ”Jeg har mødt en helt fantastisk kvinde som jeg er blevet forelsket i”, så reagerer konen helt instinktivt med at gribe fat i de her skrøner hun har lært: ”Det må være fordi han ikke er tilfreds med vores forhold” for ”han kan jo kun elske én kvinde ad gangen.” Og så er det klart fanden er løs. Og det er derfor så mange har den holdning at utroskab er noget man skal tie stille med. Mit gæt er at dem der synes det, typisk er dem der selv er eller har været utro – for de utro VED nemlig at de der skrøner faktisk ikke holder – det har de mærket på egen krop – men det er så pokkers svært at argumentere for det når nu omverdenen siger noget andet. Og derfor får dem der aldrig har erfaret det selv, lov at bestemme hvordan ”det er” med utroskab. Dem der evt. har noget at indvende imod det, vil jo være nødt til at indrømme at de har gjort det. Det er lidt ligesom det med at vaske hænder efter toiletbesøg – vi ved alle sammen at der er en del der ikke gør det, men hvis jeg nu bad jer herinde om at række hånden i vejret hvis I ikke vaskede hænder sidst I var på toilettet, så er det mit gæt at ikke én af jer ville række hånden op på trods af at vi godt ved at der sandsynligvis er enkelte herinde den er smuttet for. Man stiller sig sjældent op og udleverer sine egne fejltagelser – især når det gælder noget som folk bliver meget forargede over.

Når jeg ikke er bange for at sige det højt – altså at jeg har været utro, er det fordi jeg i dag har valgt en anden livsstil der gør at jeg ikke er nødt til at lyve om hvem jeg er, så jeg har ikke længere noget at tabe ved det. Men det havde jeg engang, og jeg vil gerne fortælle jer min historie.

Fra jeg var 19 til jeg var 29 (i dag er jeg 39) var jeg i forhold til en mand som jeg var overbevist om var manden i mit liv. Jeg var lykkeligt forelsket i ham i alle 10 år. Dengang vidste jeg ikke noget om åbne parforhold, og det var slet ikke noget jeg overvejede muligheden for eller for den sags skyld vidste at jeg nogensinde kunne have lyst til. Men allerede mens vi var nyforelskede, stødte jeg ind i en anden mand som jeg følte mig enormt tiltrukket af. Jeg ved ikke om I nogensinde har prøvet den der helt magnetiske tiltrækning som gør at luften sitrer omkring en og man har meget, meget svært ved at holde sig væk? Den følelse havde jeg med denne her anden mand. Som sagt var jeg nyforelsket i min kæreste, så det var altså ikke fordi vores forhold var blevet hverdag eller jeg savnede spænding, og jeg kan altså ikke forklare det på anden måde end at denne her mand virkede utrolig dragende på mig.

Det var en mand jeg jævnligt stødte på i min omgangskreds, så jeg kunne ikke rigtig aktivt prøve at undgå ham – hvilket jeg jo bestemt heller ikke havde lyst til – og når vi mødtes til fester eller i byen og blev fulde, så skete det altså jævnligt at vi endte med at stå at kysse hinanden et eller andet sted hvor ingen kunne se os. Vi havde ikke sådan en rigtig affære hvor vi aftalte at mødes og den slags – det var kun noget der skete når vi mødtes tilfældigt. Men havde jo næppe været nogen formildende omstændighed hvis vores kærester dengang havde opdaget det. Det gjorde de dog ikke.

Jeg skulle ikke nyde noget af at fortælle min kæreste det. Han havde fra starten af vores forhold meldt klart og tydeligt ud at hvis jeg nogensinde var ham utro, så var det ud af vagten! Og jeg elskede ham som sagt og var lykkelig i vores forhold, så jeg turde jo ikke risikere at miste ham.  Men holde mig fra den anden kunne jeg altså heller ikke finde ud af – især ikke når alkoholen gik ind. Det her stod ,så vidt jeg husker, på i nogle år , og så løb det stille og roligt ud i sandet.

Efter 10 år så skete der det at jeg fik en rigtig god ven. Det var en mand jeg mødte til en fødselsdag hvor vi udvekslede e-mail-adresser fordi vi havde nogle fælles musikinteresser som vi ville dele. Da vi begyndte at skrive sammen, opdagede vi at vi havde meget mere til fælles end det. Vi interesserede os bl.a. begge to for nogle spirituelle ting som livet efter døden og den slags, og syntes det var utrolig rart at have en at dele de tanker med. Derfor blev det til en hel del mailskriveri, og vi mødtes et par gange for at bytte bøger og snakke. Alt dette her vidste min kæreste godt. For første gang i vores forhold udviste han en lille smule jalousi eller utryghed – især fordi han havde syntes at den anden mand lagde an på mig til den fødselsdag hvor vi mødtes. Men han kunne jo også se at det var et godt venskab og jeg var glad, så han accepterede det.

Efter ret kort tid skete der dog det at det venskab udviklede sig til dyb kærlighed. Det var ikke nogen forelskelse i traditionel forstand, men jeg blev meget tæt knyttet til min ven, og kærligheden mellem os voksede. Stadig elskede jeg ikke min kæreste mindre, og jeg var derfor meget forvirret over mine egne følelser. Jeg havde jo ligesom alle andre lært at man kun kunne elske en mand ad gangen. Jeg var usikker på om jeg kunne fortælle min kæreste om det – som jo var lidt på vagt, men jeg turde ærlig talt ikke og gik med det selv. En dag brød jeg dog grædende sammen foran ham og måtte fortælle hvad der var los. Jeg fortalte ham at jeg elskede min ven og kunne mærke at jeg ikke kunne undvære ham i mit liv. Jeg prøvede at beskrive det sådan at han føltes som en bror for mig – altså en mand der bare skulle være en del af mit liv uanset hvad. Jeg husker ikke om min kæreste blev ked af det, men han blev i hvert fald ret utryg ved situationen. Men jeg kunne jo fortælle ham – hvad sandt var – at jeg altså på ingen måde havde planer om at forlade ham, og at vi ikke havde noget seksuelt forhold, og han sagde at så længe vi ikke havde det, var det okay med ham.

Nu var det sådan at min ven ikke havde nogen kæreste, og han blev mere og mere frustreret over at opleve denne her store kærlighed uden at kunne leve den ud fordi jeg havde. Derfor endte det med at han skrev mig en mail hvor han sagde farvel. Han kunne ikke holde til at se mig mere. Og der brød min verden sammen. Da min kæreste så det, sagde han ”Jamen, hvad så nu? Du har jo sagt at du aldrig vil kunne undvære ham. Så det må jo betyde at du er nødt til at forlade mig nu?” Og jeg mærkede efter i maven og sagde ”Ja, det må det”.  Det var på ingen måde fordi jeg ikke elskede ham længere, men jeg troede simpelthen ikke jeg havde et alternativ – og det har jeg måske heller ikke haft dengang. Men jeg plejer at sige at jeg ikke valgte en anden mand – det kunne jeg ikke da jeg elskede dem begge – men jeg valgte et andet liv fordi jeg så nogle perspektiver i det som jeg ikke kunne udleve i mit eksisterende forhold.

Jeg var lidt rystet og temmelig overrasket over at det kunne ske når jeg nu altid havde været overbevist over at vi skulle blive gamle sammen. Så allerede en uge inde i mit nye forhold, spurgte jeg min nye kæreste: ”Hvad skal vi to gøre når nu det her engang sker for os?”. Jeg følte mig overbevist om at hvis det kunne ske med den jeg betragtede som ”manden i mit liv”, så ville det også kunne ske igen. Ja, det følte jeg mig faktisk helt sikker på at det ville. Vi lavede den aftale at uanset hvad der skete, så ville vi kunne tale om det. Der skulle aldrig være hemmeligheder imellem os – så måtte vi tackle hvad der nu kom.

Der gik så 5 år før det skete igen. Igen var der ikke noget galt i mit forhold – ikke noget jeg gik og savnede – men alligevel blev jeg altså lun på en anden mand. Det var igen denne her magnetiske tiltrækning som var helt ekstremt svær at modstå. Og nu havde jeg jo aftalt at sige det til min kæreste da det skete. At vi havde en aftale, gjorde det dog ikke mindre angstprovokerende, for sidst var det jo endt i den største sorg i mit liv – nemlig en skilsmisse – så hvad var udsigterne denne gang? Jeg husker stadig den dag jeg fortalte ham det. Han lå på sofaen da jeg kom hjem fra arbejde og havde besluttet at fortælle det. Jeg lagde mig ned til ham og så sagde jeg ”skat, der er noget jeg skal fortælle dig – jeg tænder rigtig meget på en anden mand”. Og så holdt jeg ellers vejret.

Kan I gætte hvad han svarede? Hans reaktion kom helt bag på mig. Han sagde ”hvor er det dog dejligt for dig, skat.” Aldrig har jeg følt mig så elsket som i det øjeblik hvor jeg blev accepteret 100 % for den jeg var, på trods af at jeg lige havde fortalt noget som var fuldkommen uacceptabelt set med de flestes øjne. Og det lærte mig en hel del om hvad åbenhed og accept kan gøre for et forhold. For i stedet for at der opstod en afstand imellem os fordi han blev såret og jeg følte mig ussel, så opstod der en hidtil for mig ukendt nærhed imellem os. Vi kunne tale om det. Jeg kunne åbent og ærligt fortælle hvad der foregik inden i mig uden at være bange for at han fordømte mig eller forlod mig.

Så  – min erfaring blev altså at jeg kunne stå ved mig selv, stå ved min kærlighed, ved mine lyster og alligevel have en skøn kæreste som jeg faktisk kom tættere på af det. Men det kunne jeg jo kun opleve fordi min kæreste var åben for sandheden. Og det er en ret vigtig pointe.

Hvis nu vi alle sammen kunne give slip på de der skrøner – som vitterligt ER skrøner – så var det måske ikke så farligt at høre sin partner sige ”jeg tænder på en anden”. Uden disse skrøner i baghovedet så ville reaktionen måske være ”Hvor spændende – hvem? hvorfor? lad mig høre!”, og man ville måske se muligheder i stedet for straks at frygte det værste. Det kunne være muligheden for et bedre sexliv, muligheden for en ny bedste ven eller veninde (interessen for ens kæreste deler man jo allerede), muligheden for mere alenetid som man havde savnet – eller hvad ved jeg. Der er muligheder i åbenhed. Dengang min første kæreste sagde til mig ”hvis du nogensinde er mig utro, så er det ud af vagten”, der sikrede han sig at jeg aldrig fortalte ham hvad der foregik allerinderst inde i mig. Hvem ved hvor vi havde været, hvis han fra starten havde sagt ”uanset hvad der sker i dit liv, vil jeg gerne vide det og være en del af det – fordi jeg elsker dig og gerne vil kende dig præcis som du er.”

Nu ved jeg at der er mange der siger ”jamen, hvis min kæreste er mig utro, så vil jeg slet ikke vide det! Hans dårlige samvittighed må han altså selv ligge og rode med – den skal han ikke tørre af på mig! Hvad jeg ikke ved har jeg ikke ondt af.” Mit svar på det er ”nej, men hvad du ikke ved, kan du heller ikke få glæde af”. Hvis du er sådan en der tænker at du ikke vil kende til din partners utroskab, så tænk lidt over om du virkelig vil være den som din elskede IKKE kan dele alt med? Vil du være den han/hun har hemmeligheder for? Vil du risikere at gå glip af noget som måske gør ham lykkelig? Noget andet at tænke over, kunne i øvrigt være: vil du kun have at din partner er lykkelig hvis DU er årsag til den lykke?

Så kan du selvfølgelig sige: ”Nej, han/hun skal bare overhovedet ikke være sammen med andre – det har vi aftalt, og den aftale skal overholdes!” Og det vil jeg selvfølgelig give dig ret i. Har I aftalt at I har et monogamt forhold, så bør den aftale overholdes. Virkeligheden er altså bare at rigtig mange har sidespring alligevel. Du er nødt til at forholde dig til at risikoen for at din partner er dig utro,  ifølge undersøgelserne er minimum 33 procent! Så du bør måske nærmere tænke over hvad du vil gøre når det sker end hvis det sker.

Jeg hørte Steen Hegler sige i en radioudsendelse for nylig: ”Der skal to til at lyve: den der lyver, og så den der ikke vil høre sandheden.” Den er selvfølgelig en smule søgt, men det er rigtigt at hvis man ikke vil høre sandheden eller gør sin partner klart at der kun er én sandhed man vil høre, så er man altså mere udsat for at blive løjet for.

Og det er jo ikke fordi folk der lyver, er onde mennesker eller ”nogle svin” som det debatindlæg jeg læste op, siger. Folk der lyver, gør det fordi de er bange. De er bange for at miste. Og jo ofte med rigtig god grund, for de har måske ligefrem – som jeg – fået at vide at hvis du overtræder denne her regel, så mister du mig. Så hvad i alverden skal man stille op når man så overtrådte den regel alligevel? Ja, en tredjedel af danskerne mener altså så at man skal holde mund med det, men er det egentlig fair?

Man kan sige at den kæreste jeg havde og var lykkelig sammen med i ti år, ham gik der for så vidt ikke noget af fordi jeg var ham utro, for han vidste det ikke. Der virkede  ”hvad han ikke ved, har han ikke ondt af”-tanken som jeg valgte dengang, jo sådan set fint. Men når jeg tænker tilbage på det, synes jeg alligevel ikke det var fair. For min kæreste havde klart og tydelig meldt ud: ”jeg vil ikke leve sammen med en utro kvinde – basta!” Så kunne jeg være uenig eller ej, det var hans udmelding. Og så valgte jeg på hans vegne at han skulle leve sammen med en kvinde han udtrykkeligt havde fortalt mig at han ikke ville leve sammen med. Det havde måske været noget andet hvis han selv havde sagt ”hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af” – så havde jeg måske kunnet undskylde det, men det sagde han ikke. Han var meget klar og tydelig i sin holdning til det. Og jeg gav ham ikke muligheden for måske at ændre den holdning – jeg valgte bare for ham. Det synes jeg ikke var fair, når jeg tænker tilbage på det i dag.

Et andet problem med at vælge løgnen er at det er et valg foretaget i frygt – ikke i kærlighed. Nogle prøver at undskylde sig med at de elsker deres kæreste (hvilket jo ud fra min erfaring sagtens kan være rigtigt), og at de derfor ikke vil såre ham ved at sige sandheden. Men en løgn er ikke det kærlige valg. En løgn fratager partneren sit frie valg – og det er ikke kærlighed.

Der sker også det når vi lyver eller fortier noget, at der opbygges et lag af løgne imellem os. Jo tykkere det lag af løgne eller fortielser bliver, desto mere vil vi føle at vi er ”vokset fra hinanden” – hvilket jo billedlig talt er helt rigtigt. Det eneste der kan nedbryde den mur der er opstået imellem os, er ærlighed. Men vi tør ikke fordi vi er bange for at miste. Paradoksalt nok – som jeg plejer at sige: Alt det vi gør for ikke at miste hinanden, er lige præcis det vi mister hinanden på. Hvis vi tør ærligheden – både at sige sandheden og høre den, er der en stor chance for at vi nedbryder muren og kommer tættere på hinanden. Lyver vi og lukker af for sandheden, fjerner vi os fra hinanden.

Men det er skam ikke fordi jeg ikke forstår frygten og trangen til at lyve for at skåne hinanden. For ærlighed er bestemt ikke altid det lette valg. For mig viste det sig bare at være det rigtige valg. Og valg er et andet vigtigt nøgleord her. Jeg har valgt!

Dengang jeg levede i mit 10 år lange monogame forhold, havde jeg faktisk ikke ”valgt” det. Jeg levede sådan fordi det jo er sådan man har et parforhold. Min omverden fortalte mig at når man bliver voksen, så finder man en partner af det modsatte køn, så flytter man sammen, får nogle børn og lever i medgang og modgang til sine dages ende. Det er i hvert fald det ultimative – det man stræber efter. Og derfor troede jeg også det var sådan jeg skulle leve. Jeg tænkte slet ikke i alternativer.

Men da jeg så havde nogle følelser som var i dyb modstrid med de normer jeg levede under, begyndte jeg at opdage at der var noget der ikke stemte. Jeg fik at vide – både direkte og indirekte – at jeg følte noget man ikke kunne føle – og hvis man følte det, var det fordi der var noget galt. Men jeg kunne konstatere at det jeg fik at vide, bare ikke stemte med hvordan jeg havde det. Først 5 år inde i mit andet langvarige parforhold, begyndte jeg at tænke over at jeg måske selv havde et valg. Måske behøvede jeg ikke leve sådan som andre dikterede at jeg skulle leve?

På et tidspunkt faldt jeg over en udsendelse på tv2 der hed ”Når en ikke er nok”.  Var der nogle af jer der så den temalørdag på DR2 der handlede om åbne parforhold? Der var den udsendelse imellem. Det er 4-5 år siden. Den handlede om folk der havde mere end en kæreste. De kaldte det for ’polyamori’ – et begreb der dækkede over det at have flere ligeværdige partnere på samme tid. Der var bl.a. en kvinde der boede sammen med to mænd, og en mand der vistnok havde 4 kærester. Da jeg så den udsendelse, var det som om alle brikker inden i mig faldt på plads. Pludselig vidste jeg hvad der var ”galt med mig” – jeg var polyamorøs. De tanker jeg havde haft de gange jeg havde oplevet at være forelsket i to mænd, om ”hvorfor pokker kan man ikke også bare have to kærester når man nu elsker dem begge to”, fremstod pludselig som et reelt valg. Man KAN have to kærester ad gangen, så jeg. Og der skete en indre revolution. Hvorfor i alverden skulle jeg blive ved at prøve at passe ind i en monogam ramme, når jeg nu flere gange havde kunnet konstatere at jeg ikke var monogam? Jeg havde faktisk et valg.

Og jeg foretog det valg. Jeg kunne ikke andet. På den måde var det ikke svært, for det modsatte var pludselig ikke en mulighed. Det der var svært, var at jeg vidste at jeg skulle gøre min kæreste ondt, med mindre han kunne se det smukke i ideen. Og det kunne han desværre ikke. Eller jo, det kunne han godt med sin fornuft, men hans hjerte kunne ikke helt følge med. Han betragtede sig selv som monogam. Men han foretog dog aktivt valget – det gav vi hinanden muligheden for.

I den proces havnede vi i et kæmpe følelseskaos. Det er vigtigt for mig at understrege at det ikke er en underdrivelse når jeg siger at der skete en indre revolution. Revolutioner går sjældent stille for sig, og det gjorde denne her heller ikke. Men den var nødvendig for at vi kunne falde på plads i det der var rigtigt for os.

Det der skete var at både han og jeg forelskede os i andre. I starten gjorde jeg, og jeg havde to kærester på samme tid. Siden oplevede han hvad det betød, og der gik faktisk et lys op for ham. Han så pludselig hvad jeg mente – og at også han kunne elske to kvinder på en gang – før havde det kun være teori for ham. Men det var meget kaotisk det hele. Min anden kæreste var faktisk også monogam, og det gav i sig selv problemer selv om han jo frivilligt var gået ind i forholdet til mig velvidende at jeg åbent havde en anden. Men den kvinde min samlever forelskede sig i, var gift, og han kunne ikke få hende. Så på et tidspunkt besluttede han sig for at tage en måned fri fra arbejde og gå Caminoen – en 800 km lang pilgrimsvandring i Spanien som I måske har hørt om. På den tur mødte han kvinden i sit liv – en spansk kvinde han valgte at flytte ned til og leve monogamt med. Jeg prøvede ellers om ikke vi kunne dele ham, men de havde altså lyst til et traditionelt parforhold. Så fik I lige slutningen på den historie. Vi er i øvrigt rigtig gode venner i dag, så det endte godt.

Det var ikke sjovt at skulle give slip på endnu en mand jeg elskede, men der var også noget godt ved det. Nu kunne jeg nemlig starte på en frisk og være 100 % åben og ærlig fra starten. Jeg behøvede aldrig mere at bilde nogen ind at jeg var noget jeg ikke var, eller prøve at passe ind i nogle for mig snævre rammer.

Den kæreste jeg har i dag, og som jeg har haft i  3 år, har vidst fra starten hvordan jeg havde det med parforhold. At jeg var polyamorøs. Og det har været meget befriende for mig bare at kunne være mig. Men det har da også været en gyser til tider, for han har også klart meldt ud fra starten at han ikke anede hvordan han havde det med det. Heldigvis har han været åben hele vejen igennem, og vi har begge valgt at gå ind i forholdet for at se om det kunne bære, og det har gudskelov vist sig at han ikke har nogen problemer med det. Han blev ikke jaloux da jeg efter et par år kom hjem og fortalte at nu havde jeg kysset en anden til en fest. Og han blev heller ikke jaloux da jeg for ikke så længe siden indledte et mere intimt forhold til en anden mand og siden også en kvinde. Faktisk har den anden mand lige ansat ham i sin virksomhed fordi jeg formidlede kontakt imellem dem, og i næstet uge skal vi alle mødes over en god middag. En ret stor ting for mig der for nogle år siden sad og græd ved tanken om at jeg sikkert aldrig ville kunne finde bare én mand der kunne acceptere mig som jeg var.

Men det er en vigtig pointe her at hvis du tør stå ved den du er, så tiltrækker du helt naturligt også nogle mennesker der tænker som dig, og så bliver det slet ikke så svært som du måske forestiller dig hvis du er sådan en der går og overvejer om det er værd at springe ud som ikke-monogam. Det bliver heller ikke nødvendigvis meget lettere, men jeg kan love dig at det er det hele værd at kunne være 100 % tro mod sig selv.

Og lad mig så understrege her til sidst at alt det her ikke handler om at jeg synes alle skal springe ud som polyamorøse. Der er ikke spor i vejen med monogami og trofasthed over for én partner, hvad enten det er én ad gangen eller én for resten af livet. Det jeg gerne vil have at du tager med dig herfra, er overvejelsen om om du lever som du gør, fordi du aktivt har valgt det, eller fordi ”det gør man jo”. Og hvis du er sådan en der altid er utro, eller evt. er dig selv utro fordi du altid mod din egen vilje lægger bånd på dig selv når du er tiltrukket af andre end din partner, så kunne du jo overveje om du skulle til at vælge en anden måde at leve på. For valget, det har du.

—

Har du lyst til at høre mere, finder du links til min bog ude til højre. Den fås både i trykt udgave, som e-bog og som lydbog.